Genrer
David Bowie: The rise and fall of Ziggy Stardust and the Spiders From Mars
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste. Dette er nr. 35
Det er sjovt, at David Bowies 1972-album The rise and fall of Ziggy Stardust and the Spiders From Mars så ofte bliver anset for det definitive album i glamrockgenren. For det er også en dekonstruktion af den glamrock, der kun få år forinden var begyndt at etablere sig som en markant musikalsk bevægelse. Albummet handler om en figur ved navn Ziggy Stardust, en selvcentreret, berømmelseshungrende rockstjerne fra Mars, der ifølge nummeret "Ziggy Stardust" "took it all too far". Albummet er på visse punkter en hyldest til rockstjernefænomenet – den overdrevne cockyness er noget af det, der gør "Moonage daydream" til et af albummets bedste sange, og på "Starman" bliver den nærmest religiøse idolisering af Ziggy præsenteret som en euforisk oplevelse, hvilket de elegante strygerarrangementer flot udtrykker. Sangene kører flot frem og tilbage i en vekselvirkning mellem en hyldest til rockstjernekulturen og en kritik af den personlighedskult, der følger med. Det er gribende, og man forstår hvorfor berømmelsen ender med at omslutte Ziggy Stardust så meget, at albummet på tragisk vis slutter med et "Rock ‘n’ roll suicide".
Der er nogle stærke arrangementer på albummet. Oftest er de i klassisk glamstil, men tit er der mere finesse til stede, end der er på et nummer med T. Rex eller Slade, der gik mere efter rå attitude. Bowies sange har ofte en aura af tomhed eller melankoli, hvilket f.eks. får hooket til "Star" til at være rammende. Sangen er også så stærkt skruet sammen, at både vokal og instrumentation lyder mere og mere håbløs for hver gang Bowie synger linjen "as a rock & roll Star". På mange af sangene står den elektriske guitar centralt – symbolsk såvel som sonisk er den fantastisk til at udtrykke den rockstjerneflamboyance, som er en stor del af Ziggy Stardust-personaen. Instrumentet bliver behersket af Mick Ronson, og han er den helt perfekte guitarist til dette album. Hans stil er cool og selvsikker, men den er også fremtrædende med sin cockyness. Selv når han spiller simple, protopunkede riffs, er hans stil veloplagt, og hans soli på "Moonage daydream" og "Star" er nogle af albummets følelsesmæssige højdepunkter. På sangen "Ziggy Stardust" bliver hovedpersonen omtalt i tredjeperson af Bowie, og da er det guitaren mere end noget andet, der er selve hr. Stardust.
Mine yndlingssange på albummet er generelt balladerne. Jovist, "Moonage daydream" og "Suffragette city" er vidunderlige, vilde rocktracks, hvor der er underholdende meget gang i bandet – men på sange som "Five years", "Lady Stardust" og "Rock ‘n’ roll suicide" vendes både musikalske og lyriske glamrockklichéer på hovedet for at skabe medrivende drama. Det er de sange, der er limen i albummet, og ganske symmetrisk er de henholdsvis det første, det midterste og det sidste nummer, hvilket er med til at gøre lytteoplevelsen dynamisk. Der er nogle mindre problemer ved dette album – blandt andet er "Hang on to yourself" en lidt flad T. Rex-pastiche, der ikke ligefrem spragler med stærke musikalske idéer, og mens "It ain’t easy" byder på fed karakterskildring, er dens loud-quiet-loud-dynamik til tider lidt udmattende. Jeg kan dog ikke se bort fra, at jeg elsker teksten, og at hvis den var lidt kortere, ville man have løst en del problemer. Men albummets væld af kreative ideer overstråler klart de få problemer, der er. The rise and fall of Ziggy Stardust and the Spiders From Mars er et konceptalbum af den bedste slags, netop fordi musikken er så fængslende i sig selv, mens konceptet føjer endnu mere til oplevelsen. Det er et album, der absolut har fortjent sin klassikerstatus, og det er klart en af de bedste glamrockudgivelser nogensinde.