Covers albums

Hvis en solist eller en gruppe vier en af sine udgivelser til en anden solist eller gruppe ved udelukkende at inkludere numre fra sidstnævnte på pladeudgivelsen, kan man tale om et hyldestalbum eller et tribute album.

Det samme gælder, hvis flere solister eller grupper går sammen om at hylde en kollega ved kun at indspille dennes sange på en samlingsplade.
Eksemplerne på denne praksis er talrige inden for populærmusikken, hvor man f.eks. kan nævne plader, hvor The Byrds spiller Bob Dylan-sange, eller hvor Jennifer Warnes tolker Leonard Cohen-sange – eller massevis af andre pladeudgivelser, der er blevet til med det formål at hylde et fremtrædende musiknavn: The Beatles, The Beach Boys, The Eagles, Gram Parsons, Ray Davies, osv. osv.

Listen er lang – og også længere end den "omvendte" liste over plader, hvor en solist eller en gruppe indspiller en række af de sange, der i tidens løb har gjort indtryk på vedkommende. I dette tilfælde kan man tale om et covers album, som ifølge sagens natur bliver mest interessant for den lytter, der er fan af den indspillende solist eller gruppe – og også interessant, om end måske i lidt mindre grad, for den lytter, der godt kan lide de indspillede numre.

Et covers album har typisk to væsentlige attraktioner for målgruppen: dels er lytteren interesseret i at høre, hvilke sange, covers-kunstneren har valgt til sin udgivelse, fordi man må gå ud fra, at det er sange, der har påvirket og været med til at skabe cover-kunstnerens egen musik. Og for det andet vil lytteren sandsynligvis være interesseret i at høre resultatet af mødet mellem en værdsat musiker og denne musikers foretrukne (ikke-selvskrevne) sange. Man må jo nemlig gå ud fra, at når en solist eller en gruppe har valgt at prøve kræfter med en række sange til et covers album, er det fordi solisten eller gruppen mener at kunne give en version af sangene, som både udtrykker en personlig fortolkning, og som måske endda kan tilføre sangene noget nyt i forhold til originaludgaven.

Et par kendte covers albums er John Lennons ”Rock ´n´ roll” (1975), hvor sangeren hylder en række af de sange, han selv lyttede til i sine unge dage, og Paul McCartneys ”Choba B CCCP” (det såkaldte ”Russian album”, 1988), som ligeledes indeholder en stribe klassiske rocksange af navne som Sam Cooke og Little Richard. I begge tilfælde er der tale om, at et kendt navn, som ikke længere har noget at skulle bevise, hygger sig med at tage en tur ned ad memory lane og her hilser på en række musikalske koryfæer.

I ingen af tilfældene har covers-kunstneren tilført musikhistorien epokegørende nyt, men mindre kan også gøre det; de to nævnte plader er professionelt udført og formidler begge ophavsmændenes kærlighed til de indspillede sange. Andre kendte musikere, som har bidraget til covers genren, er bl.a. Patti Smith (”Twelve”, 2007), David Bowie (”Pin ups”, 1973) og Cat Power (alias Charlyn Marie Marshall), sidstnævnte med ikke færre end 3 covers albums på samvittigheden. Samt et par navne, som jeg vil kigge lidt nærmere på i det følgende.

Steve Forbert
Den første af de to covers-kunstnere er Steve Forbert, som i 2020 udsendte cd´en ”Early morning rain” med cover-versioner af 11 fine sange fra musikhistorien. Forbert har siden sin start som musiker i 1978 udsendt mere end 20 albums med egne sange, gennemgående af en meget høj kvalitetsstandard og adskillige af dem med status af nyklassikere. I 2017 fik Forbert da også med god ret tilegnet et hyldestalbum, ”An american troubadour”, hvortil en stribe musikalske kolleger havde indspillet en række af sangerens mest kendte numre.

Forberts egne sange befinder sig inden for det brede musikalske område, man kunne kalde folk-rock, singer-songwriter-rock eller americana, og derfor er det ikke så mærkeligt, at de 11 sange, han har valgt til sit covers album, befinder sig inden for samme, noget uklare genreafgrænsning. Men pyt med genrebetegnelserne, som alligevel ofte er mere begrænsende end oplysende.

Et par af de mest fremtrædende kendetegn ved Forberts egen musik er hans prioritering af den gode melodi med behagelige tonegange samt hans empatiske sangforedrag, der altid lever sig 100% ind i sangteksten – uden af den grund at blive befamlende. Hans valg af sange til sit covers album er da også først og fremmest karakteriseret ved yderst vellydende melodier, der smyger sig om øregangene, som en kælen kat smyger sig om ens ben. Disse melodier har Forbert udsat for et afdæmpet, overvejende akustisk akkompagnement, som fremhæver og understreger melodierne og sangteksterne. Med disse enkle virkemidler gør Steve Forbert velkendte sange som Gordon Lightfoots ”Early morning rain”, Grateful Deads ”Box of rain” og Danny O´Keefes ”Good time Charlie´s got the blues” til sine egne – uden af den grund at rokke ved grundindholdet i sangene.

Flertallet af cd´ens sange – inklusive de 3 ovennævnte – er præget af en melankoli, som passer godt til Steve Forberts stemme, og som giver det samlede resultat en vemodig, underspillet charme. På cd´en prøver Forbert også kræfter med to af de allerstørste sangskrivere, Bob Dylan og Leonard Cohen, i numrene ”Dignity” og ”Suzanne”; men det er ikke disse numre, der fremstår som covers albummets bedste. Det er simpelt hen svært at hamle op med de to karismatiske sangere, og der skal (lidt for) meget til for at overgå deres originalversioner. Men det skader jo ikke at have gjort forsøget.

Til gengæld lykkes det fint for Forbert at få den gamle Kinks-sang ”Supersonic rocket ship” til at passe ind i den nye sammenhæng, og det gør han ved at erstatte det oprindelige music-hall-arrangement med et arrangement, der gør sangen til en indtagende lille rocksang. Det er fint set – og udført.

Ulf Lundell
Ulf Lundells plade ”Sweethearts”, som indeholder 11 covers af sange, Lundell selv værdsætter, blev udsendt i 1984 – to år efter udsendelsen af den storsælgende og kritikerberømmede ”Kär och galen”. Opfølgningen af den succesombruste plade med en plade med cover-versioner skal nok ses som Lundells meget bevidste forsøg på at modarbejde det hysteri og den virak, som ikke mindst publikumssuccesen ”Öppna landskap” (der var med på ”Kär och galen”) afstedkom i kølvandet på den populære 1982-udgivelse.

Lundell selv var ikke meget for al hurlumhejet i forbindelse med ”Öppna landskap”, og hans udgivelse af en hyldest-plade til sine egne favoritter skal nok ses i det lys – foruden at Lundell jo ligesom sine forbilleder Bob Dylan og Neil Young aldrig har brudt sig om at levere, hvad man forventede af ham. Overraskelsesmomentet har hele tiden været en bevidst strategi hos Dylan, Young og Lundell – og det spiller sikkert også ind i forbindelse med ”Sweethearts”.

Den store forskel mellem et covers album som Forberts ”Early morning rain” og Lundells ”Sweethearts” er, at hvor Steve Forbert ”nøjes med” at give de udvalgte sange nogle let modificerede musikalske rammer at udfolde sig i, har Lundell taget det yderligere skridt, at han har oversat (eller omsat) de oprindelige tekster til svensk og dermed i realiteten har skabt en stribe helt nye sange, som både er fortolkninger på det musikalske og på det tekstmæssige plan. Det er dog ikke sådan, at Lundell har forsøgt at fjerne sig fra de oprindelige teksters indhold og udsagn – tværtimod.

Indholdet i de svenske sangtekster ligger nogenlunde tæt op ad indholdet i de originale tekster; men som enhver, der har prøvet at oversætte fra et sprog til et andet, ved, vil det nye værk altid være udtryk for en fortolkning af det oprindelige værk, på godt og ondt. Men lad det være sagt med det samme: Lundells oversættelser er helt kongeniale i forhold til udgangspunkterne og svarer dermed også fint til arrangementerne af sangene, der ligger nogenlunde tæt på de originale arrangementer.

Ulf Lundell har fået en lang række af sine faste våbendragere til at akkompagnere sig på ”Sweethearts”, så ud over at møde en stribe herlige sange fra rockhistoriens glansrepertoire får lytteren også lejlighed til her at stifte bekendtskab med toppen af Sveriges rockmusikere, anno 1984: Janne Bark, Tony Thorén, Werner Modiggård, Marie Fredriksson, mv. er nogle af de mange navne, Ulf Lundell har allieret sig med til at indspille covers-pladen. Der er altså bestemt ikke tale om, at kunstneren har sjusket med musikken, bare fordi der ”kun” er tale om kopi-numre. Der er kælet for samtlige sange, hvis ophavsmænd tilsammen udgør en veritabel Hall of Fame for rockmusikken: Bob Dylan, Leonard Cohen, Neil Young, Bruce Springsteen, Van Morrison, Jackson Browne, Don Henley og Glenn Frey – you name them, they are there.

Uanset om man lytter til ”Sweethearts”, fordi man er fan af Ulf Lundell, eller fordi man er fan af de ovennævnte navne, er der altså gevinst. Og hvis der er nogle navne, man savner i stjernerækken af bidragydere til ”Sweethearts”, kan man prøve at lytte til den udvidede udgave af cd´en, der blev udsendt i 1999. Her støder man nemlig på nogle af de navne, der ikke var plads til på LP´en i 1984: Joni Mitchell, Donovan, Mick Jagger og Keith Richards, osv. Når man nu alligevel er i gang med at hylde sine musikalske favoritter, kan man jo lige så godt vælge de bedste – og det har Lundell gjort. Men den svenske troubadour har alligevel én helt, der overstråler alle de andre: Bob Dylan. Ud over cover-versionen af ”Heart of mine”, som var med på den oprindelige udgave af ”Sweethearts”, rummer den udvidede udgave af pladen hele tre yderligere Dylan-sange. Mit hjerte, hvad vil du mere; der er ikke noget at betænke sig på i forhold til at lægge ører til Lundells flotte covers album.

Når Bruce Springsteen d. 11.11. udsender sit første egentlige covers album, bliver det svært for ham at leve op til de allerede foreliggende mesterværker inden for genren. Men mon ikke den gamle ræv trods alt formår at tilfredsstille sine mange fans, når han med ”Only the strong survive” giver sine personlige fortolkninger af 15 klassiske R&B- og soul-sange fra 1960´erne og 1970´erne?

Mon ikke titler som ”What becomes of the brokenhearted”, ”I wish it would rain” og ”The sun ain´t gonna shine anymore” kan få mundvandet til at løbe hos yndere af storladne soulballader – og af Bruce Springsteen?