Dansevise

Et solstrejf i en vandpyt ...

Tænk, at indlede en popsang med sådan et gnistrende poetisk billede. Men fødslen var hektisk. Samme dag, som der var deadline kl. 12 for bidrag til det danske Melodi Grand Prix, dukkede komponisten Otto Francker op kl. 10 hjemme hos Volmer Sørensen med en håndfuld noder. Om han måske kunne finde på noget tekst? Sørensen satte lynhurtigt ord og rim sammen, lidt glæde, lidt savn, billeder fra naturen, kærlighed. Deadline blev overholdt. Og sangen vandt. Først den danske konkurrence, så den internationale.

Danmark har tre gange vundet Eurovision Song Contest. Første gang med Francker og Sørensens “Dansevise” i London i 1963, hvor der kun deltog 16 lande. Sangen blev fremført af Grethe Ingmann med højt opsat hår, akkompagneret på elguitar af hendes mand, den lidt ældre og temmelig generte Jørgen, der holdt sig et par skridt bag hende.

Da parret vendte tilbage til København, blev de modtaget af en jublende menneskemængde, man kun har set mage til året efter, da Beatles kom til byen, samt nogle gange i nyere tid, hvor det har drejet sig om sportsstjerner. Inden parret Ingmann slap ud fra Kastrup lufthavn, havde de været nødt til at  spille og synge “Dansevise” to gange i ankomsthallen.

Sangen kom til at følge dem i resten af karrieren, og med god ret. Det er noget nær den perfekte popsang. Og melodisk temmelig avanceret. Den svinger mellem dur og mol, fra længsel over håb til begejstring (Kom, lad os danse - og fuldt tryk på strygerne) og tilbage igen. Grundstemningen er drømmeagtig og jazzet. Teksten er mundret og indeholder flere dobbeltrim:

... og sivet, der nynner,
at livet begynder
sit spind i dit sind.

Ikke lige hverdagskost i pop- eller Grand Prix-sammenhæng. Det hele serveret med Grethe Ingmanns udtryksfulde, bløde stemme og Jørgen Ingmanns karakteristiske, hårde enkelttoner på guitaren. Voila, en dansk evergreen var født. Mere end tres år efter er der stadig mange, der genkender den efter at have hørt de første par toner.