Den gule taxi, skygger og lys

Canadiske Joni Mitchell, der ikke har udgivet nyt studiemateriale siden ‘Shine’ i 2007, leverede en stor del af sine bedste sange og albums i 70’erne, et årti som delvist er opsummeret i mere jazzede gevandter på 1980 dobbelt live lp’en ‘Shadows and Light’, der i denne måned runder 40 års jubilæum.

Tidligere i 2020 kunne Mitchells tredje plade i karrieren, ‘Ladies of The Canyon’, fejre de fem årtier. ‘Ladies...’ indeholder flere af hendes mest markante signatursange, nemlig ‘Big Yellow Taxi’, ‘The Circle Game’ og ‘Woodstock’. Mitchell figurerede ikke i Woodstock festivalens program, da manageren mente, hun var bedst tjent ved at optræde i det yderst populære ‘The Dick Cavett Show’.

Mitchells daværende kæreste Graham Nash inspirerede med sine beretninger fra den mest sagnomspundne festivaler af dem alle til sangens tekst. ‘Woodstock’, der er B-side til ‘Big Yellow Taxi’ singlen, blev marts 1970 fortolket af Crosby, Stills, Nash & Young’ på deres massive hit album ‘Déjá Vu’, og samme år fik også det britiske band Matthews Southern Comfort’ en solid succes med nummeret.

Ophavskvindens eget foredrag af ‘Woodstock’ skiller sig væsentlig ud fra de nævnte versioner. Mitchell stod for vokalen, korstemmerne og spil på Wurlitzer el pianoet med tremolo effekt. ‘Big Yellow Taxi’ er en mere let sag i klang og varighed, men lyrisk set handler nummeret om menneskers hang til konstant at invadere naturen med nyt byggeri og nye anlæg.

På ‘Ladies....’ fortsatte Mitchell stilistisk set udtrykket fra forgængerne med hovedsageligt akustisk guitar- og klaverbårne kompositioner forløst ved hjælp af hendes karakteristiske vokal i mezzosopran lejet. Som suveræn sangskriver hiver Mitchell her og senere det ene es efter det andet ud af ærmet, hvilket slutnummeret på ‘Ladies...’, The Circle Game’ yderligere understreger.

Efter ‘Ladies...’ fulgte ‘Blue’ (1971), min personlige favorit i canadierens vægtige værkfortegnelse, men det er en helt anden historie. Op gennem 70’erne kom der tiltagende strøm på udgivelserne med stedvis vokal og instrumental hjælp fra Crosby, Stills og Nash tre herrer, som Mitchell ad åre har haft en del amourøse, personlige og professionelle erfaringer med.

Hen over 1978-1979 indspillede Mitchell et hyldestalbum til den berømte og berygtede bassist Charles Mingus, der døde i starten af 1979. Helbredet op til hans bortgang forværredes gradvist, og derfor nåede denne vigtige instrumentalist og komponist i jazzens historien ikke at medvirke på ‘Mingus’. Det gjorde derimod andre af Mingus’ kendte kolleger heriblandt Jaco Pastorius (bas) og Don Alias (conga), som begge på det tidspunkt var medlem af fusionsgruppen Weather Report.

Pastorius og Don Alias drog senere i 1979 på turné som del af Mitchells All Star line up, der ligeledes talte saxofonisten Michael Brecker, guitaristen Pat Metheny og Lyle Mays bag diverse keyboards. Joni Mitchell både sang og spillede el guitar. Pastorius virtuost, rundt klingende og dybt musikalsk kommenterende bas høres stort set over alt på ‘Shadows and Light’, der blev optaget september 1979.

Hans interaktion med Mitchells vokal er en frydefuld oplevelse af de sjældne på ‘Shadows and Light’, hvis fire pladesider er domineret af numre fra ‘The Hissing of Summer Lawn’ (1975), ‘Hejira’ (1976) og førnævnte Mingus tribute. Der er også rigeligt med mesterlige skud at plukke fra ‘The Hissing...’ og ‘Hejira’, der føjer sig fornemt og organisk ind i den valgte jazzrockede fusionsstil på højest tænkelige niveau - direkte svimlende så eminent der musiceres hele linjen her.

Dog er det Mitchell, der får de sidste ord og toner på ‘Shadows and Light’, når hun alene med sin guitar runder side fire af med netop ‘Woodstock’. En cirkel synes sluttet ti år efter, blomsterbørnenes modkultur blev udlevet på Max Yasgurs enorme markarealer nær Berthel i delstaten New York.

Tillykke med de 40 og 50 til to Joni Mitchell udgivelser der alt i alt er sluppet ganske nådigt fra tidens ofte ubarmhjertigt gnavende tand.