Genrer
The Byrds: Sweetheart of the rodeo
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste. Dette er nr. 117
Jeg kan rigtig godt lide The Byrds. Plader som Younger than yesterday og The notorious Byrd Brothers byder på noget af det bedste psykedeliske folk-pop, der nogensinde er lavet. Jeg er knap så glad for Gram Parsons, en af country-rockens store innovatorer, og det er hverken solo eller med The International Submarine Band eller for den sags skyld The Flying Burrito Brothers, hvor jeg dog nok har mest til overs for ham i sidstnævnte konstellation. Parsons er relevant i forhold til the Byrds fordi han i 1968 blev medlem af gruppen, og med pladen Sweetheart of the rodeo trak han dem i en mere country-præget retning. Lyden var ikke helt uvant for The Byrds. På flere af deres tidligere plader kunne man finde country-prægede numre, dog stadig med en klar psykedelisk aura. Sweetheart of the rodeo er på alle numre præget meget af country eller måske endda bluegrass. Ofte kan jeg slet ikke høre, hvorfor folk typisk kalder pladen country-rock frem for blot country. Rocken kan høres på "You ain’t goin’ nowhere" og et par numre til, men jeg hører udelukkende country på de fleste andre.
Genresnobberi er dog som sådan ligegyldigt, for det vigtigste er jo kvaliteten. Jeg graviterer som hovedregel mod rock frem for country, men der findes jo stadig rock jeg ikke synes om, og der findes endda country, jeg holder meget af. Så er musikken god? Den er spillet ret kompetent, og lyden er ret variereret. Sangene er alle fængende, men det er ikke nødvendigvis The Byrds’ fortjeneste, da ni af de elleve sange er covers. Men de gør et godt stykke arbejde med at byde numrene noget nyt og at give pladen en sammenhængende lyd. Jeg var overraksket over at finde ud af, hvor få numre gruppen selv havde skrevet. Med det sagt, så keder numrene mig ganske meget. "Life in prison" handler om, hvordan fængselslivet får fortælleren til at miste lysten til at leve. Lyden er dog nærmest hyggelig. Og det er det meste af pladen egentlig, det er bare hyggelig musik, hvor den følelsesmæssige resonans enten er flad eller fuldkommen fraværende. Følelserne er ellers der, hvor country virkelig har en fordel frem for folk, hvor gruppen til gengæld kunne lave smukke lydbilleder. Her er ingen af delene til stede i særlig stort omfang.
De numre, jeg holder af, er det netop dem, der læner sig mest op ad gruppens tidligere diskografi. Gruppen blev populære med deres flotte Dylan-fortolkninger, og pladens to Dylan-covers er uden tvivl højdepunkterne. "You ain’t goin’ nowhere" og "Nothing was delivered" er kreative i deres udførsel, har en spændende lyd og er fulde af overraskelser. Der er også elementer ved andre sange, jeg godt kan lide, såsom klaveret på "You’re still on my mind" eller violinen og banjoen på den bluegrass-inspirerede "Pretty Boy Floyd". Lydbillederne er kønne, men de er aldrig engagerende. Som sangere er Chris Hillman og især Roger McGuinn også charmerende, men de bliver sjældent sjælfulde. Gram Parsons lægger større følelser i sin sang, men hans stemme er til gengæld på alle måder kedeligere. Selvom der er elementer at holde af på Sweetheart of the rodeo føles den uden den historiske kontekst bare enormt ligegyldig. Med mindre I har væsentligt mere til overs for country end mig, så hold jer blot til pladens Dylan-covers, og spring resten over.