Cecilias Dag

Den 22. november er det den hellige Cecilias Dag, opkaldt efter en kvinde, som man ikke ved meget om, men som ifølge legenden i løbet af sit korte liv nåede at omvende et stort antal mennesker til kristendommen, inden hun omkring år 230 led martyrdøden. I 1584 blev hun af den katolske kirke valgt som skytshelgen for kirkemusik, for musikere og sangere samt for instrumentmagere og orgelbyggere. Over det meste af den katolske verden fejres Cecilias Dag med festivaler og koncerter, primært med fokus på kirkemusik – men der er vel ingen grund til at lade det religiøse samfund have patent på musikernes skytshelgen. Hvis man går op i musik og sang – og hvem gør ikke det – hvad ville så være mere passende end at markere den hellige Cecilias Dag med nogle sange, der bærer hendes navn?

Den mest kendte sang med titlen ”Cecilia” er uden tvivl Paul Simons utroligt iørefaldende og medrivende sang fra Simon & Garfunkel-lp'en Bridge over troubled water, der netop i år kan fejre sit 50 års jubilæum. Paul Simon har selv antydet, at den i teksten omtalte Cecilia faktisk er identisk med musikernes og sangernes skytshelgen, og man kan da også med lidt god vilje udlægge nogle af formuleringerne i sangen som fortæller-personens frustrationer over at være afhængig af noget så upålideligt og flygtigt som inspiration: ”Oh, Cecilia / I'm down on my knees / I'm begging you please to come home” ... ”Jubilation, she loves me again / I fall on the floor and I'm laughing”. Det ene øjeblik er hun der, det næste er hun pludselig væk – for så at komme tilbage igen. Det kunne handle om inspiration: men det kan naturligvis også ”bare” være en sang om en vægelsindet kvinde.

Hvorom alting er, kan man næppe diskutere, at sangen har alle de kvaliteter, der skal til for at skabe et hit og en ægte klassiker: et umiddelbart fængende omkvæd, en smittende rytme og en energisk fremførelse ved Paul Simon og hans makker, Art Garfunkel. Simon ønskede selv, at ”Cecilia” skulle være den første single fra Bridge over troubled water, men i stedet blev det titelnummeret fra lp'en, og det var nok heller ikke så dårligt et valg. Da ”Cecilia” senere blev udsendt som single, scorede pladen absolut pæne placeringer på hitlisterne verden over, og desuden fik sangen et langt efterliv derved, at den i de efterfølgende 50 år blev indspillet af et stort antal musikere, som sagtens kunne få øje på nummerets kvaliteter, og som ønskede at gøre brug af disse til at hjælpe deres egne karrierer. I 1999 indspillede den svenske gruppe Ace og Base sågar en sang om Simon & Garfunkel-figuren Cecilia – naturligvis en sang med samme titel som originalsangen.

Cecilia i Sverige

Den Cecilia, de fleste svenskere forbinder med sangteksternes verden, er helt sikkert Cecilia Lind i Cornelis Vreeswijks vise med den lange titel ”Balladen om herr Fredrik Åkare och den söta fröken Cecilia Lind”. Vreeswijk indspillede selv sangen i 1966, og siden har den haft status af moderne klassiker i den svenske viseverden – ligesom det er tilfældet med et stort antal andre Vreeswijk-viser. Sangteksten ville dog næppe have haft det så let, hvis den var skrevet i dag, for den handler om forholdet mellem en ældre mand og en 16-årig pige, som ganske vist selv spiller op til manden, men som trods alt er uforholdsmæssigt meget yngre end ham. Visen er helt sikkert tænkt som en let og pikant beretning om kærlighed på tværs af aldersforskellene; men det er svært i vore dages meetoo-landskab at undgå at se den ældre Fredrik Åkare som lidt af en klam stodder – en rigtig ”mansgris”, som de siger hinsidan.

Mere interessant rent tekstmæssigt end Cornelis Vreeswijks vise er Ulf Lundells sang ”Cecilia” fra dobbelt-lp'en Utanför murarna (1989). Sangen er et af mange formidable numre på en formidabel udgivelse fra Lundells måske allermest kreative periode, anden halvdel af 1980'erne. Ligesom en række andre sange fra denne periode kredser ”Cecilia” om begreber som frihed kontra bindinger, styrke kontra svaghed, kærlighed kontra had og fællesskab kontra ensomhed. Det er typiske Lundell-temaer, som man også møder mange andre steder i musikerens sange – samt for den sags skyld i hans efterhånden talrige romaner. Sangen er fuld af formuleringer, der næsten har karakter af programerklæringer, bl.a.: ”Jag kan aldrig va nåt annat / än en varg i denna vackra värld / Du vet jag är fången / i min frihet /  men det är vägen som är mödan värd”. Fanget i min frihed! Meget Lundellsk – men måske også med et ekko af linjen: ”Are birds free from the chains of the skyway?” fra Dylan-sangen ”Ballad in plain D” (1964).

Der er næppe nogen grund til at forsøge at læse sangernes og musikernes skytshelgen ind i Ulf Lundells ”Cecilia”, som tværtimod ret entydigt handler om det svære samliv mellem mand og kvinde i form af mandens uvilje mod at blive fanget ind af kvindens ønske om faste rammer. Eller med andre ord: om den ensomme ulvs behov for at kunne dyrke sin frihed uden nogen form for snærende forpligtelser eller ansvar: ”Men jag borde kanske förstått / att jag skulle bli fast och bunden / som om det hade begåtts ett brott”. Ulf Lundells sang rummer dog referencer til en anden vigtig person end sangskrivernes skytshelgen, nemlig til ovenfor nævnte Bob Dylan, hvis klassiske sang ”It ain't me babe” fortæller næsten den samme historie som Lundells ”Cecilia”. Lyt blot til linjer som disse: ”Men jag har ingenting kvar / det enda du kan göra / är att sluta be mej / om det jag inte har”. Ordene minder meget om nogle af formuleringerne i ”It ain't me babe”, og fortæller-personens situation er den samme i de to sange. Man kan næsten tale om en parafrase over Dylans sang - og det er vel, når det kommer til stykket, en form for indirrekte hyldest til sangernes og musikernes protektor.