Genrer
Cream: Disraeli gears
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste. Dette er nr. 112
Jeg har udforsket ret meget af Eric Claptons karriere gennem mine anmeldelser. To soloalbums samt albums med Derek & the Dominos, The Yardbirds, Blues Breakers og naturligvis Cream, den gruppekonstellation, flest folk forbinder med Clapton. Her var han sammen med to andre af tidens allerbedste musikere, bassist Jack Bruce og trommeslager Ginger Baker. De er måske mest kendt for deres hårdtslående, bluesede garagerock, og det er da absolut også en væsentlig side af dem. Deres hårde lyd var en væsentlig forløber for heavy metal, men de havde også en mere poppet, psykedelisk side. Man behøver ikke at kigge længe på coveret til deres anden plade Disraeli gears, før man ved, at man har at gøre med et seriøst syretrip. Man skal derimod kigge længe, hvis man vil finde albumtitlen, der bliver overdøvet af den skrigende farvepalet. Man finder dog også meget af den kendte, bluesede Cream-lyd på pladen. "Outside woman blues" og "Take it back" er klassiske eksempler på Claptons blues-rock, begivenhedsrig og fyldt med interessante fills. Mens andre numre absolut også er tunge, er den psykedeliske aura dog mere væsentlig på resten af albummet.
Jeg blev overrasket over de mere bløde numre på pladen såsom "World of pain", "Blue condition" og især det morbide afslutningsnummer, "Mother’s lament". At Cream ville afslutte en plade med sort humor om et spædbarns sultedød var så chokerende og overraskende, at jeg sad måbende tilbage. Men jeg er også imponeret over den diversitet, de viser på denne plade. De holder sig fra blues og hård rock meget af tiden, den generelle lyd er svævende og æterisk, hvor numre som "World of pain" og "We’re going wrong" er eksempler på når det bliver allermest langsomt og syret. Numre som disse sender bølger gennem hele albummet. Den psykedeliske lyd er faktisk til stede helt fra åbningsnummeret, det klassiske "Strange brew", og efterhånden bygger numrene rigtig godt den psykedeliske stemning op i fællesskab. Det er en sand kunst i mine øjne at give et album en klar, gennemgående stemning gennem elementer, der på mange af numrene mest lurer i baggrunden.
Sangene er også bare eminent komponeret individuelt. Guitarriffet på "Sunshine of your love" er selvfølgelig klassisk, og dynamikken på "SWLABR" er både morsom og engagerende. Den episke "Tales of brave Ulysses" er stor i proportioner og i lyrik, og via måden, den eskalerer, bliver den mere spændende minut for minut. Sangene skaber ikke blot nogle samlede ideer i fællesskab, de stikker også klart ud i forhold til hinanden, og selv de to blues-numre mod slutningen føles forskellige. Det er ikke dem alle, der er lige gode, og jeg foretrækker nok stadig de hårdere numre. "Blue condition" er et eksempel på en af de mere kedelige sange, hvor Ginger Bakers vokal er monoton og melodien er ret ensartet. Stadig minder den ikke om nogen anden sang, og dynamisk er den ret frisk i albummets kontekst. Vigtigst af alt er, at den behandler den generelle psykedeliske lyd på pladen på en unik måde. Den er lige så drømmende og abstrakt som resten af pladen. I det hele taget synes jeg, at det er imponerende, at en plade med så meget hård rock kan beskrives som drømmende og abstrakt. Og det er nok det, der gør Disraeli gears så speciel.