Genrer
Crosby, Stills, Nash & Young: Deja vu
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste. Dette er nr. 148
Okay, jeg er måske lidt en sucker for letsindig, folk-præget musik med flotte vokalharmonier. Det er derfor jeg holder så meget af plader som Workingman’s dead, Parsley, sage, rosemary and thyme og Pet sounds. Det er en effektiv måde at få noget avanceret og imponerende til samtidig at føles nede på jorden og tilgængeligt. Det er denne fine balance mellem det komplicerede og det simple, der gør Crosby, Stills & Nash fra gruppen af samme navn til så fantastisk en plade. Opfølgeren Déjà vu er om muligt endnu bedre, og det er der mange årsager til, men den mest fremtrædende ses direkte i gruppens navn. De skiftede nemlig på denne plade navn til Crosby, Stills, Nash & Young, hvor gruppens nye mand er den dengang ukendte Neil Young. Jeg har anmeldt diverse Neil Young-plader meget rosende gennem tiden, så det er vist ingen hemmelighed, at jeg ser ham som et af de sidste 100 års største musikgenier. Hvis jeg skulle kritisere gruppens debut for noget, ville det nok være strukturen, og Young er heldigvis mester i struktur. Déjà vu bevæger sig elegant mellem forskellige udtryk, så hele oplevelsen kan bare suges ind.
Ligesom debuten starter Déjà vu med et af de mest kompliceret opbyggede numre på pladen. På debuten var det "Suite: Judy blue eyes", og på Déjà vu er det "Carry on". Når det gælder en tilsyneladende simpel genre som folk-rock, er det faktisk en god idé at starte med noget kompliceret. På den måde får de fire mænd i bandet mulighed for at vise muskler, og når de først har gjort det, ser man på musikken med helt andre øjne. Déjà vu tog nemlig over 800 timer at indspille, og det kan godt høres. Det er næsten latterligt, så godt skruet sammen, numre som "Teach your children" og "Our house" er. Og de er nok blandt de simpleste sange. Der kan man dog grundet simpliciteten godt se de detaljer, som herrerne i bandet har kælet for. De har arbejdet sammen om hele pladen, men sangskrivningen er alligevel meget opdelt. Kun én sang er krediteret til mere end én af disse mænd. Det er med til at give albummet variation. Ikke to sange føles spor ens. Sangskriverne deler dog alle en hippiementalitet og en sans for finesse, der gør stemningen konsekvent.
Denne variation er desuden med til at gøre kvaliteten så imponerende. Hvis du kigger på et band som f.eks. Royal Blood, så har de fundet en stil, de er gode til, og så kører de med den i løbet af et helt album. Det føles gennemført, men desværre forudsigeligt. Så er der den anden grøft, en plade som Sandinista! af The Clash, hvor de hele tiden prøver noget nyt. Det er konstant underholdende, men rodet. Når man lytter til Déjà vu er der ikke engang tale om en balance mellem de to – men rettere en fusion mellem de gode kvaliteter derfra. Det er derfor Déjà vu er lidt af et musikalsk vidunder. Den giver dig hele tiden noget helt nyt, og samtidig er det altid sangskrivning og håndværk af eminent kvalitet, og alligevel hænger det musikalsk flot sammen med det foregående såvel som det næste nummer. Vokalharmonierne skal især fremhæves. De er den måske mest imponerende del af hele pladen. De er så store og smukke, at det har svært ved at synke ind ved første gennemlytning. Jeg har hørt Déjà vu omtalt som en slags folk-udgave af Dark side of the moon. Det er en beskrivelse, jeg med lethed kan forstå, for den er fandeme god.