Genrer
Creedence Clearwater Revival: Green river
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste. Dette er nr. 95
Jeg har efterhånden lyttet til meget Creedence Clearwater Revival – jeg har endda anmeldt både Cosmo’s factory fra 1970 og Willy and the poor boys fra 1969, muligvis deres to mest populære albums. Et tredje, der er værd at nævne, er Green river, der udkom et par måneder før Willy and the poor boys. Lyden her er noget mere upoleret end senere, og sangene bygger i højere grad på grooves. Ligeledes er der større blues-indflydelse, end man ellers er vant til fra sumprockerne. For at sige det lettere poetisk leder Willy and the poor boys tankerne hen på et gadehjørne, mens Green river leder tankerne hen på en sump – noget både albumtitlerne og deres coverillustrationer har fanget ganske godt. Tekstuniverset på Green river er også mere præget af natur end senere Creedence-plader, hvor de blev mere optaget af mennesker og endda politik, end de var af nattehimlen.
Lyden er rå og nærmest spinkel på størstedelen af pladen. Der er ganske vist to guitarister i gruppen, men deres lyd er så klar, at lydbilledet stadig føles meget bart. Det skal dog ikke forstås sådan at guitarerne er i baggrunden på denne plade. De er meget tydelige, og der er mere variation og overraskelse at finde på dem end på de andre instrumenter, især i form af fills på de mere energiske eller bluesede numre såsom "Commotion" og "Tombstone shadow". Der er dog også plads til mere singer/songwriter-agtige numre, hvor melodien og teksten kan komme lidt mere i fokus. De befinder sig især mod midten af pladen i form af numrene "Bad moon rising", "Lodi" og "Wrote a song for everyone". Det kan virke som et sært valg at placere dem alle op ad hinanden, men det fungerer faktisk fint, hvis du spørger mig. Det er ikke en særlig lang plade, så den grove opdeling i tre bluesede groove-bårne numre, tre mere melodiske singer/songwriter-numre og sidst tre af første slags virker ganske fint. Numrene støtter op om hinanden i stil og giver albummet mere kohærens.
De mere melodiske numre er absolut de mest mindeværdige og fængende. Det betyder dog ikke nødvendigvis, at de giver det største aftryk på pladen. Måske fordi den mere bluesede stil omfavner hver ende af pladen, står den som det klart definerende for mig. I bedste fald, som på titelnummeret og "Tombstone shadow", er der tale om detaljerede, velspillede og ganske underholdende sumprock, der udnytter genrens repetition til sin fordel. Andre, f.eks. deres cover af Nappy Browns "The night time is the right time", har en lettere flad lyd, og visse elementer, f.eks. koret, gentager sig så meget, at det ender med at klinge hult. Selv de svagere numre indeholder dog ganske gode elementer – selvom "Sinister purpose" har en tam vokalmelodi, så er trommerne mod slutningen helt og aldeles geniale. Desværre ligger de svagere numre generelt mod slutningen, og det gør, at pladen altid efterlader mig en smule skuffet, da jeg godt kunne have tænkt mig en mere mindeværdig afslutning. Men man kan ikke komme uden om, at der er godt med kvalitet på pladen, og især de tre midterste singer/songwriter-numre viser gruppen fra dens bedste side.