Genrer
Carole King: Tapestry
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste. Dette er nr. 36
Jeg skriver meget om genredefinerende album for tiden. Ligesom Eagles var med til at determinere soft-rockens fremtid, og Sex Pistols‘ provokationsrock var toneangivende for punkmusikkens tidlige år, hænger singer/songwriter-traditionen uløseligt sammen med Carole Kings Tapestry fra 1971. Der er adskillige tidligere udgivelser, der i dag bliver kaldt singer/songwriter-musik, men hele denne genre fik sit navn fra skikkelser som King. Hun var nemlig sangskriver i mange år inden hun udgav sit debutalbum, oplagt betitlet Writer. Kunstnere som The Drifters, Little Eva, Aretha Franklin og The Monkees havde store hits med hendes stærke popsange. Hvor debuten fik roser med på vejen, overgik efterfølgeren Tapestry den med mil, både i forhold til kritisk anerkendelse og kommerciel succes – en overgang var den endda det bedst sælgende album nogensinde. En af årsagerne til denne succes var produktionen, der var langt mere målrettet end på Writer. Lou Adler, der også producerede Writer, gik på Tapestry efter, at man skulle kunne se King ved klaveret for sig, når man hører albummet. Den målsætning blev smukt nået på samtlige af albummets tracks, hvilket giver en virkelig stærk sonisk helhedsfornemmelse. Klaveret er konsekvent det varmeste og mest fremtrædende instrument på hver sang, og det har selv masser af karakter, når andre instrumenter spiller soli.
Sangskrivningen er som forventet rigtig solid. Visse af sangene er taget fra Kings rige bagkatalog, andre blev først udgivet på dette album, men de har alle sammen King bag pennen, til tider sammen med sin tidligere mand, Gerry Goffin. Kings sange er ofte meget personlige – sådan lyder de i hvert fald. Teksterne handler om intime følelser om kærlighed og selvforhold, og King er fantastisk til at levere dem. Dengang var der ikke rigtig nogen popmusikere, der sang som King. Kvindelige popsangere var oftest polerede stemmer som Dusty Springfield og Dionne Warwick – selv mindre tekniske vokalister som Diana Ross var nøje iscenesatte. King er ligesom Ross ikke særlig teknisk, men hun udnytter sin uperfekte lyd til at få sangene til at lyde så oprigtige som muligt. Dette ender med, at "Smackwater Jack", den eneste sang, der definitivt ikke handler om Kings egne følelser, falder lidt til jorden i forhold til de andre. Den kompenserer ved at have noget af Kings mest levende klaverspil på hele albummet – med sin energi er den også en fed afveksling fra de oftest ret langsomme numre.
King mestrer at skrive et solidt hook, men Tapestry er ikke den über-catchy hitparade, man kunne forvente, hvis man kun kender hendes sangskrivning for andre. Jovist, der er hooks til stede på alle numrene, men oftest kun et enkelt eller to. Hun er god til at holde sig tilbage, så sangene altid fokuserer mere på at være nærværende end at være fængende. Her er hendes genindspilning af Shirelles-sangen "Will you love me tomorrow?" fuldkommen formidabel. Jeg har svært ved at forestille mig mange græde over den ellers ganske fine originaludgave, og King sørger for at lave så meget om på arrangementet, at linjer, der oprindeligt fungerede som hooks, bliver leveret så underspillet, at jeg som lytter fokuserer mere på at føle Kings overbevisende desperation end at skulle nynne med. Tapestry er i den grad et grower-album. Der er ikke meget, der er særlig flashy – det skulle lige være den synkoperede vokalrytme på omkvædet til åbningstracket "I feel the earth move". Det er langt hen ad vejen et virkelig stilfuldt, personligt og intimt album, og netop dette blev definerende for hele singer/songwriter-genren. Carole King er en fantastisk sangskriver, og Tapestry er det album, der allerbedst viser hendes talent.