Da sangen om en transvestit blev et hit

Den 27. november 1970 udkom The Kinks’ ottende studiealbum ‘Lola Versus Powerman and the Moneygoround, Part One’, der for nemheds skyld blev forkortet til ‘Lola Versus Powerman’. Fem en halv måned før lp’en røg i handlen, blev singlen ‘Lola’ et internationalt kæmpehit, og ugen inden gjorde ‘Apeman’ næsten ‘Lola’ kunststykket efter på 45 omdrejninger dog ej i USA.

‘Lola’ katapulterede Kinks’ karriere mod nye højder, boostede interessen for det efterfølgende album og endte som en veritabel Sing a-Long signatur sang på repertoiret, der tog kegler nat efter nat, turné efter turné, der rent lyrisk handler om en transvestit, der gik som en kvinde, og talte som en mand’ under et møde i en klub i Soho.

Mildest talt utraditionelt for en chartbuster af den kaliber og populære holdbarhed pendlende mellem iørefaldende klimpreri og mere håndfast gåen til vaflerne. Men The Kinks med Ray Davies i front har nu som oftest gået egne veje og gør det ligeledes på ‘Lola Versus....’, alt i alt et album i den absolutte mesterklasse, der kæmpede om pladekøbernes gunst fra samme dato som George Harrisons tredobbelte satsning ‘All Things Must Pass’, en fight i britisk rocks sværvægterklasse der samlet set klart blev vundet på kommerciel knockout af ex-Beatlen.

Dette faktum forklejner dog på ingen måde Kinks longplayens kunstneriske kvaliteter - tværtom. ‘Lola Versus....’ er Sir Raymond Douglas Davies i sit mest klartskuende, satiriske og poetiske es sjældent overgået før eller siden.

Det er især musikindustrien, dens grådige og kyniske lakajer, pressens jagt efter popsensationer og det ensformigt udmarvende liv på landevejen, der udsættes for verbalt krasse kæberaslere og analytiske dissekeringer i suveræne skud som ‘Denmark Street’, ‘Get Back in Line’, ‘Top of The Pops’, ‘The Moneygoround’ og ‘This Time Tomorrow’.

‘Apeman’ og ‘Powerman’ tackler i rappe rim og remser emner som civilisations udfordringer og magtspillets ødelæggende kraft i almindelighed. Den rent musikalske farvepallet byder på flot svungne ballader, melodiøst veludførte penselstrøg, kontant hardrock og glimt i øjet hyldester til typisk britisk Music Hall tradition. Ray Davies er en genuin guldgrube af gnistrende sprogligt overskud, ikke mange overgår ham her.

Lillebror Dave bidrog desuden med to glimrende numre, ‘Strangers’ samt det hårdtpumpede ‘Rats’, der samtidig sætter bastante blækstreger under hvor velsmurt en formation bandet vitterligt er, når der rockes igennem i højeste gear. Trommeslageren Mick Avory og bassisten John Dalton leverer det skridsikre fundament på ‘Lola Versus....’, mens tangentmanden John Gosling klarer resten - sikke et hold, der snildt kunne måle sig med Beatles, Stones, The Who and All The Rest.

Den planlagte part two af ‘Lola Versus....’ sangcyklussen har vi endnu til gode. Efter planen skulle en tematisk tilknyttet toer være udsendt som 2LP i løbet af 1971, men alle løse ender og halvfærdige sange påtænkt projektet blev vraget til fordel for ‘Mushwell Hillbillies’, det niende studiealbum i rækken fra november 1971, der passende kan hives frem igen anno 2021 til et 50 års jubilæums eftertjek.

Slutteligt er der blot tilbage at ønske ‘Lola Versus Powerman and the Moneygoround, Part One’ i fuldt titular tillykke med de 50. En fuldtræffer over hele spektret, der gav The Kinks fornyet medvind på cykelstien i form af midler til deres eget studie, bedre pladekontrakt og mere styr på såvel den kreative som forretningsmæssige del af karrieren.

Og det hele sat i gang af nogle guitarakkorder samt vers om en såkaldt ‘cross-dresser’ ved navn Lola med hang til cola.