Genrer
De nye Goldberg-variationer
I 1742 skrev Bach Klaverøvelse, bestående af en arie med forskellige variationer, for cembalo med to manualer – bedre kendt som Goldberg-variationerne. Værket blev i sin tid bestilt af grev Hermann von Keyserlingk, som gerne ville have noget behagelig musik, hans cembalist Johann Gottlieb Goldberg kunne spille for ham i hans lange, søvnløse nætter – deraf navnet Goldberg-variationerne. Måske er denne oprindelseshistorie en skrøne – men navnet har hængt ved, og musikken anses i dag for et hovedværk i den europæiske musikhistorie.
I 1973 indspillede keyboardspilleren Barry Goldberg en stribe kompositioner, som i 1974 blev udsendt på en LP med titlen Barry Goldberg. LP'en var måske ikke noget hovedværk i rockmusikkens historie, men nok i Goldbergs egen produktion – og det til trods for, at det færdige resultat slet ikke kom til at lyde, som musikeren selv havde ønsket det.
I 2009 blev båndene med de originale indspilninger til Barry Goldberg imidlertid genfundet, og kort tid efter kunne det aktive musikforlag Rhino (via datterselskabet Micro Werks) genudsende pladen – og nu i den form, ophavsmanden havde drømt om at høre den i 35 år siden indspilningen af musikken.
Barry Goldberg-variationerne er ikke så berømte som de oprindelige Goldberg-variationer, og de bliver det heller aldrig. Men historien om nogle bortkomne og genfundne indspilninger er nu interessant nok endda.
Rigtige venner …
Hvem er så denne Barry Goldberg? De fleste har sikkert hørt hans indsats på tangenterne uden måske at være klar over det, for Goldberg har spillet sammen med en lang række af rockmusikkens store navne (Leonard Cohen, Al Kooper, Mike Bloomfield, osv.), ligesom han har bidraget til rockens repertoire af klassiske sange med kompositioner til bl.a. Rod Stewart (”It's not the spotlight”) og Gladys Knight & the Pips (”Imagination”). Men først og fremmest har Goldberg arbejdet sammen med Bob Dylan, og det er dette samarbejde, der gør genudgivelsen af pladen fra 1974 rigtig interessant.
Goldbergs og Dylans bekendtskab strækker sig tilbage til 1965, til den berømte Newport Folk Festival, hvor Dylan chokerede en del af publikum og begejstrede endnu flere ved for første gang at spille elektrisk til en koncert. Ved den lejlighed sad Barry Goldberg ved tangenterne. Igennem de følgende år krydsedes Dylans og Goldbergs veje i forbindelse med grupper som Doug Sahm og Electric Flag, og altid med et åndsbeslægtet forhold til den musik, de spillede.
Så da Barry Goldberg i 1973 ville indspille et soloalbum (i starten blot en singleplade), bad Dylan ham om at vente med at skrive under på kontrakten med Atlantic. Atlantic ønskede Jerry Wexler som producer på pladen, men Dylan tillod sig at pege på sig selv som medproducer – og sådan blev det. Dermed blev Barry Goldberg fra 1974 den første og eneste plade, Dylan nogensinde har produceret (for andre end sig selv).
Dylans indflydelse på musikken på Barry Goldberg er tydelig – dvs. især på den nye, remixede udgivelse af optagelserne fra 1973. Dengang gik det nemlig hverken værre eller bedre, end at Atlantics producer Jerry Wexler fik sendt de færdige optagelser til ommixning i pladestudierne i Miami, og det nye resultat – som var det, der siden blev udsendt på plade i 1974 – lød noget anderledes, end Goldberg oprindelig havde tænkt sig.
Wexler foretrak nemlig klare og skarpe lydbilleder frem for mere voluminøse lydbilleder med mange lag instrumenter oven i hinanden, så derfor sørgede han i det nye mix for, at de ellers så fyldige lag af horn og keyboardklange (en soulfyldt ”Muscle Shoals”-lyd, opkaldt efter studierne i Alabama, hvor pladen er optaget) kom til at fremtræde langt mere sprødt end i den første mixning.
Barry Goldberg kunne på det tidspunkt i processen ikke gøre andet end at acceptere pladeselskabets beslutning, hvis han ellers ville pladen udgivet – men han har siden i et interview fortalt, at remixningen af hans værk i de efterfølgende 35 år har plaget ham mere end noget andet.
Som en Fugl Føniks af asken
Men så skete miraklet i 2009: de oprindelige optagelser dukkede op fra gemmerne hos Atlantic, som nu ikke længere havde noget mod at udgive dem i deres oprindelige form. Det aktive pladeselskab Rhino med speciale i genudgivelser af glemte rockmesterværker tog sig af det praktiske – og i dag kan Barry Goldberg så omsider høres i den form, den i sin tid blev til i.
Og musikken på pladen: ja, hvis man har en svaghed for rhythm 'n' blues, soul og rock i en passende blanding, er der meget at komme efter på Barry Goldberg. Pladen indeholder en stribe gode og iørefaldende numre, skrevet af Goldberg selv med lejlighedsvis hjælp fra navnkundige Gerry Goffin (Carole Kings husbond og partner). Stemningen på flere af pladens numre bevæger sig et sted i nærheden af Bob Dylans mesterlige Infidels eller Empire burlesque, hvilket næppe kan overraske i betragtning af samme Dylans rolle som medproducent på pladen.
På flere af numrene medvirker Dylan oven i købet selv som baggrundssanger, og denne indsats er især blevet tydelig i den ”nye” (dvs. gamle) mixning, hvor lydbilledet ikke længere er skåret ned til det allermest nødvendige. Resultatet er blevet en dejligt fyldig og dampende lyd, som smyger sig rundt i lytterens øregange og giver ham/hende en behagelig følelse af velvære. Omtrent som de oprindelige Goldberg-variationer.
At der på den nye udgave af Barry Goldberg er tilføjet et par ekstranumre til den tidligere udsendte version, gør naturligvis ikke pladen dårligere. De nye Goldberg-variationer er en lille perle fra 1970'erne, som i dag skinner endnu smukkere end dengang. Pladen har tegningen til at blive en nyklassiker, som rager højt op i ophavsmandens produktion – og faktisk tager den sig også rigtig godt ud på Dylans lange meritliste, selv om konkurrencen er noget skrappere her.