Cover me

Jan Poulsen er journalist og forfatter og en af Danmarks helt store musikformidlere. I årevis har han bedrevet anmelder- og foredragsvirksomhed, kommenteret musik i radio og på tv, været hovedskribent på Politikens rockleksika og skrevet artikler og essays her og der om især rock og punkmusik. De senere år har han bl.a udgivet disse bøger:

• Sort Sol ("Fra Pisserenden Til Statens Museum For Kunst", Aschehoug 2002)
• David Bowie ("Station til Station", Gyldendal 2006)
• Om dansk punk ("Something Rotten!", Gyldendal 2010)
• Eik Skaløe ("Spejder og steppeulv", Gyldendal 2012)
• David Bowie ("Station til Station mod den næste dag", Gyldendal 2013)

Jan har intet imod at lave lister over dette og hint. Overblikket er stort og kun fantasien sætter grænser. Her på Bibzoom kan vi vise de bud på syv fantastiske coverversioner, han postede på sin Facebookvæg en uge i slutningen af oktober. Om dem siger han: "Coverversioner har af en eller anden grund danset ud af mine højtalere i dette efterår, selv om de kun sjældent gør alvorligt indtryk. Ofte tilstræber fortolkeren enten at ramme originalen et-til-et eller nærmest demonstrativt distancere sig fra den, og begge dele er jo lige fjollede. Der er ingen formel på, hvornår en fortolkning lykkes, og i sidste ende afhænger den slags af øret, der hører. Så efter en dag i den mentale harddisk efter spændende og personlige fortolkninger vil nogle af dem pryde min væg i denne uge. Én om dagen. Og ikke nødvendigvis bedre end originalen, men i al fald noget andet end originalen".

NY TID – NY STEMME / RACHEL SWEET: NEW AGE Den musikalske revolution i sidste halvdel af 1970’erne chokerede ved første lyt mange mennesker, men det skulle hurtigt vise sig, at punk og new wave hverken var en døgnflue eller en modedille. Det var også et opgør med traditioner, og musikken skulle tilbage til et mere enkelt udgangspunkt med musikere i øjenhøjde med publikum. 1977 var år nul, og kun få musikere fra tiden før blev dømt inde af den nye generation. En af dem var Lou Reed fra The Velvet Underground. Hans sange er blevet fortolket til bevidstløshed, oftest temmelig blodfattigt, af og til acceptabelt og kun sjældent sublimt. Den amerikanske teenager RACHEL SWEET favner på vidunderlig vis hans New Age, som hun indspillede i 1980 til sin anden lp, Protect The Innocent. Med et effektivt temposkift (2:50), udtryksfuld vokal, grædende guitarer og en saxofon, der er hentet i glamrockens a-b-c kan det ikke gå helt galt. Eneste minus er den alt for tidlige fade. og så, at hun forsvandt i 1982 efter blot fire lp'er. (Link til coverversion)

MADAME FAITHFULL / MARIANNE FAITHFULL: ASTRAL WEEKS Det er de færreste, der tør kaste sig ud i at fortolke sangene fra Van Morrisons genistreg, Astral Weeks. Forståeligt nok da det er et hovedværk i musikhistorien. Punktum. Med vanlig dødsforagt valgte MARIANNE FAITHFULL så alligevel at slå ned på en af lp'ens centrale sange, da hun i 1994 blev bedt om at fortolke en Van-sang til hyldestalbummet No Prima Donna. The Songs Of Van Morrison. Siden Broken English i 1979 har hun ikke sat mange fødder forkert, og det gør hun heller ikke her, hvor hun til det smukkeste klaver (og akustisk guitar) synger sin egen dybe sjæl ind i Madame George, så man faktisk glemmer den nordirske gnavpot for en stund. Det er ikke bare vidunderligt, det er fantabulous. for nu at bruge et af Vans ord. (Link til coverversion)

ET ÆBLE GALT I HALSEN / FIONA APPLE: ACROSS THE UNIVERSE Beatles-fans verden over fik æblet galt i halsen, da FIONA APPLE kom med sit endog meget personlige bud på Across The Universe i 1998. Men det gjorde de også i 1975, da David Bowie - med John Lennon ved sin side - gjorde et lignende (og lignende vellykket, om end anderledes) forsøg, og det vil de uden tvivl også gøre om x år, når The Still Unknowns vil gøre det. For mange er det at begå helligbrøde at røre ved The Fab Fours værk. Det er selvfølgelig noget sludder. Deres sange er hverken finere, renere eller bedre end så mange andres, og når en kringlet kegle som Fiona Apple med dragende søvngængerstemme kan vride den på en sådan måde, som hun gør her, skal vi kun være glade for, at hun altid giver pokker i vold og gør, hvad hun vil. På scenen, på sine plader og da hun blev bedt om at indspille Beatles-sangen til filmen Pleasantville. Den tilhørende video er også en lille perle. Skabt af hendes daværende kæreste, instruktøren Paul Thomas Anderson, som på det tidspunkt arbejdede på sin gennembrudsfilm, Magnolia. (Link til coverversion)

STEMMENS MAGT / PETRA HADEN: SELL OUT Hvad skal man med guitar, bas, trommer og tangenter, når man har sin stemme, et godt øre og en formidabel fantasi? Det spørgsmål har amerikanske PETRA HADEN måske stillet sig selv, og så gik hun ellers i gang med at "indspille" hele The Who's Sell Out album inkl. reklamer med sin stemme som eneste instrument. Intet andet. Ideen er både syg og sjov, men bedst af alt: Den fungerer. Hendes behandling af The Who's måske bedste lp er så gakket original, som en fortolkning kan være, og den er også vidunderlig. Siden har hun gentaget bedriften med et acappella-album med kendte (og knap så kendte) filmtemaer, men her er det afslutningssangen fra The Who Sell Out, Rael, med alle ingredienser inkl. imaginære Pete Townshend-møllehjul. (Link til coverversion) 

A SKIN TOO FEW / FAITH OVER REASON: I dag er alle på fornavn med Nick Drake, men i en halvfjern fortid, hvor Kødbyens hipstergeneration udforskede tremmer i kravlegården, og før samtlige glemte vadmelssangerinder blev støvet af og udråbt til genier, indspillede det purunge britiske band FAITH OVER REASON en af Nicks smukkeste sange. Gruppens sangerinde, Moira Lambert, fik også lidt opmærksomhed som stemmen på Saint Etiennes første - og bedste - single, Neil Youngs Only Love Can Break Your Heart, men ellers skete der intet med hende eller bandet til trods for et par fine album. Faith Over Reason må derfor siges at være en parentes i musikhistorien i dag, om end jeg dog ikke ville være den foruden. Moira Lambert holder efter sigende lav profil i Canada, hvor hun udgav et ganske fint soloalbum i 2006, Coming Up Roses, med bl.a. en helt ny fortolkning af Northern Sky. (Link til coverversion)

HELTE FOR EN DAG / ANDREA SCHROEDER: HELDEN Mange har kastet sig over 'Heroes' igennem årene, men det er nok tvivlsomt, om David Bowies originale indspilning kan overgås. Mindre kan nu også gøre det, og en ny tysk fortolkning har vakt endog meget stor glæde her på matriklen. Akkompagneret af bl.a harmonium synger ANDREA SCHROEDER - måske med en slet skjult hilsen til Marlene Dietrich? - sangen meget langt væk fra de fleste andre fortolkninger, der typisk har haft Robert Fripps guitar som ledetråd. Andrea Schroeder udgav sidste år sit første album, Blackbird; fornemt produceret af Walkabouts-lederen Chris Eckman, og han har såmænd også produceret Helden, endda i Hansa-studierne i Berlin, hvor også Bowie i sin tid indspillede sin. Chris Eckman vil også sidde bag knapperne på Andreas andet album, der udkommer i starten af 2014. Foreløbig kan vi glæde os over mellemspillet her i form af en fornem fortolkning af Helden, der er udsendt på en funklende 7"-single og via diverse digitale sites. (Link til coverversion)

SORT… ER DET NYE SORT / THE MO-DETTES: PAINT IT BLACK The Velvet Underground, Van Morrison, The Beatles, The Who, Nick Drake og David Bowie… store og i manges øjne nærmest hellige navne at fortolke, men ikke desto mindre er det sket her på væggen i den forgange uge og endda meget personligt. Men hvem mangler? The Rolling Stones, naturligvis. De er blevet fortolket til bevidstløshed og ofte temmelig dårligt, men én version har jeg altid været glad for, da den ikke foregiver at være noget, men bare er. De fire unge tøser i The Mo-dettes fortolkede Paint It Black på en single i 1980, og det var bestemt ikke comme il faut at røre ved de gamle drenge i en punk- og postpunktid, men det sked de højt og helligt på. Heldigvis!  (Link til coverversion)

Summa summarum: Syv personlige fortolkninger og ja, det er kvinder alle syv. Og nej, det er ikke tilfældigt. Følg Jan Poulsen på Facebook