Da Beatles jammede med Pink Floyd: Rockmyter og rockmytologi

Den 14. april 1967 var dagen for et historisk møde. Under indspilningerne til det der skulle blive Sgt. Pepper's Lonely Hearts Club Band tog The Beatles sig tid til en uformel jam session med en nyere gruppe der på dette tidspunkt kun havde udsendt én single, og kun var kendt i de mere avancerede dele af Swinging London. Pink Floyd var navnet, og sangen de indspillede hed "What's the new Mary Jane". Den skulle forblive officielt uudsendt indtil den blev inkluderet på The Beatles' Anthology 3 i 1996, men på dette tidspunkt havde den cirkuleret blandt samlere i mange år, rigeligt med tid til at opbygge en myte om hvad det egentlig var man hørte på dette, hvis man skal udtrykke det venligt, stærkt eksperimenterende nummer. For selvfølgelig var virkeligheden ikke helt så historisk endda. "What's the new Mary Jane" blev indspillet af John Lennon, George Harrison og Yoko Ono d. 14. august 1968, og forsvandt i arkiverne fordi "sangen" bare ikke var god nok til at komme med på The white album.

Man kan kategorisere denne slags rockmytologi alt efter om de bagvedliggende facts er kendte, eller om der er et reelt element af mysterium med hensyn til det pågældende materiales ophav. En så banebrydende gruppe som The Beatles vil naturligt nok inspirere mange fans til at ønske at der fandtes flere ukendte perler at føje til den relativt beskedne kánon, hvilket så igen vil inspirere spøgefugle til at "skabe" disse tabte mesterværker. I dag er det håndværksmæssige blevet uhyggeligt nemt med pc'er og alment tilgængeligt software, men historier om forfalskede indspilninger går mindst tilbage til 1970'erne. Et sådant nummer er "Peace of mind (the candle burns)", der meget belejligt skulle stamme fra et bånd "fundet" i en skraldespand uden for Abbey Road Studios. Ingen vil seriøst hævde at det er The Beatles der står bag, men der er stadig et element af fascination, fordi ingen med sikkerhed ved hvem der har kreeret det.

En anden kategori af mytologi omhandler autentiske indspilninger hvor der er ukendte historiske omstændigheder tilknyttet, og igen er The Beatles oplagt at benytte som eksempel, både for deres historiske betydning, og fordi ikke alt kan dokumenteres fra disse hektiske år. Selv om studieindspilningerne fra Abbey Road er omhyggeligt katalogiseret, er der flere jokere på spil som gør det til en reel mulighed at ukendt materiale er sluppet gennem bogholderiet. Én nærmest uudtømmelig kilde er Nagra-spolebåndene der indeholder kameralydsporet fra de famøse optagelser til Let it be-projektet i januar 1969. Båndene blev stjålet, piratkopieret og udsendt på hele 84 cd'er (og genfundet efter en sting-operation). De er et rent helvede at holde styr på, fordi de indeholder et utal af indspilninger af de samme numre, ukomplette numre, coverversioner, snak - og ikke mindst er uudholdeligt deprimerende (man hører bl. a. den famøse episode hvor George Harrison skrider fra gruppen midtvejs i projektet). Næppe ret mange mennesker har bidt i det sure "Apple" og lyttet det hele igennem, men der findes uofficielle listninger af indholdet.

En anden kilde til ukatalogiseret materiale er de såkaldte "acetates", dvs. prøvepresninger på plader i ikke-optimal kvalitet som ofte blev fremstillet så musikerne kunne tage dagens arbejde med hjem og lytte til det. De er typisk blevet spredt for alle vinde og måske endt på auktion eller i samlerhænder. Her kan der være bevaret mix der ikke er en del af den katalogiserede historik. Et sådant, der vakte sensation da det kom i omløb for nogle år siden, var en længere akustisk grundindspilning af The Beatles' "Revolution 1", indeholdende bidder som John Lennon klippede ud og brugte på lydkollagen "Revolution 9", også på The white album. Det er ikke det komplette grund-take, men det er længere end noget der har været hørt før, og er dertil meget lytteværdigt og af mere end rent historisk interesse. Der er på samme måde for nylig dukket en acetate op med den komplette lyd fra en tv-optagelse af "Kansas City" i august 1962.

De såkaldte John Barrett-bånd vendte endegyldigt op og ned på den diskografiske Beatlesmytologi da de kom i uofficielt omløb i 1980'erne. Barrett var en tekniker ved Abbey Road Studios der i forbindelse med et åbent hus-arrangement havde fået til opgave at forberede klip fra de uudsendte masterbånd til en præsentation. De båndkopier han havde taget med hjem slap efter hans død ud på det uofficielle marked, og gav med ét fans mulighed for at høre et væld af outtakes som man nok vidste eksisterede, men som ingen uden for The Beatles' eget kredsløb nogensinde havde hørt. Kvaliteten af disse udgivelser fik et ordentligt løft, og den mytologi og den fejlinformation som tidligere tiders piratudgivelser i ringe kvalitet havde været behæftet med, blev med ét slag håbløst forældet og afløst af mere kvalificerede mysterier.

Endelig skal også nævnes den amerikanske radioserie The lost Lennon tapes som kørte fra 1988 til 1992, baseret på optagelser fra Lennons gemmer stillet til rådighed af Yoko Ono. Ikke bare serien selv, men også de uredigerede bånd som producenterne trak på, er efterfølgende kommet i videre omløb. Det er en kæmpe skatkiste af demoer og outtakes med John Lennon og The Beatles.

Jeg nævner disse kilder fordi de viser den gode side af den usikkerhed der stadig hersker mht. "nyt" materiale med The Beatles eller andre store rockgrupper. Der er al grund til skepsis hvis lydkvaliteten - belejligt nok - er så dårlig at man ikke engang kan høre om det er den pågældende gruppe, eller hvis den omvendt er så god at det kunne være et "outfake" kreeret på en computer. Vi er i dag langt mere velinformerede om kendsgerningerne bag Beatlesmytologien end i 1970'erne (nej, BBC-numrene er ikke studie-outtakes fra Abbey Road Studios; nej, Eric Clapton spiller ikke guitar på "Something"; nej, "Peace of mind" og "L. S. Bumblebee" er ikke The Beatles, osv.), men internettet og pc'er har muliggjort skabelsen og formidlingen af nye myter med de mange nye outtakes, surroundlydspor osv. der er kommet til siden da. Det vil føre for vidt her at komme ind på den omfattende subkultur af fans der skaber "remixes", "fan mixes" eller "mash-ups" (dvs. flere navne eller flere sange mixet sammen), men det er værd at nævne fænomenet som perspektivering. Ikke alt der er skabt af fans er nødvendigvis svindel, men kan være udtryk for ægte kreativitet, så meget desto mere overrumplende at lytte til, fordi de klassiske Beatlessange er så ikoniske og velkendte. Søger man på "Beatles remixes" på YouTube kan man finde mange af disse, bl. a. dette remix af "I am the walrus".

Denne gråzone mellem plat og ægte guld er selvfølgelig i sig selv med til at opretholde en gruppes eller kunstners karisma, og gør det sjovt, og af og til frustrerende, at være hardcore fan. Der cirkulerer således en teknisk meget ringe indspilning af John Lennons "I want you" fra Abbey Road hvor det skulle være Paul McCartney der synger. Det kunne i teorien være en tidlig version fra januar 1969, en måned før indspilningerne til Abbey Road begyndte, for på Nagra-båndene kan man også høre bl. a. "Her majesty", "Maxwell's silver hammer", "Octopus' garden" og "Golden slumbers" i tidlige versioner, men "I want you" er dog ikke at finde her. Det kunne evt. være en "rehearsal" fra de egentlige indspilninger, eller det kunne lige så vel være ukendte amatører. Det nærmeste man er kommet til mysteriets løsning var da en fan spillede den for McCartney, der ikke ville udelukke at det var ham der sang.

John Lennons hjemmeindspilning af "I'm in love" stammer fra The lost Lennon tapes og er en sang som blev givet til The Fourmost. Den er ubestrideligt autentisk, men det er blevet heftigt debatteret om den stammer fra 1963, eller den er en af de utallige sange han indspillede hjemme i Dakotabygningen i New York i 1970'erne. Ikke autentisk er derimod "Cheese and onions", som blev forsøgt solgt som en obskur Lennonsang på en dubiøs piratudgivelse i 1970'erne, meget passende med titlen Indian rope trick. Det er Neil Innes' Lennon-figur "Ron Nasty" der spiller denne pastiche i Beatles-spoof'en The Rutles: All you need is cash fra 1978. Lennon og The Beatles er heller ikke ophavet til "It's gonna be alright", som jeg først stiftede bekendtskab med på et bånd købt på Londons Camden Market i 1980'erne. For at citere Roger Waters' ord om Pink Floyd uden ham selv som "a fair forgery", må man også sige at denne sang lyder som en dygtig forfalskning af The Beatles, men lyden er dog alt for halvfjerdseragtig. Det er da også den hollandske gruppe Smyle der står bag, og "Lennons" stemme tilhører i virkeligheden Bart Muijs, der lavede den samme efterligning på Stars on 45s "Beatles"-medley.

Man kunne kalde alle disse myter og løgnehistorier for rockmusikkens "konspirationsteorier light", for i en eller anden grad optræder her de samme elementer man møder i de florerende konspirationsteorier som hos 9/11 "truthers" eller i de absurde pseudoforklaringer om månelandingerne som falsknerier. Der er den skarptseende fan der har "gennemskuet" den berømte gruppe og på den måde tiltusket sig lidt karisma på gruppens bekostning. Der er spøgefuglen/svindlertypen der får en form for personlig tilfredsstillelse ved at kreere "værker" i kunstnerens navn. Og der er det villige publikum der tydeligvis får en form for udbytte af historier med ringe eller misvisende dokumentation.

Spørgsmålet om hvorfor løgn og manglende forholden sig til kendsgerningerne kan virke tiltrækkende er måske det mest interessante. Ligesom mht. tilhængerne af de traditionelle konspirationsteorier støder man også her på mental blokering mod kritiske modargumenter og debunking. Jeg selv stødte imod en mur af stålsat tro da jeg engang i et onlineforum insisterede på at der ingen dokumentation var for at Pink Floyd havde indspillet sangen "Echoes" som et "hemmeligt" soundtrack til slutsekvensen af Stanley Kubricks 2001: A space odyssey. Én ting er at "Echoes" handler om hav, luft, undersøiske koraller og højtflyvende albatrosser, og Kubricks "star gate sequence" handler om menneskets kosmiske møde med intelligenser på et næsten guddommeligt plan. En anden er at der i 1971 da Pink Floyd indspillede sangen ikke eksisterede videoteknik der ville have gjort projektet praktisk muligt. Og hvorfor i alverden skulle de gøre det, og hvorfor skulle de den dag i dag holde det hemmeligt? Engang imellem producerer tilfældighedernes love overraskende sammenfald. Men det fremgik med tydelighed af debatten at frygten for at være godtroende og ukritisk kunne overskygges af tilfredsstillelsen ved "at have gennemskuet" nogen med betydelig status.

Som nævnt før er det så absolut en tiltalende tanke at der stadig kan dukke "nyt" materiale op med en så ikonisk og kortlivet gruppe som The Beatles. De tidlige Pink Floyd havde en aura af mystik over sig alene i kraft af ikke at profilere sig som rockstjerner og ved ikke at give mange interviews. Teksterne var tågede og åbne for fortolkninger. Deres første guitarist og sangskriver Roger Keith "Syd" Barrett (1946-2006) er måske den største rockmyte nogensinde, mere autentisk i denne forstand end Bob Dylan, fordi Syd ikke var til stede i denne verden, eller i besiddelse af et overskud der gjorde ham i stand til at at spinne en PR-myte om sig selv. I hvor høj grad hans galskab var et kreativt virkemiddel han trak på, eller i hvor høj grad den formede hans musik uden hans aktive medvirken, vil altid være et mysterium. Og er The Beatles' samlede værker relativt få, er de det i endnu højere grad for Syd Barrett: Halvandet album med Pink Floyd, tre singler, to solo-albums, diverse outtakes udsendt flere år senere, et mislykket forsøg på at indspille et nyt album i 1974, plus det løse - radiosessions, tv-optrædener, filmsoundtracks m.v. Alt Syd-relateret blev derfor af særlig stor interesse som substitut og forsøg på at trænge ind bag facaden på dette gådefulde menneske, som denne smalfilmsoptagelse af hans første lsd-trip i 1966. Som fan af disse uhørt fascinerende, smukke og skræmmende sange tørster man efter mere, for Syd Barrett er i en kategori helt for sig selv. Jeg kan ikke komme i tanke om andre kunstnere hvor man på én gang overvældes af talentet og på samme tid føler dybt ubehag, fordi der tydeligvis er noget helt, helt galt.

Vi bevæger os her i en etisk grumset zone, for selvfølgelig har Pink Floyd post-Syd aktivt medvirket til at opbygge en myte der har fået så ubehagelige udslag som de stalkingvideoer og -billeder der cirkulerede af den nedbrudte mand i hans sene leveår. Albums som The dark side of the Moon og Wish you were here, og ikke mindst sangen "Shine on you crazy diamond" på den sidste, har gjort den sørgelige historie om Syd Barrett alment kendt blandt gruppens fans. Forfalskede numre som "Susan's lungs" hører til i den harmløse ende, men førstehåndsberetninger om for ham ubekendte personers forsøg på at få ham i tale viser hvor meget ubehag han havde ved at blive mindet om sin fortid. Mentalt velfungerende kunstnere kan opbygge en barriere mellem sig selv og myten, og måske ligefrem have økonomisk og PR-mæssig gavn af de forestillinger som inkarnerede fans opbygger om dem. De lever og bevæger sig måske i relativt sikre omgivelser, hvor de kun møder mytologien og projektionerne gennem internettet eller fanbreve. I Syd Barretts tilfælde kan man derimod tale om rovdrift på et menneske uden noget værn eller distance i forhold til de fans der gerne ville helt tæt på. På den anden side har Pink Floyds medvirken til mytedannelsen genereret betydelige royalties fra de udgivelser han har medvirket på, og derved i det mindste gjort hans liv økonomisk problemfrit.

I hvor høj grad giver faktuelt ukorrekte rockmyter mening for de troende, og hvorfor? Man vægrer sig ved at tro at "Paul is dead"-myten tilfredsstiller egentlige behov for mening og sammenhæng. Ifølge denne myte skulle Paul McCartney være blevet dræbt ved en bilulykke i 1960'erne og erstattet med en look-alike, men The Beatles skjulte på snedig vis budskaber i deres tekster og på pladeomslag der fortalte den virkelige historie: Når John Lennon siger "cranberry sauce" i slutningen af "Strawberry fields forever" høres det som "I buried Paul". "Paul is dead, miss him, miss him" kan angiveligt høres i baglæns gengivelse på The white album. "You were in a car crash, and you lost your hair" synger Ringo Starr på "Don't pass me by" på dette album. Og noget der af ukendte grunde er blevet tillagt stor betydning - Paul er barfodet på coveret til Abbey Road (men kun på nogle af billederne taget ved denne lejlighed i august 1969), hvilket skulle symbolisere at han er død. Ringo Starr der går foran ham i mørkt tøj er bedemanden, og George Harrison bag ham er graveren. Er der nogen der virkelig tror på dette, eller på at The Beatles blev "hemmeligt" gendannet i 1970'erne under navnet Klaatu, eller er det bare sjove selskabslege hvor man ser elefanter i skyerne? "Meningen", om der er en, kan i hvert fald dårligt ligge i indholdet, men må snarere findes i konspirationsteoretikerens egen status set i forhold til gruppens: Musikeren har måske en rigdom og en status som jeg ikke har, men han er ikke mere overmenneskelig end at jeg har gennemskuet ham.

Andre af de her omtalte myter giver mere håndgribelig mening. Som jeg nævnte i en anden post her på Bibzoom taler Brian Eno og David Byrne om pladelytterens forventning om at det en sanger udtrykker er noget der kommer inde fra ham selv. Oplevelsen af autencitet er en vigtig plusfaktor for bedømmelsen af musik, men vi ved også godt at pladekunstnere og sceneoptrædende spiller en rolle de er dygtige til, og ikke nødvendigvis mener det de udtrykker. Bruce Springsteen går ikke ud på scenen aften efter aften og krænger sig selv ud, patos og store armbevægelser til trods. Med Syd Barrett får man derimod noget der med garanti er 100% ægte, nemlig den lidende kunstner. Skræl al mytologien og den absurde fankult bort, og det der bliver tilbage er i hvert fald ikke en selvtilfreds rockstjerne der ler hele vejen til banken. Myten om koblingen mellem "Echoes" og 2001: A space odyssey har for så vidt også en underliggende rationel mening. For mig personligt anslår de to værker helt de samme strenge. Såvel Pink Floyds sang som Kubricks film handler først og fremmest om en meget virkelig, men svært formulerbar følelse. Det er næppe forkert at antage at folk der er til det ene ofte også vil være til det andet værk, hvilket man også hurtigt opdager på debatfora der beskæftiger sig med den slags musik og film. Myten giver mening på den måde at den sammenkæder to værker og derved "bekræfter" at det hele faktisk hænger sammen, og gør musik og filmkunst der ofte anses for marginal af den brede mainstream, til en del af noget større. Den er et forsøg på at give form til noget je-ne-sais-quoi.