Genrer
The Byrds: Younger than yesterday
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste. Dette er nr. 124
De første plader fra The Byrds var rene hitkavalkader, men derefter gik de i en mindre kommerciel retning, selvom de stadig udgav nogle klassiske albums. Det sidste af de store hit-albums var den dejligt psykedeliske Younger than yesterday. Titlen er inspireret af "My back pages" af Bob Dylan, hvor man finder linjen “I was so much older then, I’m younger than that now”. The Byrds spiller et vidunderligt cover af denne sang på Younger than yesterday, men teksten får en anden betydning hos The Byrds. Hvor den hos Dylan betyder, at han er blevet mere ung i sindet, lader den hos The Byrds til at udtrykke det tidløse, svævende univers, de præsenterer på pladen. Der er haver i folks sind, jf. "Mind gardens", og folk er ikke langt fra hinanden i den traditionelle tredimensionelle forstand. Der er tid mellem dem, som de synger på den ellers ganske søde kærlighedssang "Time between". "C.T.A. – 102" er en sang med science fiction-tema, navngivet efter en ganske ægte galakse. På sangen kommunikerer de med galaksens beboere. Stilmæssigt balancerer de på hele pladen mellem det virkelige og det fantastiske ved at blande traditionel folk-rock med massevis af sære effekter.
Nogle numre er mere typisk folk end andre. "Time between", "The girl with no name" og "Have you seen her face" er nok de sange, hvis lyd ville passe bedst ind på gruppens endnu mere folk-prægede debut. De to førstnævnte har endda tydelig country-indflydelse, der peger hen mod hvor gruppen senere ville bevæge sig. Der også helt syrede numre, f.eks. "Mind gardens" for at pege på den yderste ekstrem. Dog er albummet struktureret, så det ikke føles underligt, at stilarterne varierer så meget. "C.T.A. – 102" bygger hen mod den syrede afslutning, men i starten er det blot en simpel poppet rock-sang. Den syrede afslutning går da over i den psykedeliske "Renaissance fair", der har elementer fra klassisk renæssancemusik. Strukturen er hele vejen igennem meget gennemtænkt, og albummet er både varieret og glidende gennem sine kun 29 minutter. Typisk er så korte plader enten lidt af en rodebutik eller stilistisk ensartede, men atter en gang har Byrds vist, at de mestrer balancens kunst.
Hvis jeg endelig skal kritisere strukturen, forstår jeg ikke hvorfor de har valgt "Why" som afslutningsnummer. Uanset kvalitet er den på ingen måde konkluderende. Man synes nærmest ikke, at albummet er slut, når det er forbi. Man kan heller ikke komme uden om, at mens ingen numre er dårlige, er der nogle, der ikke holder nær så godt som de andre. Den langsomme, stemningsrige "Everybody’s been burned" kunne godt have været kortere for min skyld, jeg har ret svært ved følelsesmæssigt at tilslutte mig Renaissance Fair, og der måtte gerne være større variation i instrumentationen på "Thougts and words", hvis melodi ellers er fængende som bare pokker. Men med sange som "So you want to be a rock ‘n’ roll star", "Time between", "Mind gardens" og "My back pages", så har vi dog at gøre med et af højdepunkterne i The Byrds’ diskografi, og hvis man har det mindste til overs for deres folkede stil, bør man tjekke den ud.