Genrer
The Clash: The Clash
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste. Dette er nr. 77
Jeg holder meget af punk, ja i bølger har jeg endda erklæret det min yndlingsgenre. Noget af det fede ved genren er enkelheden i udtrykket, men enkelheden kan også begrænse sangskrivningen, og derfor er det i dag sjældent, at musikpressen giver opmærksomhed til “rå” punk-rock frem for afarter som pop-punk, post-punk eller hardcore. Hvis man ser på det musikhistorisk, var det kun i genrens allerspædeste år, at vi finder markante plader, der er så simple, som vores fordomme dikterer, at punk bør være. En af disse ganske simple plader er den selvbetitlede debutplade fra britiske The Clash, der senere blev berømte for at tage punkmusikken i nye retninger med plader som London calling og Sandinista!. På debuten har vi dog generelt at gøre med korte kompositioner, der råber og skriger med politisk, ungdommelig vrede. Der er noget dejligt umiddelbart og fandenivoldsk over denne tilgang, især når vi har at gøre med et band som The Clash, der formår at kommunikere en tydelig oprigtighed. Lyden er grim, men det bliver aldrig påtaget, soloerne er simple, men de er sjælfulde, og Joe Strummers spytgurglende skrålen er på en gang charmerende og overbevisende arrig.
Okay, selvom der ikke just er nogen sange, der har et tocifret antal akkorder, og selvom Joe Strummer ikke ligefrem lyder som om, han kunne vinde over en tilfældig sangskole-elev i et spil SingStar, så giver The Clash på debuten stadig indtryk af at være mere end talentløst rakkerpak, der tilfældigvis har sammensat et klassisk album, fordi de var det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Rent dynamisk er sangene godt opbygget. De forstår musikalsk at sætte fokus på de rigtige steder, og i modsætning til mange andre tidlige punkplader er The Clash ingenlunde udmattende at lytte til. Der optræder fine detaljer her og der, bl.a. med mundharmonika og backingvokaler. Guitarsoloerne – simple som de er – viser også, at gruppen har forståelse for klassisk rock and roll, og der er endda et reggae-inspireret nummer mod slutningen. Det hedder "Police & thieves" og er 6 minutter langt, hvilket er ret meget for et tidligt punk-nummer, og det er da også et cover af en lettere obskur reggae-sang. Det fungerer lidt som et setup for hvorhen The Clash senere ville udvikle sig, og sonisk er det uden tvivl noget af det mest spændende på pladen.
I politisk musik er teksterne naturligvis vigtige, og mens jeg ikke tror, at The Clash havde ambitioner om poetisk samfundskritik a la Bob Dylan eller Marvin Gaye, så er de stadig meget overbevisende. De går efter en mere direkte konfrontation af problemerne, som på "Career opportunities", der brutalt kritiserer arbejderklassens forhold i samtiden. "White riot" er en anden af mine favoritter, her finder vi en benhård satire over de hvide nationalist-bevægelser, der var begyndt at opstå dengang. Foruden at teksten er bidende, har den også øget relevans i dag, og derfor holder den måske bedre end de andre numre. Derudover er den skidesjov at synge med på, og dens lyd står perfekt til teksten med sit høje tempo og vilde attitude. Af og til bliver de måske lige lovlig simplistiske – jeg har svært ved at få meget ud af "48 hours" og "Protex blue", men de lyder stadig ret godt og varer alligevel under to minutter hver. Sammenlignet med tidligt output fra grupper som Sex Pistols og Ramones, holder The Clash faktisk virkelig, virkelig godt. Hvis man vil høre punk i sin mest uforfinede form, er der egentlig ikke mange bedre steder at starte.