Dansk John Mayer skruede op for guitaren og ned for sig selv

Det er sydstatsromantik og skovmandsskjorter for alle pengene, og de fire unge mænd ruller sig ud med fine solostykker fordelt mellem de to guitarister og et fint groove båret af trommer og bas.

Anmeldelse: Madson, Live Live Festival, 16:00 Fredag d. 10 maj 2013.

De er guitarglade. Gennemgribende guitarglade. Det står klart fra Madsons første toner. De kommer fra en lap-steel guitar i skødet på bandets frontfigur. Med en sikker slide-hånd sender han bandet af sted i sikker country-folk. Det er sydstatsromantik og skovmandsskjorter for alle pengene, og de fire unge mænd ruller sig ud med fine solostykker fordelt mellem de to guitarister og et fint groove båret af trommer og bas.

Herfra spiller de sig videre med en guitarbåret ballade med en stærk solo, der understreger, at frontmanden er ferm på fingrene og har en solid forståelse for sit instrument. I det hele taget kunne man ikke være i tvivl om, at det var et kærlighedsprojekt for de to guitarister. Effektpedalerne bredte sig ud over kassernes kanter og hvert eneste instrument var udvalgt med fin smag og sans for genren. Og der var bestemt mange guitarer i brug i løbet af koncerten.

Efter en omgang cowboy-folk blev den elektriske guitar byttet ud med en western, og plekteret blev afløst af fint fingerspil. I bedste John Mayer-stil blev den romantiske sang leveret med lukkede øjne og en oprigtig, introvert sjælfuldhed. Teksten kunne bare ikke følge med. Forudsigelige rim og simple sentenser levede ikke op til den fine melodi, og uden bas og trommer blev det både bart og langtrukket at lytte til det behagsyge popnummer. Der manglede simpelthen kant.

Stærk vokal og rendyrket rock

En country-sjæler med en fin understemme løftede kærlighedsdøsen en anelse, men kun for en stund. Med en guitarfigur, der sladrede om inspiration fra John Mayers ”Why Georgia”, fandt bandet atter den mest iørefaldende og poppede lyd frem. Men med et par smil til hinanden, mere energi og et bedre drive hev dette nummer sig faktisk op i niveau og kunne bestemt tåle endnu en gennemlytning. Vokalen er stærk og karakterfuld for en knægt, der stadig kan udvikle sig meget, hvis kærligheden til guitaren kan træde i baggrunden.

Koncertens sidste nummer var mere drømmende og rent rocket. Mod slutningen mindede det om Tim Christensen live, og selv om inspirationerne er tydelige, er det åbenlyst, at Madson forsøger at finde en særlig lyd og et genkendeligt udtryk. De mangler blot den modenhed, der kan gøre det nemmere at være sig selv og ikke læne sig så meget op ad musikalske normer og uskrevne regler.

Bandet gør mange ting rigtigt. De er både dygtige og nærværende musikere, der er i stand til at finde gode melodier og spille interessant og medrivende, men deres uoriginale lyrik og lånte lydbillede gør det svært for dem at brænde sig afgørende fast.

Madson har ingen egentlige udgivelser bag sig, og på Facebook kan man blot finde et enkelt nummer med kvartetten fra Roskilde.