Genrer
Crosby, Stills & Nash: Crosby, Stills & Nash
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde. Dette er nr. 259
David Crosby fra Buffalo Springfield og The Byrds, Stephen Stills fra Buffalo Springfield og Graham Nash fra The Hollies slog sig i 1968 sammen i supergruppen med det kreative navn Crosby, Stills & Nash, og ligeså kreativt fik deres første album året efter navnet Crosby, Stills & Nash. Alle tre sang på denne plade, Crosby spillede rytmeguitar, og Stills spillede stort set alt andet undtagen trommer, hvilket nogle gæstemusikere tog sig af. Alle tre mænds stemmer arbejder sammen om nogle fantastiske vokalharmonier, der definerer gruppens lyd. Deres musik er poppet, folk-inspireret rockmusik, som de fleste kan forholde sig til. Mange af de bedste numre er glade, sjove sange, som udmærker sig exceptionelt i dette felt. De to første på pladen, "Suite: Judy Blue Eyes" og "Marrakesh Express" er nok de bedste eksempler, for de sparker lytteoplevelsen igang med et enormt smil på læberne. Selvom "Suite: Judy Blue Eyes" er en 4-sektioners-sang, der ofte skifter i tempo, stemning og endda sprog, er det en virkelig fængende sang. Og med det guitarriff i starten er det klart, hvorfor den skulle åbne albummet.
Selvom de mest kendte sange er den rene lykkerus, så er meget af Crosby, Stills & Nash virkelig dramatisk eller trist. Det er på disse numre, Stephen Stills’ imponerende guitarkundskaber er tydeligst. Især er de fremtrædende på "Wooden ships", der handler om vietnamkrigen. Det er malet flot op, og det føles som en beskrivelse af dommedag. Albumdynamikken på Crosby, Stills & Nash er meget veludført. Der er især to steder, jeg synes godt om. Det første er mellem "Suite: Judy Blue Eyes" og "Marrakesh Express", hvor man får noget vrøvlesprog i lige 2 sekunder, og det hjælper dels med at sætte orientens stemning igang, og dels kommer det lige efter en brat afbrudt sektion af "Suite: Judy Blue Eyes", der på det tidspunkt har eskaleret op mod en fuldkommen manisk lykkerus. Det skaber en naturlig pause, der lader et nyt nummer begynde. Det andet er efter "Wooden ships", hvor den Simon & Garfunkel-inspirerede "Lady of the island" begynder. Orgelet fra "Wooden ship"s kører langsomt ud, og pludselig får vi så denne smukke ømme stemme. Den lyder nærmest omtumlet af guitareventyret fra før.
Det, der holder denne plade oppe, er en række af ganske simple elementer, de tre musikere mestrer til perfektion. Stærk, varieret sangskrivning, imponerende instrumentation, smukke vokalharmonier og en enormt god sans for stemning. Crosby, Stills & Nash mestrede hver eneste form for stemning, og de kunne også begå sig dynamisk. Højlydte, triste sange som "Helplessly hoping" er virkelig smukke, men lige så smuk er den stille "Lady of the island". Den langsomme, sentimentale "Guinevere" er endnu et højdepunkt på pladen. Selv forfærdeligt simple melodier som på "Pre-road downs" bliver behandlet med ydeste nænsomhed. Her er der gjort ekstra meget ud af, at hvert eneste instrument sidder i skabet. Især guitaren på dette nummer er fed. Jeg ved ikke, hvordan Stills skaber den lyd, der nærmest lyder som om, guitaren bliver spillet baglæns. Hvis han har vendt den indspillede lyd om for at skabe en effekt, skal han i hvert fald have stor ros. I det hele taget har mange af sangene virkelig finesse, og de lader til at være skrevet af store perfektionister. Og alt dette gør Crosby, Stills & Nash til et fantastisk album.