Depeche Mode : Album guide

Der var nok ikke mange der troede på, her over 30 år efter de unge drenge fra Basildon Martin Gore, Andy Fletcher, Dave Gahan og Vince Clarke aftalte en singleudgivelse med Daniel Miller, pladebossen for det nystiftede pladeselskab Mute Records, at Depeche Mode ville stå tilbage som det mest populære og bedst sælgende elektroniske band i musikhistorien.

At Depeche Mode overhovedet eksisterer efter mere end 30 år kan mildt sagt overraske når man ser på nogle af begivenhederne i bandets historie. Det har overlevet at 2 toneangivende medlemmer har forladt bandet på kritiske tidspunkter. Og selvom det i hele sin levetid har været anklaget for ikke at være rock’n’roll nok når man bare spiller på elektroniske instrumenter, så har bandet på sin egen stilfærdige måde gjort sit til at prøve at leve op til rock’n’roll myten. De 3 tilbageværende medlemmer Martin Gore, Andy Fletcher og Dave Gahan har fordelt sammenbrud, hjerteproblemer, alkoholproblemer, depression, selvmordsforsøg, indtil flere skilsmisser, overdosis – og den eneste historie som faktisk kom igennem til de historiehungrende medier, nemlig hvor forsanger Dave Gahan flatlinede i 2 minutter. Genoplivningen lykkedes, og Depeche Mode er herefter kendt som bandet der ikke kan dø. Ikke helt uforståeligt at mange tekster på det seneste har haft et spiritistisk indhold.

Når det så er sagt, så er Martin Gore uden tvivl en af de seneste årtiers vigtigste sangskrivere, og det har været musikken der har båret Depeche Mode frem til den store og fortsatte popularitet hos en meget trofast og bred fanskare – ikke mindst i Danmark, hvor det måske kun er 1-2 håndfulde andre artister der kan samle lige så mange tilskuere til koncerter. Måske ligger de største Depeche Mode koncertoplevelser efterhånden bag os, og måske er der efter manges mening blevet lukket lige rigeligt med akustiske trommer og guitarer ind på deres scene – men der strømmer stadig til med tilskuere når Parken og andre arenaer åbner for en Depeche Mode koncert. Uden tvivl på grund af musikkens langtidsholdbarhed. Så lad os i det følgende koncentrere os om hvad Depeche Mode selv gør – nemlig musikken.

Speak & Spell (1981)

Speak & Spell er et ungdomsværk, hvor alle medlemmerne af bandet ikke engang er ude af deres teenage år, og albummet er hele vejen igennem præget af en friskhed og et homogent lydbillede, det sidste uden tvivl styret af de erfarne Daniel Miller, Eric Radcliffe og John Fryer, som stod bag knapperne i lydstudiet. Melodierne er velskrevne og meget velegnede til tidens New Romantics klubber – om end bandet aldrig rigtig blev en del af den bølge. Kritikere kaldte skiven for teeniepop, og sammenlignet med tidens andre elektroniske bands som f.eks. Gary Numan og Ultravox, så er sangene nok mere poppede og letflydende. Hovedparten af sangene blev skrevet af Vince Clarke, der kort efter udgivelsen forlod bandet, da der efter hans mening blev brugt for lang tid på fotosessions og interviews i stedet for det vigtige, nemlig musikken. Senere blev han hovedmand i bl.a. Yazoo og Erasure, hvor meget af linien fra Speak & Spell blev fortsat. Skiven indeholder 3 singler, hvor den klart mest kendte er ”Just Can’t Get Enough”, en sang som har fulgt Depeche Mode igennem hele karrieren – også selvom de fra tid til anden har forsøgt at smide den af ved ikke at spille den live. ”Just Can’t Get Enough” delte og deler vandene: Anmelderen fra Melody Maker konstaterede tørt ”I can, you will” – og det er ikke den sang die hard fansene hiver frem fra denne skive. Anbefalede sange er i stedet de andre singler ”dreaming Of Me” og ”New Life” og de 2 single bagsider ”Ice Machine” og ”Shout” (Depeche Mode har igennem det meste af karrieren lavede fremragende single bagsider), samt live favoritter som ”Puppets”, ”Photographic” og ”Nodisco”. Lyt også til ”Tora!Tora!Tora!” skrevet af Martin Gore, en sang der stemningsmæssigt peger fremad.

A Broken Frame (1982)

Hovedsangskriveren havde forladt bandet, og tilbage stod 3 unge mænd, der havde behov for at bevise at de kunne stå på egne ben. Det blev til albummet ”A Broken Frame” der udkom
under et år efter deres første album med det samme studiehold som backup. Man havde allerede hyret en fjerde musiker, Alan Wilder, men han var indtil videre kun med som live musiker. De 10 sange var alle skrevet af Martin Gore over en længere periode. F.eks. var førstesinglen ”See You” skrevet da han var 16. Singlen havde i øvrigt større hitliste succes end ”Just Can’t Get Enough”, men har ikke opnået nær samme status i eftertiden. Pladen er præget af en langt højere graf af melankoli med en hint af sortsyn – et element der ville blive meget mere fremherskende senere, og som bl.a. manifesterer på tredje single ”Leave In Silence” og ”My Secret Garden”. Anden single ”The Meaning Of Love” skiller sig noget ud med sin glad-i-låget attitude, og viser også er pladen ikke er helt lige så helstøbt som den første. Men det blev bevist at de 3 tilbageværende medlemmer godt kunne selv. Og man kan altid nyde min favoritsang på pladen – den fantastiske Synthpop klassiker ”The Sun And The Rainfall”.

Intermezzo: Singlen Get The Balance Right 1983

“Get The Balance Right” udkom aldrig på et album, men er vigtig i Depeche Modes historie, for det er den første udgivelse hvor det nye medlem Alan Wilder er med i studiet. Og hvor ”A Broken Frame” var lidt præget af pubertær pop, så pegede dette første samarbejde straks fremad mod en tungere og mere eksperimenterende lyd. Desværre har de aldrig selv været så vilde med denne sang, da de åbenbart havde svært ved at få deres udstyr til at spille sammen teknisk i studiet. Det er synd de aldrig har sat sig ud over dette, for det er intet mindre end en fremragende single – og som fans sætter stor pris på. Desværre meget sjældent spillet live. Singlen kan bl.a. høres på best of pladen ”The Singles 81->85”.

Construction Time Again, 1983

“There was a time when all on my mind was love. Now I find that most of the time love is not enough in itself” Større opgør med fortidens plader kan næsten ikke tages. Citatet er omkvædet i åbningssangen ”Love, In Itself” på albummet, og herfra er der kun en vej. Drengene er blevet voksne og har åbnet øjnene – og de kan ikke lide det de ser. Vi er midt Thatchers England, krisen og den sociale ulighed vokser, forureningen bliver værre og værre, atomfrygt med mere – fremtiden er faktisk ikke særlig lys. Det er emnerne på denne plade, som musikalsk skriger og larmer med metal og anden reallyd. Depeche Mode har rykket teltpælene op og optager nu i Hansa Studio i Berlin med direkte udsigt til muren, og Gareth Jones, bl.a. også kendt for sit samarbejde med Einstürzende Neubauten, blev hyret ind som ”tonmeister”. Samarbejdet mellem især Alan Wilder og Gareth Jones kombineret med studiets overlegne tekniske muligheder og dets Synclavier sampler skabte en helt ny lyd og retning for bandet. Dave Gahan har udviklet sig til en meget mere alsidig sanger, og der er meget mere tyngde i Martin Gores sangskrivning, der er suppleret med 2 sange skrevet af Alan Wilder. ”Construction Time Again” er Depeche Modes mest politiske plade til dato. Det er samtidig en landmark-plade for den elektroniske genre, hvor eksperimenterne og nyskabelse godt kan gå hånd i hånd med gode melodier og popularitet. Førstesinglen ”Everything Counts”, en ironisering over forretningsverdenens dobbeltmoral, endte højt op på mange landes hitlister. Et konceptuelt helstøbt værk der skal nydes fra den ene ende til den anden.

Some Great Reward, 1984

Depeche Mode kigger sig sjældent tilbage. Så væk var det politiserende – og i stedet handler sangene nu om menneskelige relationer og indre åndeligt liv (eller mangel på samme). Eller måske mere præcist magtrelationer mellem mennesker. Og de handler om SEX, udfordrende sex og hvad det gør ved mennesker. Musikalsk er vi tilbage i Berlin med Daniel Miller og Gareth Jones – og der er masser af metal og rå lyd igen. Men der er også mere fokus på de enkelte sange, og man har hele tiden følelsen af melankoli og at man står alene – også når sangene handler om sex. Kombinationen af dette og 3 fremragende singler fik populariteten til at brede sig både til USA, hvor især de homoseksuelle og de voksende gotiske miljøer tog bandet til sig – og musikken blev spillet på alternative radioer. I Europa sås bandet stadig som et teen idol band, men teenage fansene vokser op sammen med bandet, og derfor kunne man stadig se bandet i popblade, samtidig med at de havde kredibilitet hos de alternative miljøer – noget der meget sjældent sker. Også anmelderne er ved at få øjnene op for bandet, blandt andet så skriver Politikens anmelder om denne plade at musikken er ”tøjbamsepop med det samlede Ruhrdistrikt i maven” – og meget mere ros kan man næsten ikke få som
elektronisk band af en rockanmelder. Singlerne ”People Are People” og ”Master And Servant” hitter, og følges op af ”Blasphemous Rumours”, en tragisk historie om en teenagepige og skæbnen, hvor Gud og kristendom får en på siden af hovedet i omkvædet. Det medfører selvfølgelig et forbud på mange radiostationer – og det er som altid en god historie.

Intermezzo: singlerne i 1985

”Shake The Desease” og ”It’s Called A Heart” udkom henholdsvis forår og efter 1985. Den første er en af bandets bedste melodier, men de fik måske ikke helt potentialet ud af den i produktionen – og samtidig kom den til at stå lidt alene ikke bakket op af en album-udgivelse. ”It’s Called A Heart” er en af de få sange som Depeche Mode har lavet der lyder tidstypisk. I modsætning til næsten alt andet hvad bandet producerede i firserne, så lyder denne sang præcis som det den er – en midtfirsersang. Bandet var generelt heller ikke så vild med den – og i stedet for a-siden, så blev det bagsiden ”Fly On The Windscreen”, der blev en del af det kommende album. Begge singler kan bl.a. høres på best of pladen ”The Singles 81->85”, der udkom i efteråret 1985. Det blev også det første år der ikke udkom et nyt album – til gengæld blev der varmet op til året efter.

Black Celebration, 1986

”Let’s have a black celebration. Tonight. To celebrate the fact that we’ve seen the back of another black day” Sådan fanger man en generation af mere eller mindre utilpassede unge på første taktslag. Det starter sort – og derfra går det næsten kun ned ad bakke. Skal man søge en ”Sgt. Pepper” plade for alle bands, så er vi nu nået til Depeche Modes. Denne tour-de-force af en konceptplades betydning for musikhistorien kan ikke overvurderes, og er siden blevet brugt som referencealbum for en stor del af de gotiske musikmiljøers subgenrer. Vi er tilbage i Berlin med det samme hold i studiet for tredje gang, og nogen gange bliver de gode resultater skabt af spændinger og uenigheder. Indspilnings- og mixingsprocessen var en lang kamp, og måske er det den kamp der forplanter sig, sammen med Martin Gores mørkere sangskrivning, til at skabe pladens gennemsyrende stemning af desperation. Depeche Mode har i løbet af 5 år udviklet sig fra at være et teenpop band til det ubestridt mest populære indieband nogensinde. Tøjbamsen er endegyldigt væk, nu er kun industriområdet tilbage. ”Black Celebration” er en fremragende plade på alle parametre; sangskrivning, produktion, koncept – og det lykkedes alle 3 singler at gøre indtryk på verdenens hitlister, på trods af deres ikke ligefrem klassiske hit-opbygning og indhold. Denne plade beviser endegyldigt at elektronisk musik er alt andet end følelsesforladt elevatormusik.I’ll drink to that!

Music For The Masses, 1987

Berlin æraen blev klogeligt stoppet efter “Black Celebration”, og i stedet blev Dave Bascombe hyret ind som studietekniker/producer i en optageproces, der endte med en længere session i det jyske Puk studie. Det mørke image og stil blev også lagt på hylden, men teksterne igen primært handler om det relationelle, seksuelle og med en voksende interesse for det spirituelle. Metal samplingerne er også blevet lagt på hylden og med få sidespring er det mere det rent elektroniske lydbillede der bliver dyrket. Pladen indeholder mange stærke tracks, men der er ikke rigtigt et samlende koncept på samme måde som med ”Black Celebration”. Albumtitlen er ment som en joke, da bandet stadig følte at der var meget modstand imod dem i offentligheden, at pladen – især i USA – bragte dem endnu længere ud til masserne må være en højere form for ironi. Singlerne ”Strangelove” og ”Never Let Me Down Again” var begge store hits, og ”Never Let Me Down Again” er efterfølgende blevet en såkaldt anthem sang for bandet. Videoen viser bandet køre rundt i Jylland i en sær lille bil. Generelt en fremragende plade, hvor det lykkes både at frigøre sig og tænke i nye retninger, men hvor der også stadig er evolution og kontinuitet.

Intermezzo: 101 (1989)

Efter udgivelsen af ”Musik For The Masses” drog bandet på deres hidtil største tour, afsluttende med en koncert i Pasadena Rose Bowl foran over 60.000 tilskuere. Denne koncert nummer 101 spillet 18. juni 1988 blev dokumenteret i en musik- og koncertfilm af D.A. Pennebaker, der bl.a. tidligere havde gjort det samme for Bob Dylan. Det blev en film der både var bandets rejse til koncerten, men også om en håndfuld dedikerede fans rejse til samme koncert. Ud over at være den største koncert bandet nogensinde havde spillet og en af de største i Rose Bowls historie, så var koncerten også skelsættende på anden vis. Forsanger Dave Gahan forklarede at efter koncerten, så kunne han ikke se hvordan han skulle kunne komme videre – nu havde han oplevet det største man kunne. Det sammenbrud er kortvarigt synligt i filmen, og skulle være det der accelererede hans narkomisbrug.

Violator (1990)

Dette er pladen hvor Depeche Mode ikke sætter en finger forkert – alt er melodimæssigt og produktionsmæssigt perfekt. Vellyden strømmer ud fra hver eneste skæring, og alle melodier er Martin Gore på absolut toppen af sin sangskrivning. Igen er holdet bag pladen forandret, nu er det Flood og Francois Kevorkian der hjælper bandet. Optagelserne og mixningen foregår mange steder og bringer dem igen forbi Puk i Jylland. Dette er uden tvivl deres generelt største kommercielle succes, samtidig med at det er kritikernes yndlingsalbum. Titlen er igen en joke; den bedste Heavyrock titel de kunne komme op med. Hele 4 singler kom der ud af albummet 9 sange, og 3 af singlerne var massive radio hits, og singlerne ”Enjoy The Silence” og ”Personal Jesus” er begge sange det forventes bandet spiller live – hver gang! Interessant nok så ændrede de hele processen omkring studiearbejdet på denne plade – Martin Gore afleverede kun rudimentære sangskitser i stedet for hele demoer, hvilket gav større frihed til at arbejde sangen i enhver mulig retning – og bl.a. singlen ”Enjoy The Silence” gik igennem
store forandringer. Den startede som en stille sjæler og evolutionerede sig til sidst frem til den endelige version på albummet. ”Violator” er med på tidsskrifterne Q, Spin og Rolling Stones liste over vigtigste albumudgivelser nogensinde, og er medtaget i bogen” 1001 Albums You Must Hear Before You Die” – så har du ikke hørt det endnu så se at komme i gang…

Songs of Faith And Devotion (1993)

Den længste pause mellem albums indtil nu – og et album der var lige ved ikke at blive til noget. Bandet var i mellemtiden blevet til 4 individualister med meget forskelligt syn på bandet, livet, ambitioner og på retningen for musikken. Ikke mindst Dave alvorlige narkomisbrug og hans nyfundne forelskelse i den amerikanske grunge scene var en hindring for samarbejdet. Den første session foregik i Spanien i et lejet hus – og det gik ikke godt at bo og arbejde sammen 24 timer i døgnet. Senere mere almindelige studio sessions fungerede bedre med Dave som ugens gæst, og Andy retur i England med depression. Så det var den anden halvdel af bandet sammen med Flood der fik pladen i skabet. Daves grunge indflydelse betød at der blev spillet på akustiske instrumenter i studiet for første gang i stor stil. Sangene var også til tider både blues og gospel inspireret, og bl.a. var der gospelsangerinder med på flere sange. Det generelle lydbillede skiftede i retning mod det mere rockede og organiske – langt mindre rent end lydbilledet var på forgængeren. Der er meget god sangskrivning på pladen og den virker også ret homogen, men for første gang for din skribent, så oplevede han at der var sange på skiven han decideret ikke kunne lide – og derfor den noget lave karakter, som der er mange der vil være uenige i. Efter udgivelsen af SOFAD, så gik de ud på en 159 koncerter lang verdensturne over 1½ år med en superjunkie i forgrunden– og man kan undres hvordan nogen kom levende hjem fra den oplevelse. Efter sigende så producerede (de overlevende) medarbejdere på touren en t-shirt med teksten ”I survived the Devotional tour”. En på mange måder skelsættende album og tid for bandet.

Ultra (1997)

Der gik fire år før et nyt Depeche Mode album udkom – og nu uden Alan Wilder, som havde stået for en stor del af studiearbejdet i de fleste af studieudgivelserne. Det var en sej proces der gik i gang efterår 1995 mens Dave Gahan stadig var voldsomt på stoffer. Det betød bla.a, at efter en 6 ugers session var der kun en sangs vokal indspilning der kunne bruges. På dette tidspunkt kombinerede Dave heroin og kokain for alene virkede stofferne ikke længere, og den 29/5 1996 OD’ede han og måtte genoplives på hospitalet. Herefter var han endelig motiveret til faktisk at gennemføre et afvænningsforløb – og så kan vi endelig komme tilbage til musikken igen. Depeche Mode arbejdede på Ultra med producerne og studieteknikerne Tim Simenon og Q som skulle erstatte Alan Wilder, og det blev faktisk et vellykket samarbejde. Resultatet er en meget smuk og neddæmpet plade, bestående af rigtige gode og indsigtsfulde sange. En plade man kunne fortolke hen imod at bandet bearbejder sin mørkeste stund. Kun singlen ”It’s No Good” står ud med sin mere uptempo og kluborienterede stil. Men en vældig vellydende elektronisk lytteplade, hvor især sangene ”Insight” og ”Sister Of Dark” står frem. Sidstnævnte er den eneste sang som Dave Gahan nåede at indsynge inden han ’døde’. Jeg bilder mig ind at det kan høres. Der var for første gang ingen tour efter en albumudgivelse.

Intermezzo: singlen Only When I Loose myself 1998

En single som blev udgivet I forbindelse med det nye best of album The Singles 86>98, og som fortsætter den neddæmpede stil fra Ultra albummet. En lidt sært opbygget sag som det aldrig er lykkedes mig at blive fortrolig med. En begrænset Singles tour blev gennemført, og markerede at også på det plan var Depeche Mode tilbage igen. Og nu med trommeslager og livemusikere.

Exciter (2001)

Igen en længere pause imellem albums, og igen med nyt teknikerhold bestående af Mark Bell (fra LFO – og ellers mest kendt for at producere Björk) og en gammel kending Gareth Jones. Desværre fungerer denne kombination ikke lige så gnidningsfrit som kombinationen på ”Ultra” gjorde. Udtrykket er et blues’et og minimalistisk elektronisk album med udpræget brug af guitar – med få undtagelser som singlen ”I Feel Loved” der på en interessant måde, og især i Danny Tenaglia remixet, peger bagud på flere tidligere punkter i deres karriere – noget de ikke har gjort før. Albummet er noget ujævnt og uhomogent. Det indeholder et antal gode sange, men også nogle enkelte rigtig skrækkelige, og er derfor som album en lidt besværlig størrelse at lytte til. I omgangskredsen var der en vis skuffelse og frygt for at dette var svanesangen, og vi omdøbte pladen til Exit’er. Det blev heldigvis ikke rigtigt.

Playing The Angel 2005

I den mellemliggende periode har både Dave Gahan og Martin Gore udgivet en soloplade, Dave med eget materiale og Martin med coversange. Daves ambitioner om at skrive sange også for Depeche Mode er ved at skabe ravage, men man ender med et kompromis hvor Dave skriver 3 af de 12 sange på albummet. Og de hører faktisk til blandt albummets stærkere sange, ”Suffer Well” kommer endda som single. Pladen er produceret af Ben Hillier, som har lykkedes at være med til at skabe en homogen og velproduceret plade. Den er ikke blandt deres allerbedste, men absolut værd at lytte på. Måske er der nogle enkelte af melodierne som ikke er så stærke, men homogeniteten gør at det holder niveau hele vejen. Der er udgivet hele 4 singler fra albummet, hvor den klart stærkeste er ”Precious”, en klassisk Depeche Mode flydende synthsang, som blev et kæmpe radiohit i mange lande.

Intermezzo: singlen Martyr 2006

En sang optaget i ”Playing The Angel” sessionerne, der ikke helt passede ind på det album, blev i stedet brugt som lead single for den nye best of plade kaldt ” The Best of Depeche Mode Volume 1”. En ganske udmærket lille sang, som ikke tilfører så meget nyt – men absolut er værd at lytte på.

Sounds Of The Universe (2009)

Nogen gange er det lidt svært at vide hvad man skal forvente sig af en plade på forhånd. Meldingerne gik nemlig på at Martin Gore havde fået en ny passion: at købe gamle analog synthesizere på eBay og er i gang med at vride de fede lyde ud af dem – og det kan jo ikke lyde mere positivt! Senere var meldingen at dette album ville være det tætteste Depeche Mode ville komme på at indspille et R’n’B/soul album – ahva…? Albummet er igen produceret af Ben Hillier, og denne gang er lydbilledet et noget andet – om end man godt kan kalde det homogent. Men for første gang nogensinde synes jeg der er en ubalance i lyden på en Depeche Mode plade; vokalen er generelt for høj i forhold til musikken, som samtidig fremstår som en for stor masse uden at lade de enkelte instrumenter træde ordentligt frem. Dertil kommer også at melodierne lader noget tilbage at ønske – der er 3 singler fra pladen, men der er ikke rigtig nogen af dem der fænger og som går ind som en Depeche Mode classic. De forventede fede analoglyde kommer kun sjældent frem – på den positive side må det til gengæld have været en joke med at det skulle være et R’n’B/soul album. Det er kun få sange jeg kan fremhæve; ”In Sympathy” synes jeg fungerer helt godt, og musikken i ”Peace” er god, men omkvædet er forfærdeligt. Resten af sangene er sådan set okay, de engagerer mig bare ikke, og deres sædvanlige production value efterlyses. Faktisk synes jeg Dave Gahans soloplade ”Hourglas”, der udkom i 2007 er væsentlig mere interessant.

Delta Machine (2013)

I skrivende stund er der 2 dage til pladen udkommer officielt, og jeg fik musikken til anmeldelse i går, så det er med en vis nervøsitet jeg nu skriver om Depeche Modes seneste album. Normalt bruger jeg mange gennemlytninger og et pænt stykke tid til at danne mig min mening – men ’here goes’. Det er igen Ben Hillier assisteret af Flood der står bag teknikken – og først og fremmest så er der blevet ryddet op i lydbilledet. Det meget elektroniske lydbillede står glasklart, og lydene der bruges er rigtig spændende. Melodierne virker også til at være mere sammenhængende. Som det er ved at være tradition, så står Dave Gahan for 3 af sangene på pladen, og især ”Secret To The End” og ”Should Be Higher” er absolut værd at lytte på. Samtidig præges lydbilledet også af arbejdet på det klubalbum VCMG, som Martin Gore i samarbejde med det tidligere medlem Vince Clarke udgav i 2012. ”Delta Machine” er dog slet ikke en klubplade, men en sang som ”My Little Universe” kunne kaldes en neddæmpet klubsang. Pladen savner dog hitsinglen, hverken ”Heaven” eller ”Soothe My Soul” har lige det ekstra. Men ”Delta Machine” vil uden tvivl være en plade jeg vil nyde at sætte på. Jeg bliver nok ikke lige så lykkelig for pladen, som jeg er for nogle af de tidligere udgivelser, men jeg vil helt klart blive i hvert fald moderat begejstret. Jeg kunne dog godt have undværet sangen ”Slow”. Men der er en nervøsitet: Albummet sidste sang hedder ”Goodbye” – og spørgsmålet er om det er et svar på pladens første sang ”Welcome To My World”, eller om bandet der ikke kan dø alligevel er ved at sige farvel.