Cover story

Et af de steder, hvor forbindelseslinjerne mellem rockmusikken og tegneserien træder tydeligt frem, er de mange albumcovers, hvor en musiker eller en gruppe har fået en tegneserietegner til at stå for coveret til en ny udgivelse. Et albumcover er (eller var i hvert fald tidligere) et vigtigt led i udgivelsen af ny musik af flere grunde.

For det første kan et iøjnefaldende og slagkraftigt cover hjælpe med til at henlede opmærksomheden på en bestemt udgivelse, der måske ellers ville have svært ved at hævde sig i mængden af udgivelser. Desuden er et albumcover vigtigt, fordi det kan bruges til at sende et signal til den potentielle køber af albummet om indholdets karakter.

Der er således normalt stor forskel på covers, der skal medvirke til at sælge heavy metal-musik og covers, der skal bruges til at signalere psykedelisk musik – for blot at nævne et par eksempler. Det sker måske ikke så ofte, at en plade bliver solgt alene på grund af coveret; men at det sker, er der til gengæld ingen tvivl om (jeg har selv været med til det…).

Et albumcover kan skille sig ud fra mængden og være slagkraftigt på mange måder; men som musikudgivelseshistorien har vist, er anvendelsen af tegnede covers et af de sikre kort at spille i den forbindelse. Der er da også adskillige musikere, som i tidens løb har bedt tegneserietegnere om hjælp til at få netop deres udgivelse til at fange køberens opmærksomhed – og mange af disse eksempler på tegneseriecovers har hen ad vejen fået en form for klassikerstatus, hvor coveret næsten er mere kendt end udgivelsens musikalske indhold. Jeg vil i det følgende pege på nogle af disse eksempler; men emnet er så omfattende, at det vil være helt umuligt at komme bare nogenlunde til bunds i det på denne begrænsede plads.

Der foreligger så mange albumcovers tegnet af tegneserietegnere, at man kunne skrive en hel bog om emnet – og det er faktisk præcis, hvad der er sket. I 1992 udsendte tyske Eckart Sackmann bogen ”Undercover” med en tilstræbt fuldstændig oversigt over alle foreliggende albumcovers i tegneserieregi. Bogen er (naturligvis) fyldt med illustrationer, som giver et flot og spektakulært vue over de talrige variationer i løsningen af den bundne opgave: at fremstille en iøjnefaldende forside, som fremhæver og karakteriserer den pågældende pladeudgivelses indhold.

En del af de registrerede pladecovers er ikke afbildet i Sackmanns bog på grund af pladsbegrænsningerne; men de mange gengivelser, der er medtaget i bogen, er til gengæld repræsentative for området og kommer langt omkring i forhold til tegneserietegnernes vidt forskellige udtryksformer og stilarter. Desværre foreligger bogen ikke på andre sprog end tysk, og den er ikke købt til nogen danske biblioteker.

Pladecoverets guldalder
Man kan mene, at en bog fra 1992 kun kan give et amputeret billede af et stofområde, der omfatter knap 30 år mere, end det ifølge sagens natur har været muligt at behandle i Sackmanns værk. Der er da også i perioden fra 1992 til nu lavet massevis af albumcovers i tegneserieregi; men der er det betydningsfulde moment i i sagen, at det netop var omkring 1990, at cd´en for alvor erobrede musikmarkedet og sendte LP´en på pension (for en stund) – og dermed forsvandt også det store LP-cover, som i langt højere grad end cd-coveret gav albumcover-kunstnerne mulighed for at arbejde med deres virkemidler.

Det lille cd-format kan godt byde på spændende albumcover-løsninger og udmærkede kunstneriske oplevelser; men det siger sig selv, at med afskaffelsen af LP-formatet forsvandt også en stor del af motivationen for albumcover-kunstnerne til for alvor at investere noget af sig selv i deres forslag. Af samme grund er ”Undercover”s manglende dækning af de seneste 30 års albumcovers ikke helt så stort et problem, som man ellers skulle tro, det ville være. Albumcover-kunstens guldalder skal helt sikkert findes i årene før 1992.

”Undercover” er det eneste trykte værk, jeg kender, som handler om albumcovers i tegneserieregi; men der findes naturligvis talrige sider på internettet, hvor emnet er behandlet. En af disse er f.eks. siden whatculture.com, der bl.a. rummer en artikel med overskriften ”36 comic book artists who created famous album covers” af Noel Thorne. Som titlen fortæller, gennemgår forfatteren 36 albumcovers af dygtige (amerikanske og engelske) tegneserietegnere. Her møder man navne som Jack Kirby, Jeff Smith, Barry Windsor-Smith, Neal Adams, Dave Gibbons, Simon Bisley, osv. osv. – alle navne fra tegneseriemediets øverste hylde og alle tegnere med prægnante albumcovers på samvittigheden. Og samtidig tegnere med vidt forskellige grafiske udtryk, hvilket giver deres værker en stor spændvidde i form og indhold. Der er mange andre hjemmesider med oversigter over tegneserie-albumcovers; men fælles for størstedelen af dem er, at de kun medtager albumcovers af engelsktalende kunstnere – og det betyder en voldsom indskrænkning i forhold til emneområdet. Her er man nødt til at ty til Eckart Sackmanns bog, hvis man vil have et mere dækkende billede af området.

Nogle eksempler
Lad mig runde denne korte omtale af et stort emne af med nogle konkrete eksempler på albumcovers i tegneserieregi. Et af de tidligste LP-covers udført af en kendt tegneseriekunstner er coveret til Big Brother and the Holding Company´s ”Cheap thrills” (1969), hvor Robert Crumb fint fangede bandets lyd og Janis Joplins rå stemmekraft i sine grovkornede tegninger. Det albumcover er både klassisk og ikonisk og er i dag lige så kendt som pladens indhold. Måske man ligefrem kan kalde coveret et hovedværk i Robert Crums ellers omfattende produktion, i hvert fald målt i forhold til illustrationens udbredelse og kendthed. Robert Crumbs kollega inden for tegneserieverdenen, Gilbert Shelton, lavede i 1978 en forsidetegning til Grateful Dead-udgivelsen ”Shakedown Street”, og selv om dette albumcover ikke er helt så berømt som coveret til ”Cheap thrills”, er det et godt eksempel på, hvilke muligheder for effektiv kommunikation, der ligger i en tegneserieillustration. Sheltons gadebillede med rockere, flippere og hippier formidler fint den stemning af amerikansk forstadsmiljø, som også kan genfindes i musikken på pladen.

En stribe yngre tegneserietegnere som Charles Burns, Daniel Clowes og Seth har alle bidraget til rækken af mindeværdige albumcovers udført i tegneseriestil, med hver deres personlige grafiske udtryk og med meget forskelligartede resultater. Clowes´ albumcovers afspejler således især den nervøse og angstbaserede atmosfære, der også gennemsyrer hovedparten af hans egne tegneserier, mens Charles Burns´ bidrag til genren – og først og fremmest hans illustration til Iggy Pops ”Brick by brick” (1990) – primært refererer til tegnerens grafiske udforskninger af en surreel og urovækkende verden, hvor personerne både er utilpasse i forhold til sig selv og i forhold til deres omverden. Canadiske Seth benytter sig derimod af en klassisk avistegnerstreg, som giver associationer til en svunden tid, og som af samme grund rummer en god portion vemod og melankoli. Dermed passer stregen perfekt til sangerinden Aimee Manns vemodige sange om brudte parforhold og tabte venskaber, så det er helt indlysende, at de to kunstnere har fundet sammen om flere fælles projekter – først og fremmest om Manns cd ”Lost in space (2002), hvor musikken ligefrem blev ledsaget af en kort tegneseriefortælling.

Når man her til lands taler om albumcovers og tegneserier, er der næppe nogen diskussion om, hvor man finder det mest kendte eksempel på en sammenkobling af de to universer: nemlig i Hergé´s tegning fra Tintin-albummet ”De syv krystalkugler”, som Gasolin´ for gode ord og betaling fik lov til at bruge som forside til deres første LP fra 1971. Albumcoveret er kendt langt uden for Danmarks grænser, bl.a. fordi det var det ene af kun to tilfælde, hvor Hergé gav tilladelse til at bruge en af hans Tintin-tegninger som appetitvækker for en musikudgivelse (det andet eksempel finder man i forbindelse med Bruno Bastas ”Paperboys are millionaires”, 1981). Om Gasolin´ også fik tilladelse til at genbuge Hergé´s blå bil på coveret til deres live-udgivelse ”Derudaf forever” (1993), melder historien ikke noget om; men mon dog ikke Hergé ville have godkendt genbruget, hvis han havde levet? Efter sigende syntes han i 1971, at det var en sjov ide, at hans tegninger kunne anvendes til at reklamere for noget så eksotisk som dansk rockmusik.