dummy

Cream: Fresh Cream

11-02-2018
Kjartan F. Stolberg
Anmeldelse

Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste. Dette er nr. 101

I 1966 gik tre af tidens dygtigste rockmusikere sammen for at danne et band. Det drejede sig om trommeslager Ginger Baker fra the Graham Bond Organisation, der gennem dette band kendte bassist Jack Bruce, der endvidere havde spillet i Manfred Mann og John Mayall & the Bluesbreakers. I Bluesbreakers havde Bruce fået æren af at spille sammen med guitarist Eric Clapton, der derudover havde spillet i The Yardbirds. Mens de i alle disse konstellationer havde vist sig talentfulde, var det først med Cream, at de fik deres store gennembrud. Med debutpladen Fresh Cream fik de for alvor vist, hvor dygtige, kreative sjæle, de var. Alle deres tidligere bands havde en skramlet britisk blues-lyd, og mens Fresh Cream stadig tager udgangspunkt i bluesmusikken og ikke har en særlig poleret produktion, så har den en særlig kant i forhold til deres tidligere musik. Guitaren er blevet mere forvrænget, og de har inkorporeret mange vokalharmonier. Selv når de laver covers af klassiske blues-standarder, har deres musik meget personlighed. "Spoonful" og "Four until late" giver et helt andet, mere syret og æterisk billede end originalerne, og de lyder skidegodt.

Halvdelen af hele pladen er covers, og de ligger hovedsageligt på den anden halvdel. Her er blues-inspirationen tydelig, men der er stadig masser af overraskelser. Sammenspillet mellem mundharmonikaen og guitaren på den rodede "Cat’s squirrel" er dybt underholdende, og mundharmonikaen går for alvor amok på nummeret "Rollin’ and tumblin’", hvor trommerne også bliver meget intense. Jack Bruce snøvler sig igennem vokalen på dette nummer, og man kan bare ikke gøre andet end at smile. Vi må heller ikke glemme, at albummet slutter af med en af de bedste trommesoloer nogensinde. Ikke alene er det en ret sjov, original idé at slutte af med en lang trommesolo, men Ginger Baker spiller også bare som en drøm. Trommerne spiller helt alene i over 3 minutter, og overraskende nok er det engagerende hele vejen igennem. Nummeret, der i øvrigt hedder "Toad", starter eksplosivt ud med både guitar og bas, og det slutter også sådan, så det føles som et fuldendt nummer, der er velegnet til at runde pladen af. Man har kæben på vid gab, når albummet er slut, og alle tre musikere er så dygtige, at de fortjener den reaktion.

Jeg kan også godt lide første halvdel, hvor sangene typisk er en kende kortere. Lyden, Cream rammer på numre som "N.S.U." og "Dreaming", er en fed kombo af humor og drama, der kører i et ret svævende lydbillede. Især kan jeg godt lide kanon-vokalerne på "Dreaming", og "Sweet wine" har en skidegod, syret guitarsolo. Med titler som "Sleepy time time" og "Dreaming" er det tydeligt, at de prøver at ramme en drømmende æstetik i starten af albummet. Man kan muligvis savne en smule kohærens mellem de tidlige og de senere sange, men der er en ret glidende overgang gennem numre som "Spoonful" og "Cat’s squirrel", hvor både det psykedeliske og det bluesede er i højsædet. Hele albummet er nærmest en lang crescendo fra den stille start på "N.S.U." til den bombastiske lyd på "Toad". Selv på nyere udgivelser, hvor de har tilføjet sangen "I feel free" inden "N.S.U." lyder albummets udvikling rigtig godt. Så jo, Cream kan virkelig finde ud af deres pis, og lige fra debuten markerede de, at de var nogle af feltets mestre.

Lån Fresh Cream fra dit nærmeste bibliotek

Besøg Kjartans musikblog