Genrer
Cat Stevens: Tea for the tillerman
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde. Dette er nr. 206
Når vi har Bob Dylan, Arlo Guthrie og Nick Drake kan det være let at overse Cat Stevens i den store vide folk-verden, også selvom han havde en lettere tilgængelig lyd end sine konkurrenter. Mange mener, at Stevens toppede med pladerne Tea for the tillerman og Teaser and the firecat i starten af 70’erne, og hvor jeg aldrig har hørt Teaser and the firecat, så kan jeg godt tilslutte mig rosen, Tea for the tillerman får. Den har nogle af mandens bedste numre, heriblandt "Where do the children play", "Father and son" og over dem alle den fantastiske "Wild world". Det er nogle stærke melodier, og Stevens lægger mange følelser i det hele. Han er god til at få numrene til at føles store, selvom de på overfladen er ret små. Et nummer som "Hard headed woman" starter ret stille og sørgmodigt, men sangen ender med at være en brav søgen på kærligheden. Der kommer desperation i hans stemme og guitar, men ikke så meget, at det føles fjollet.
På samme måde føler man først virkelig omsorgen på "Wild world" til sidst, hvor han tøver lidt på omkvædet. Det er som at få et enormt kram. Den sang er desuden vildt fængende. Stevens spiller guitar på de fleste sange, men han gør nogle undtagelser – f.eks. på "Sad Lisa", hvor den kun optræder ganske sporadisk. Denne sang bygger mest på klaveret, og det er ret genialt gjort. Det at den er omgivet af sange, der føles så anderledes, gør, at sangen føles endnu mere dramatisk end den i forvejen. "Sad Lisa" er dog en af de mere simple og ensformige sange, så jeg kan godt forstå, at den ikke er blevet så populær uden albummets kontekst. Samme følelser har jeg for "Longer boats", der ganske vist ikke er så ensformig igen. Den kunne nok være blevet det, hvis det fængende, simple og lettere irriterende omkvæd blev gentaget mere. Det store problem er rettere, at sangen lige når at blive lidt større i lyd, og så er den pludselig forbi. Det er et problem, som et par af de svagere sange på pladen har til fælles.
Jeg må dog sige, at Stevens som både sangskriver og optrædende er ganske konsekvent, og da pladen ikke er særlig lang, når man ikke at opdage mange mønstre hos ham, så det føles stadig friskt. Der er nogle små ting ved et par sange, der ikke appellerer til mig, men selv sange som "Longer Boats" har noget at komme med, der ikke er andre steder på pladen. De fleste sange på Tea for the tillerman er mellem 3 og 4 minutter, men der er tre undtagelser. Den første, "But I might die tonight" udnytter sine to minutter glimrende, man har slet ikke brug for mere, men det man får er solidt. Til gengæld bliver den 5 minutter lange "On the road to find out" ret ensformig mod slutningen, sikkert delvist fordi, dens hook ikke er så stærkt. Den 1 minut lange "Tea for the tillerman" er et meget antiklimaktisk afslutningsnummer. Det starter rigtig godt, og så er det pludselig slut. Nummeret har et dynamisk højdepunkt, men det varer jo knap nok et sekund, og ellers er sangen ret stille. Selv med disse små problemer holder Tea for the tillerman virkelig godt, og hvis du kan lide folk, er det nok noget for dig.