De 7 dødssynder

De 7 dødssynder er hovmod, utugt (begær), misundelse, gerrighed (grådighed), vrede, fråseri og dovenskab. De 7 dødssynder foreligger ikke i nogen prioriteret rækkefølge, hvor den øverste synd er den værste. Når syndernes omtales, ser man dem derfor ofte nævnt i andre rækkefølger end her.

Ideen om de 7 synder, der er værre end andre synder, stammer fra den tidlige middelalder og vandt indpas i den katolske kirke op igennem middelalderen. De 7 synder fremhæves specielt, fordi de er roden til andre laster og synder, og kampen mod synderne blev i sin tid ført i prædikener, via kalkmalerier, osv.

De 7 dødssynder er et vigtigt element i Dantes ”Den guddommelige komedie”, og dødssynderne blev senere et alment brugt motiv i den verdslige kultur, hvor de i dag kan genfindes i bl.a. litteratur og filmkunst.

Inden for rockmusikken møder man de 7 dødssynder i en række sangtekster, der måske ikke har så meget med religion at gøre, men som kan bruge den religiøse reference til at anskueliggøre andre sammenhænge. En af sangene på The Travellin´ Wilburys´ andet album fra 1990 har således titlen ”7 deadly sins”, og sangteksten opregner – med Bob Dylan som forsanger – 7 dødssynder, som dog ikke ligner de oprindelige dødssynder ret meget.

Sangteksten handler (vistnok) i al enkelhed om, hvordan jeg-personen falder for en kvinde, som senere svigter ham. Eller omvendt. Hvordan teksten præcis skal fortolkes, er som så ofte hos Dylan ikke helt let at afgøre; men syndefaldet har noget med den indviklede kærlighed at gøre, hvorfor sangtitlen nok især refererer til den dødssynd, der drejer sig om begær og utugt.

I det følgende vil jeg kort omtale 7 sange, der hver især adresserer netop én af de 7 dødssynder – uden at sangene dog på nogen måde taler eksplicit om dødssynder. Sangene skal kun opfattes som eksempler; man kunne uden problemer pege på 7 andre sange, som ville illustrere emnet lige så godt. Men de valgte 7 sange er altså de eksempler, jeg har valgt til at repræsentere de 7 dødssynders opdukken i rocktekster.

Hovmod
Hovmod betyder, at man sætter sine egne interesser over andres interesser. I vore dage taler man som regel om overdreven selvfølelse eller om arrogant og nedladende opførsel. Den almindelige oversættelse af ”hovmod” til engelsk er ”pride”, som dog i mange sammenhænge kan være en særdeles positiv størrelse, mens hovmod altid er noget negativt. Derfor skal man være meget forsigtig med at sætte lighedstegn mellem ”hovmod” og ”pride”.

En oplagt sang om hovmod kunne være duoen Right said Fred´s ”I´m too sexy” (1991), hvis jeg-person i én uendelighed fortæller om, at han er for sexet til sin skjorte, til sin bil, til sin hat og til sin kat – og oven i købet også for sexet til den her sang: ”And I´m too sexy for this song”.

Sagen er bare, at teksten overdriver så vildt, at lytteren umuligt kan tage sangteksten alvorligt. Teksten må opfattes som stærkt selvironisk og er som sådan ret humoristisk, og singlepladen med nummeret blev da også i sin tid et stort hit i England, i USA og mange andre steder i verden.

Et mere relevant valg af sang ville være The Rolling Stones´ ”Under my thumb” (1966), som til en medrivende melodi præsenterer en tekst, der både emmer af arrogance og nedladenhed. Her er tale om ægte hovmod, som da også flere gange er blevet påtalt og kritiseret, ikke mindst af kvinder, der opfatter teksten som 100% misogyn.

Det er svært at være uenig i denne vurdering, selv om Mick Jagger (vistnok) har forsøgt at afværge kritikken ved at udtale, at sangteksten ikke skal tages alvorligt. Men hvis der ”kun” er tale om humor, er det en meget mandehørmende humor. Hovmod er nok en mere præcis karakteristik: ”Under my thumb/ is a squirming dog/ who´s just had her day/ Under my thumb/ a girl who has just/ changed her ways/ It´s down to me/ yes, it is/ the way she does/ just what she´s told/ down to me the change has come/ she´s under my thumb”.

Utugt
I dag taler man snarere om begær end om utugt; men i begge tilfælde er der tale om en overdreven trang til nydelse, særligt i forbindelse med sex. I dødssynds-sammenhæng kunne man igen inddrage sangen ”I´m too sexy” som eksempel på utugten; men i stedet vil jeg her pege på Bob Dylans sang ”The ballad of Frankie Lee and Judas Priest” (1967), der indeholder nogle linjer, jeg altid har betragtet som en af de mest voldsomme beskrivelser af overdrevne seksuelle udskejelser.

Hør blot, hvordan det går, når Frankie Lee kommer til huset med en kvinde i hvert rum: ”For sixteen days and nights he raved/ but on the seventeenth he burst/ into the arms of Judas Priest/ which is where he died of thirst”. Pas på med utugten!

Misundelse
Eric Clapton var i nogle år frygtelig misundelig på George Harrison, fordi han var gift med Patti Boyd, og Clapton skrev flere sange i den forbindelse. Også Rodney Crowells sang ”I know you´re married” (1988) rummer en åbenlys misundelse over for den mand, der p.t. er gift med den kvinde, som sangens jeg-person vil have (!). Men det er ikke denne sang, jeg vælger til at illustrere dødssynden misundelse.

Smokey Robinson-sangen ”My girl” har for nylig kunnet fejre 60 års jubilæum som en af de mest kopierede kærlighedssange nogensinde, og sangen indeholder bl.a. de sjove linjer: ”I´ve got so much honey/ the bees envy me”.

Men jeg tror, jeg vælger Mark Barkans ”Pretty flamingo”, som Manfred Mann i 1966 gjorde til et stort hit i England, som mit foretrukne eksempel på en sang om misundelse. Dødssynden kommer i denne iørefaldende sang til udtryk i linjerne: ”Oh, every guy would make her his/ if he just could/ if she just would/ Some sweet day I´ll make her mine/ Pretty Flamingo/ then every guy will envy me/ ´cause paradise is where I´ll be”.

Gerrighed
Gerrighed eller grådighed er ønsket om at have og få mere end andre. Gerrighed behøver ikke bare at være knyttet til penge – men ofte er det netop penge, der er det direkte mål for gerrigheden. Det er bl.a. tilfældet i ABBA-sangen ”Money, money, money” (1976), og det er i endnu højere grad tilfældet i Barrett Strongs ”Money (that´s what I want)” (1959), som både The Beatles og The Rolling Stones i sin tid har indspillet: ”Money don´t get everything, it´s true/ but what it don´t get, I can´t use/ I need money (that´s what I want)”. Det kan vist ikke udtrykkes meget tydeligere.

John Fogerty indspillede i 1984 sangen “Mr. Greed”, som i 1985 blev en del af solo-albummet “Centerfield”. Sangen er en kontant rocker uden de store nuancer, men med en markant guitar i forgrunden – og med en særdeles markant tekst om den personificerede grådighed, Mr. Greed: ”Mr. Greed, why you got to take more than you can ever use?/ Bring ´em to their knees, isn´t it enough just to win while they lose?/ (-) / There´s corruption in your path/ be that your epitaph, Mr. Greed”. En kritiker skrev dengang, at sangteksten savnede samfundsmæssig relevans. Det var næppe rigtigt i 1985, og det er i hvert fald ikke rigtigt i 2025.

Vrede
Emmylou Harris synger i Bob McDills sang ”We believe in happy endings” (1978) om, hvordan to mennesker kan blive så vrede på hinanden, at de ikke mere taler sammen: ”Who can tell just how it starts/ angry words and broken hearts/ ´till silently we sit apart/ you and I”. Men det varer ikke så længe, før alt er godt igen, og de to elskende taler sammen igen. Det er da heller ikke denne type forbigående vrede, der regnes som en dødssynd.

En dødssynd er derimod den overdrevne, altopslugende vrede, som er kommet helt ud af kontrol, og som resulterer i hævntørst og det, der er værre. Sådan en vrede møder man i Lucinda Williams´ ætsende sang ”Changed the locks” (1988), hvor man både kan høre vreden i den indædt kværnende melodi og i Williams´ forbitrede sangforedrag.

Det starter med, at jeg-personen i sangen skifter låsen i sin hoveddør, så du´et ikke længere kan komme ind til hende. Derfra eskalerer vreden, indtil den er så stor, at jeg-personen må skifte navn på den by, hvor hun opholder sig, for at slippe af med forfølgeren! Der må virkelig være tale om et dumt svin: ”I changed the lock on my front door/ I changed the number of my phone/ I changed the kind of car I drive/ I changed the kind of clothes I wear/ I changed the tracks underneath the train/ I changed the name of this town”.

Fråseri
Fråseri som dødssynd består i overforbrug og misbrug af materielle og sociale forhold: mad, tøj, underholdning. Fråseri er i familie med grådighed, men de to begreber er ikke synonyme. Grådighed kan tit være en forudsætning for at kunne fråse, men det er ikke altid tilfældet. I Bob Dylans sang om Frankie Lee og Judas Priest (som jeg ovenfor har placeret i kategorien ”utugt”) er der både tale om grådighed og fråseri, og Frankie Lees besøg hos de 24 kvinder på et bordel kan sagtens karakteriseres som fråseri. Men kan altså også karakteriseres med andre ord.

Den sang, jeg her har valgt til at repræsentere det umådeholdne fråseri, er Country Joe McDonalds herlige ”Breakfast for two” (1975). Her er der for alvor tale om fråseri, og selv om sangteksten kun nævner madfråseri, er der under overfladen nok også tale om fråseri på andre fronter.

Men madfråseriets tilstedeværelse kan ikke diskuteres, selv om det kan være et problem i sammenhæng med dødssynderne, at fråseriet lyder ualmindeligt behageligt og tillokkende; og det er jo ikke ligefrem meningen med beskrivelsen af en dødssynd: ”We went out to dinner/ boy, what an appetite/ we just couldn´t stop eating/ we stayed up most of the night/ And after 3 or 4 hours/ our stomachs began to hurt/ but everything tasted so good/ we didn´t stop until after dessert”. Velbekomme!

Dovenskab
Dovenskab er en synd, fordi dovenskaben fører til apati og ligegyldighed over for omgivelserne og dermed får den dovne til at vende sig bort fra Gud. I vore dage er dovenskab måske ikke en dødssynd; men det er i hvert fald ikke noget populært karaktertræk i øjnene hos dem, der gerne vil have noget ud af andre – f.eks. den danske regering. Der er ikke megen overbærenhed i Danmark p.t. over for dem, der ikke gider eller ikke kan arbejde.

Jeg-personen i The Kinks´ ”Sunny afternoon” (1966) er en falleret rigmand, som blankt indrømmer, at han elsker at drive den af, og som ikke engang skammer sig over det: ”And I love to live so pleasantly/ live this life of luxury/ lazin´ on a sunny afternoon”. Jeg vælger dog her Small Faces´ sang ”Lazy Sunday” (1968) til at illustrere dødssynden dovenskab – selv om der vist heller ikke er megen syndsbevidsthed hos Marriotts og Lanes jeg-person: Lazy Sunday afternoon/ I´ve got no mind to worry/ close my eyes and drift away”. Men som man plejer at sige: den, der sover, synder ikke.