Genrer
Captain Beefheart & His Magic Band: Trout mask replica
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste. Dette er nr. 58
Et af de albums, jeg har glædet mig til at skulle anmelde, er Trout mask replica af Captain Beefheart & His Magic Band fra 1969. Jeg havde hørt nogle få tracks hist og her tidligere, men aldrig sat mig ned og hørt hele pladen før. Det er en meget eksperimenterende, sær plade. Med meget af slut-60’ernes og start-70’ernes rockmusik kan man snakke om, hvor nytænkende og indflydelsesrig den er, uden at det vil virke som noget særlig ekstraordinært for en moderne lytter. Trout mask replica er ikke sådan en plade. For de fleste lyttere vil dette album være en overvældende oplevelse lige fra åbningsnummeret, “Frownland”. Det lyder som om, de forskellige instrumenter spiller hver sin sang samtidig. Hvis det ikke lyder grimt nok, er produktionen ret grov, og Beefhearts stemme er lige så hæs som Tom Waits efter for mange smøger. Hele albummet sørger for at nedbryde alle lytterens ideer om melodi, takt, æstetik og lyd. Teksterne er oftest totalt meningsløse. Der er en vis grammatisk og poetisk sammenhæng, men oftest får man udecifrerbare linjer som “I saw you baby dancin’ in your x-ray gingham dress / I knew you were under duress / I knew you were under yer dress”.
Personligt elsker jeg at få hverdagens æstetiske konventioner udfordret på denne måde, og Trout mask replica er da ikke det mest eksperimentelle album, jeg nogensinde har hørt, men alligevel synes jeg, det er noget af en mundfuld at lytte til. Pladen er hele 80 minutter lang, og det er ret lang tid at lytte til en plade, der ikke gør meget ud af sin struktur. Trout mask replica pryder sig decideret af, hvor meget den tager pis på alle former for struktur, så hvis du finder pladen ustruktureret er det netop meningen. Captain Beefheart gør meget for at gøre lytteoplevelsen besværlig, omend den er dybt underholdende. Jeg tror dog, at den er mest underholdende i små doser, og man kan endda ende med at blive så lammet af pladens vilde lyde, at man mod slutningen slet ikke lægger mærke til hvor underlig, den er. Det er jeg ked af, for det ødelægger jo lidt den underholdningsværdi, der for mig ligger i de absurde tekster, syrede lyde og vilde sangkonstruktioner. Jeg kan dog ikke tage fra den, at den langt hen ad vejen er en ret vild oplevelse, der sørger for at vende op og ned på forventninger indenfor rockmusik.
Mens rockmusik er i fokus i løbet af pladens skøre rejse, så er det langt fra hele pladen, der lyder af rock. Pludselig kan en spoken word-sektion uden instrumentation optræde, et længere stykke kan være rendyrket free jazz, og et nummer som “China pig” er en relativt simpel blues-sang, der mest af alt lyder som om, den er indspillet på et badeværelse. Ofte kommer disse elementer helt ud af det blå og skubber fuldkommen rocken til side, og andre gange overfalder de hinanden i en sindssyg kakofoni. Jeg foretrækker især sidstnævnte, da det for alvor er sanseprovokerende. Til trods for hvad man skulle tro, er næsten intet af albummet improviseret, men det gør blot lydbillederne mere kaotiske. Mange numre er nøje arrangeret, så alt går så galt som muligt. Trout mask replica er en udfordrende plade. Ikke forstået sådan, at den er svær at holde ud at lytte til, omend den nok også er det for mange. Den forsøger ganske bogstaveligt at udfordre vores ideer om, hvad vi forstår ved rock, ved musik, ved kunst. Ironisk nok anser jeg netop derfor Trout mask replica for et stort kunstværk. Som lytteoplevelse er den derimod noget ujævn, men stadig helt klart værd at opleve.