De to mænd bag Beatles

 Vi kender jo alle Lennon, McCartney, Harrison og Ringo. Men hvem er Epstein og Klein? Et tysk advokatfirma ...?

Vi taler om de to mænd, der sørgede for at alt det praktiske fungerede, så Beatles kunne koncentrere sig om det musikalske. Klicheen om at der bag enhver mand står en kvinde kan således overføres til den rolle manageren har i forhold til kunstneren: den uanselige mand man aldrig ser på forsiden af Gaffa. Men at være manager er ingen loppetjans. Faktum er at managerjobbet kræver intelligens, overblik, alsidighed og en pæn portion overbærenhed. Denne artikel vil således være en tribut til og fokusering på de to mænd, der styrede alle tiders mest populære popgruppe, Beatles. Deres navne er Brian Epstein og Allen Klein.  

Brian Epstein

Hvis du viser folk noget pænt, så accepterer de det.  Brian Epstein (stilig som altid)

Da Epstein kom ind i billedet i 1961 havde Beatles spillet i et par år uden rigtig at komme nogen vegne, og Epstein vil først og fremmest være kendt som manden der "opdagede" Beatles. Brian Samuel Epstein blev født 1934 i Liverpool. Han kom fra en velstående familie, grundlagt af Brians bedstefar Isaac, der var flygtet fra antisemitisme i Polen. Han startede en møbelforretning, som Brians far Harry overtog, og at Brian skulle fortsætte denne gerning var forventet.

Epstein var imidlertid et rastløst individ med et følsomt sind. Han havde kunstneriske aspirationer, som han dog kun halvhjertet levede ud, da hans behov for økonomisk tryghed var større, og til familiens lettelse startede han i møbelforretningen. Dette arbejde udførte han med en kompetence og grundighed, der var typisk for ham, men kedsomheden meldte sig. Den blev for en stund dæmpet, da hans far overlod ham ansvaret for en pladeforretning, og endelig syntes Brian tilfreds. Han havde professionel stolthed, og han satte sig altid for at rekvirere plader, som kunderne bad om, hvor obskure de så end var.

En skønne dag i 1961 kom en Beatles-fan så ind i forretningen og spurgte efter en single, hvor Beatles var backing-band. Brian kendte ikke gruppen, men konstaterede efter lidt research, at gruppen ikke var tysk, som han troede, men fra hans egen hjemby. Dette vakte hans nysgerrighed. Arbejdet i pladeforretningen var blevet trivielt, og hans rastløshed drev ham en november aften i 1961 til en lille svedig kælder, hvor Beatles' vilde sceneoptræden chokerede og fascinerede den blide Brian. Faktisk brød han sig ikke så meget om musikken, han var mere til Sibelius, men han havde øre for hvad der var populært og så penge i denne uslebne diamant. Men hans motiver var dog ikke kun økonomiske. Han så samtidig en mulighed for at slippe væk fra sit satte liv, og skabe noget der var hans eget.

Inden Beatles og Epstein mødtes var gruppen en talentfuld, men udisciplineret kvartet, og de var ganske villige til at lytte til en mand, der overhovedet ikke havde erfaring som manager! Men Epstein kom dog fra en handelsfamilie, og han ræsonnerede, at hvis møbler kunne sælges i pæn indpakning, så kunne Beatles vel også! Det var således på Epsteins råd, at gruppen droppede lædertøjet til fordel for jakkesæt, og samtidig tog han de værste unoder fra de fire fyre. Epstein var opsat på, at Beatles skulle være en succes, og det var hans ihærdighed og snuhed, der i 1962 gav en pladekontrakt, og herefter lå verden for Beatles' og Epsteins fødder.

Men Beatles' vækst var på Epsteins bekostning, der gradvis blev marginaliseret. Godt nok havde han succes som manager for andre grupper, men Beatles var hans store hjertebarn. Den person Epstein var tættest knyttet til i gruppen var Lennon. De havde en indbyrdes forståelse, hvilket kom af, at de begge følte sig som outsidere, samt at Epstein var tiltrukket af den rå Lennon. Desværre havde Lennon en kedelig trang til at slå ned på andre folks ømme punkter, og da Epstein var jøde og homoseksuel var han et oplagt offer for Lennon. Der findes flere eksempler på hans chikane, f.eks. i sangen "Baby, you're a rich man" (1967). Her synger Lennon, ganske umotiveret, netop som sangen fader ud: "Baby, you're a rich fag jew" (skat, du er en rig bøssejøde).

Epstein døde den 27. august 1967 af en overdosis piller. Han tog piller imod depressioner og søvnløshed, og døden synes at skyldes uforsigtighed og ikke, som mange tror, selvmord. Med Epstein sluttede en epoke for Beatles. De valgte indtil videre at fortsætte uden manager, og fejrede flere musikalske triumfer. Men i forretningsmæssig henseende var de håbløse. Epstein var ikke just en stor forretningsmand, men han traf dog for det meste velovervejede beslutninger, og Beatles' ide om at oprette et pladeselskab var bestemt ikke velovervejet. Apple, dannet i 1968, var et hovedløst foretagende, og det blev en kæmpe katastrofe fra starten af. Pengene fossede ud, og i januar 1969 var situationen så kritisk at der måtte gøres noget. Og således kom Klein ind i billedet.

Allen Klein

- Det er rigtigt, at selv om jeg gik gennem Dødens Dal, så ville jeg ikke være bange, for jeg vil være den største skurk i dalen.  Allen Klein ( i selskab med John og Yoko)

Allen Klein blev født i 1932 i New Jersey, og fik sin opvækst i et jødisk hjem for forældreløse børn. Hans far, der var slagter, anbragte ham der, da moderen døde af kræft. Hvor Epstein var født med en sølvske i munden, var Klein en rigtig selfmade man, der for egen regning blev uddannet til revisor. Faktisk er de to hinandens modsætninger. Epstein: Indbegrebet af den britiske gentleman. Klein: En fræk gadedreng, der oser af smagløshed.

Klein fik gennem 1960'erne et ry for at være en knaldhård og snu manager. En af kunderne var Rolling Stones, men Klein ville være intet mindre end Beatles' manager, og arbejdede flittigt på at komme i kontakt med dem. I 1964 opsøgte Klein Epstein med det formål, at de skulle arbejde sammen. Men med Epsteins død kom Kleins chance. I første omgang mødte Klein Lennon, der havde hørt om hans arbejde gennem Rolling Stones. Han imponerede Lennon med sin store viden om gruppen, og kunne endda citere flere af Lennons sange. Lennon vil altså have Klein som manager, men McCartney var ikke enig. Han brød sig ikke om Klein, og vil havde sin svigerfar, Lee Eastman, som manager. Til gengæld brød Lennon sig ikke om Eastman, og der var hermed trukket op til konfrontation.

Afgørelsen faldt den 3. februar 1969 i et af Apples kontorer. Klein og Eastman var velforberedte, og Eastman lagde ud med at berette om nogle af Kleins tvivlsomme forretningsmetoder, men det var Klein der holdt trumfen. Han havde fundet ud af, at Eastman ikke var den WASP (White Anglo-Saxon Protestant) han gav udseende af, men jøde, hvis oprindelige efternavn pudsigt nok var Epstein! Klein gik efter Eastmans strube, og insisterede på at kalde ham for Epstein under mødet, og Eastman mistede besindelsen og forlod rasende lokalet. Lennon godtede sig. Hvordan kan man stole på en mand der ikke vil stå ved sine rødder, argumenterede han, og Klein kunne nu kalde sig selv sig Beatles' manager.

Da Klein gik i gang med rydde op i det forretningsmæssige kaos måtte han tage sig til hovedet. Epstein havde lavet nogle dårlige kontrakter for Beatles, og Apple var mere et mødested for excentrikere og charlataner end en sund forretning. Klein gav Apple en større rationalisering, og genforhandlede Beatles' kontrakt med EMI så effektivt, at de blev den bedst betalte pop-gruppe nogensinde. Men da Beatles-medlemmerne var kørt sur i det og lod gruppen opløse i foråret 1970, var Kleins kæmpearbejde forgæves.

Men Klein fortsatte med at være manager for Lennon, Ringo og Harrison. Det var dog Lennon, der brugte Klein mest. Lennon var et usikkert menneske, der havde brug for støtte, og desuden var han håbløs når det kom til penge. Denne funktion som støttepædagog og forretningsmand havde Epstein, og den overtog Klein. I 1972 kom Klein dog til at udtale, at Lennon ikke burde optræde med Yoko Ono. Ono var rasende og pludselig var Klein ude i kulden. Lennon fyrede Klein og svinede ham til i pressen for at være illoyal.

At Klein ikke alene havde reddet hans privatøkonomi, men tilmed havde lånt ham penge, var åbenbart glemt! Klein havde lånt penge til Lennon i det håb, at Beatles ville blive gendannet. Nu, hvor det var udelukket, sagsøgte Klein Lennon, så han kunne få sine penge tilbage. Lennon svarede igen ved at sagsøge ham (sammen med Harrison og Starr) for at have forvaltet deres penge dårligt. Klein var dog for sej, og til sidst valgte Beatles at betale ham 5 mio. dollars for at slippe af med ham. Lennon fik det sidste ord i sagen, da han i en ætsende tone spiddede Klein i en sang. Den hedder "Steel and glass" (1974), og den kører på hans forældreløshed (your mother left you when you were small / but you're gonna wish you wasn't born at all), og tilmed på hans kropslugt (you spread your smell like an alley cat).

Summa summarum: Der er ikke meget glamour over at være manager, heller ikke selvom gruppen hedder Beatles. Til gengæld har Epstein og Klein for evigt skrevet sig ind i rockhistorien. Således har der været flere film om Brian Epsteins liv undervejs, og i 2014 skulle The fifth Beatle efter planen have premiere. Og Klein levede i bedste velgående til sin død i 2009. Ganske vist er han nærmest blevet indbegrebet af den slemme manager. Til gengæld var han meget rig. Han forvaltede med snuhed de musik rettigheder han lovligt havde tilranet sig. F.eks. ejede han rettighederne til Rolling Stones' sange op til 1970, og han var med til at udgive Rolling Stones' bagkatalog i roste remastered udgaver, hvilket betød flere penge til Allen Klein. There's no business like showbusiness, som man siger!