Come on (Let the good times roll) – kl. 1

“Kom nu bare og lad os nyde livet” lød budskabet i Sam Cookes “Come on (Let the good times roll)” fra 1964, som også rummede linjerne:   It might be 1 o´clock and it might be 3 Time don´t mean that much to me I´ve felt this good since I don´t know when And I might not feel this good again   Sangen blev udsendt som single i juli 1964 og blev nr. 1 på Cash Box R&B-listen i USA og opnåede også en placering som nr. 11 på Billboard Hot 100-listen. Siden har mange andre sangere indspillet nummeret, bl.a. Dan Seals, som i 1990 opnåede flere førstepladser med sangen – på de amerikanske country-hitlister! Også Aretha Franklin, Phoebe Snow og The Rolling Stones (som vi vender tilbage til lidt senere) har haft succes med Sam Cookes sang fra 1964. Det er der ikke noget mærkeligt i, for det er et dejligt afslappet feel-good-nummer – selv om sangens optimistiske tekst får en lidt bitter biklang, hvis man læser den i lyset af komponistens dramatiske skæbne kort tid efter sangens tilblivelse.   

Sam Cooke

Sam Cooke (1931-1964) havde ikke som kollegaen Nat Cole et ”King” som officielt mellemnavn, men han var til gengæld alment anerkendt som ”The King of Soul”. I løbet af sit alt for korte liv med en aktiv karriere på ca. 14 år nåede Sam Cooke at sætte et uudsletteligt aftryk på musikscenen, og han fik i sin egenskab af sanger, sangskriver og iværksætter en uvurderlig betydning for kommende stjerner som Bobby Womack, Curtis Mayfield, Stevie Wonder, Marvin Gaye og mange flere. Cooke opnåede 30 top 40-hits i USA mellem 1957 og 1964, heriblandt med klassikere som ”Cupid”, ”You send me”, ”Wonderful world” og ”Twisting the night away”. Et helt igennem imponerende bagkatalog, som bl.a. også omfatter denne artikels kl. ét-sang: ”Come on (Let the good times roll)”.   Dette nummer skulle ulykkeligvis vise sig at blive sangerens næstsidste hit, idet han i december 1964 mistede livet på en særdeles dramatisk facon: han blev skudt af en kvindelig motelejer i Los Angeles. Omstændighederne omkring Cookes død er aldrig opklaret på en måde, der tager højde for alle fakta i forbindelse med begivenheden, selv om sagen i sin tid blev officielt afsluttet ved domstolene.    Der er ingen grund til her at komme nærmere ind på detaljerne omkring mordet på Sam Cooke, som man kan læse meget mere om på nettet eller i nogle af de bøger, der er skrevet om emnet. Men set i lyset af sangerens nært forestående død, da han skrev ”Come on (Let the good times roll)”, kan det forekomme temmelig vemodigt at læse linjer som ”Time don´t mean that much to me” og ”I might not feel this good again” fra sangerens sidste store hit (i levende live – han fik et par hits posthumt).  

Out of our heads

Da The Rolling Stones udsendte gruppens tredje LP i 1965, Out of our heads, bestod hovedparten af materialet på pladen igen af coverversioner af kendte soul- og R&B-numre – som det havde været tilfældet på gruppens to tidligere LP´er. Blandt de 12 numre på pladen – både i den britiske og den amerikanske version - fandt man Sam Cookes ”Come on (Let the good times roll)”. For mange lyttere – heriblandt undertegnede – betød indspilningen med The Rolling Stones det første møde med Sam Cookes fine sang, og vi er sikkert også mange, for hvem The Stones´ version af sangen er den eneste ”rigtige” version.   Sidenhen har jeg haft lejlighed til at høre sangen i Sam Cookes oprindelige udgave, og den er der naturligvis ikke noget i vejen med. Det samme kan siges om en række af de øvrige cover-versioner – og overraskende nok også om Dan Seals´ country-version, som i denne lytters ører ikke har meget med country at gøre. Der er tale om et vaskeægte soul-nummer, selv om Seals´ udgave i officielle sammenhænge altså er kategoriseret som et country-nummer. Men det skyldes nu nok først og fremmest, at Seals er kategoriseret som country-sanger.   Uanset versioner må man konstatere, at ”Come on (Let the good times roll)” grundlæggende er et solidt stykke musikhåndværk med en god melodi og et iørefaldende omkvæd. Der er tale om en ægte klassiker, som næppe kan spoleres, ligegyldigt hvem, der indspiller det.