Den store historie i den lille

I historiebøgerne kan man læse om de historiske begivenheder, som de fandt sted – eller måske snarere som de er blevet fortolket af historieskriverne. Det er ikke nødvendigvis det samme; men det er trods alt svært at forestille sig en historieskrivning helt løsrevet fra de faktiske begivenheder. Hvis man vil læse historieskrivning, som ikke har den samme forpligtelse til overensstemmelse med virkeligheden, som faglitteraturen har det, kan man vende sig mod skønlitteraturen, som med garanti altid rummer et vist mål af fortolkning.

Historiske romaner giver i forhold til den officielle historiefortælling forfatteren et vist spillerum til at udtrykke sine egne holdninger og synspunkter; men med mindre der direkte er tale om kontrafaktisk historieskrivning, må også den skønlitterære forfatter trods alt holde sig til nogle vedtagne overordnede historiske sandheder. Han/hun kan ikke digte sin helt egen private version af historien; men han/hun kan til gengæld bruge historien som en spejling af sine romanfigurers skæbne, altså fortælle den store historie via den lille, personlige historie. Eller med Georg Brandes´ ord: se det uendeligt store i det uendeligt små.

Det er der mange romanforfattere, der har gjort i tidens løb, og også en række sangskrivere har benyttet sig af kunstgrebet med at lade enkeltpersoners liv spejle de store historiske begivenheder. På grund af sangkontekstens stærkt begrænsede rammer må tekstforfatteren dog her ty til kraftige forenklinger af de foreliggende fakta, og det kan f.eks. ske ved i sangteksten at operere med flere personer med hver sine karakteristika, som repræsenterer forskellige holdninger og værdier, i stedet for at operere med komplicerede og sammensatte personligheder. Det kan næppe undgås, at en sådan fremgangsmåde kommer til at fremstå noget skematisk i forhold til den virkelighed, teksten skal beskrive. Men forenklingen kan samtidig være en styrke, fordi den får et evt. budskab til at fremstå tydeligere og mere slagkraftigt, end en omfangsrig romanhandling har mulighed for. Et par svenske sangskrivere har med held forsøgt sig med kunsten at lade den store historie spejles i den lille historie.

Tre brødre
I 1984 indspillede Ulf Lundell den akustiske LP ”12 sånger”, der som titlen fortæller indeholder 12 sange, alle skrevet af musikeren selv. Pladen blev i 2000 genudgivet i en udvidet udgave med kommentarer af Lundell, og i disse kommentarer giver musikeren pladens indhold et par ord med på vejen: ”Den här plattan är bara 12 sånger, en man, ett munspel, en gitarr och ett piano i ett litet studiorum med utsikt över den skånska landsbygden. Det är inte mer med det”. Og dog; i noterne til genudgivelsen kommer Lundell også med korte kommentarer til et par af de oprindelige sange på pladen, heriblandt nummeret ”Tre bröder”. ”Det är en väldigt bra sång”, vurderer Lundell i al korthed, og det har han helt ret i. Sangen er udgivelsens ”pièce de résistance”, altså dens hovedattraktion, og det er den, fordi den fortæller en klar og slagkraftig historie om sin samtid, spejlet igennem tre personligheder. At den samtidig gør det til en slagfærdig melodi med stor dynamik, trods det enkle akkompagnement, gør naturligvis ikke sangen dårligere.

Sangteksten fortæller om de tre brødre, Roger, Sebastian og ”jag” (som med god ret kan læses som sangskriverens alter ego), der vokser op sammen, men udvikler sig i hver sin retning. Roger bliver en succesfuld forretningsmand i Californien med ”fru, barn, villa, hund och pool/ fyra bilar och tjugotre kanaler” - og med en stor begejstring for kapitalen, der altid har plads til fremtidens mænd. Ganske vist begynder konen ofte at græde, når hun har fået noget at drikke, og datteren skriger, så man ikke kan få ørenlyd; men det er bare en overgang, mener Roger: ”Det är lite spänt här ibland/ men i Amerika kan allt redas ut”. Kapitalen er ”spännande som fan”; men den har altså også en pris, som man må være parat til at skulle betale.

Over for Roger står Sebastian, som læser filosofi og bliver husbesætter, mens han råber ”Ned med kapitalen!”. Sebastian bliver medlem af ”partiet”, hvor han hurtigt gør karriere med sine paroler om bevidsthed, om solidaritet og om massernes magtovertagelse. Siden rejser han til Cuba for at leve i et ”frit land” og for at støtte revolutionen der. Sangens jeg-person befinder sig et sted mellem de to yderpunkter og får tiden til at gå med at skrive og male og med at køre taxi, når han har brug for penge. Han har hverken lyst til at blive som Roger eller som Sebastian; men han tænker tit over, hvorfor det er gået, som det er: ”Månen lyser så tyst och kall i natt/ och vi väntar på värmen från söder/ Det var ingenting särskilt med oss/ mer än att vi var tre bröder”. I denne lytters ører et flot og perspektivrigt øjebliksbillede af det svenske samfund anno 1984.

Fem venner
I 1988 udsendte Mikael Wiehe pladen ”Basin Street Blues”, der for musikeren selv var en form for reaktion mod det rockcirkus, han delvis mod sin egen vilje var havnet midt i i 1980´erne. I de omfangsrige noter i boksen ”Aldrig bli som ni” (2010) fortæller Wiehe, at der var alt for meget larm på scenen, når hans orkester spillede. En guitarist, der spillede så kraftigt, at bandet kun kunne optræde i sportshaller, og en trommeslager, som med bar overkrop bankede så hårdt i trommerne, som han overhovedet kunne. ”Svårt att få texten att höras” lyder Wiehes lakoniske kommentar til lyd-infernoet, efterfulgt af hans overvejelser: ”Vad gör jag här? Passar det mig? Nej, det gör det inte!” I stedet ønskede Wiehe at spille en mere lavmælt, mere personlig musik, og det blev til pladen ”Basin Street Blues”.

Teksten på pladen er ligesom musikken (med delvise indslag af den oprindelige ”Basin Street Blues”) mere lavmælt og mere personlig end de tekster, Wiehe tidligere havde arbejdet med. Det fik ham i første omgang til at tvivle på sig selv og på hele projektet, fordi: ”jag ska ju göra politiska låtar … Och just därför var jag tvungen att göra den, för att utmana mig själv”. Det gik op for Wiehe, at der ikke nødvendigvis var noget modsætningsforhold mellem det personlige og det politiske – og det er præcis denne erkendelse, der kan aflæses i teksten til pladens titelnummer. Her fortæller Wiehe historien om det store, samfundet, via en beretning om den miniverden, der udgøres af beretningens fem venner.

På tilsvarende vis som med de tre brødre i Lundells sang, er der her tale om fem personer, som tilsammen kommer til at repræsentere forskellige indfaldsvinkler til livet: Harry, som bare ønsker at blive rig; Göran, som læser Marx og bliver arbejder, inden han rejser til Sydamerika; Torbjörn, som vil være kunstner, men som mest kommer til at beskæftige sig med reklame; Kenneth, som læser litteratur, men som ender som kulturbureaukrat; og sidst men ikke mindst sangen ”jag”, som ikke rigtigt bliver til noget, men som stadig spiller sin musik i ”ingenmansland”. Fem forskellige skæbner, der tilsammen skaber et miniatureportræt af det svenske samfund anno 1988. Der er færre løftede pegefingre hos Wiehe end hos Lundell, og der er ingen facitliste i fortællingen om de fem personer, der finder hver sin vej gennem tilværelsen. Men som i Lundells sang giver beskrivelsen af de fem personer i ”Basin Street Blues” et fint billede af en tid og en række mulige reaktioner på tidens udfordringer.