Genrer
David Bowie: Aladdin sane
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde. Dette er nr. 277
Året er 1973. David Bowie havde udgivet sit største album, The rise and fall of Ziggy Stardust and the spiders from Mars, det foregående år, og det er siden blevet til en af de uundgåelige plader på alle lister over de bedste albums nogensinde. Og det skulle han så følge op på? Hvordan? Han gjorde det ganske elegant med Aladdin sane, hvor man finder ti stærke sange. Ligesom med Ziggy Stardust-pladen er meget af musikken inspireret af klassisk rock and roll fra 50’erne. Der er Chuck Berry-inspireret guitar, Little Richard-inspireret klaver, Bo Diddley-inspirerede beats og The Platters-inspirerede backingvokaler. Selv pladens nok mest kendte sang, "The Jean genie", minder i utrolig grad om Bo Diddleys "I’m a man", der også har inspireret sange som "Mannish boy" og "Bad to the bone". Alle ti sange på pladen har dog et stadigt moderne flair, der passer meget bedre in i nutidens musiklandskab end Elvis og Fats Domino. Ikke et ondt ord om rockens pionerer, men Bowie har gjort mere ud af sin musik.
Aladdin sane føles ikke som et levn fra fortiden. Det føles som en kreativ sjæl, der hylder giganterne, mens han sørger for at give det hele et frisk pust. "Panic in Detroit" er ikke bare en ny udgave af Bo Diddley. Bowie fortæller en levende historie, han er excentrisk som bare pokker, hans skrig er så overdrevne, at man bare må skrige med, det er helt fantastisk. Og "Drive-In Saturday" er ikke bare gammeldags doo-wop, en genre, jeg ofte slet ikke kan udstå. Bowie skaber i stedet en rørende sang, hvis corny doo-wop-kor bare gør det hele skønnere og mere sentimentalt. Selv på direkte rock and roll-sange, f.eks. hans vilde cover af Rolling Stones-klassikeren "Let’s spend the night together", gør han meget kreativt og innovativt. Omkvædet er komponeret fuldkommen om, og klaveret bliver ikke bare spillet vildt, det bliver banket synder og sammen. Synthesizere bliver også tilføjet. De er ikke meget fremtrædende, men de gør sangen anderledes. Originalen føles faktisk ret tam, hvis man lytter til de to udgaver lige efter hinanden.
Der er ikke én sang, der ikke bidrager med noget ret unikt til denne plade, og de er alle gode på egen hånd. De er faktisk nærmest bedre på egen hånd end sammen. Der er ikke ét nummer på pladen, jeg ikke elsker rigtig højt, men som helhed er det en ret trådløs plade. Jeg lytter til den, og jeg har fået ti forskellige, meget gode indtryk, og jeg har lyst til mere. Men jeg har ikke rigtig fået noget sammenhængende. Der er en gennemgående stil, ja, men du kunne bytte om på rækkefølgen på alt andet end de to første og den sidste sang, uden at nogen ville bemærke det. Det er et ret uvæsentligt problem, men det er ikke et, der forsvinder, selv når jeg lytter til pladen gentagne gange. Det bliver faktisk kun tydeligere. Der er dog ti virkelig fænomenale sange på denne plade. Du kender måske allerede "The Jean genie" og "Drive-In Saturday", men lyt gerne til hver eneste sang på denne plade. Så er jeg lidt ligeglad med om du lytter til det i albumform, bare lyt til numrene, for de er alle virkelig gode.