Genrer
Derek and the Dominos: Layla and other assorted love songs
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste. Dette er nr. 115
Da Eric Clapton var medlem af Cream, udgav han sit mest rå, simple materiale. Bandet bestod da også kun af én guitarist, én bassist og én trommeslager. I den anden grøft af Claptons karriere finder vi gruppen Derek and the Dominos, et fem mand stort band med to guitarister, en keyboardist, en trommeslager og en bassist, hvor hele to af disse er sangere – ofte samtidig. Så selvom Claptons variant af rockmusik som altid er inspireret af blues, er det en mere fyldig, progressiv, varieret lyd man får på det eneste studiealbum, gruppen udgav, Layla and other assorted love songs. Som titlen antyder, handler alle sange på dette dobbeltalbum om kærlighed. Da der tages udgangspunkt i bluesmusikken, giver det sig selv, at det heller ikke er verdens lykkeligste kærlighedsscenarier, der udspiller sig. Der er meget tematik om knuste hjerter, men det betyder ikke, at det er 77 minutters klynken. Sorgerne bliver gjort meget energiske og vilde på numre som "Why does love got to be so sad?" og naturligvis den mesterlige "Layla". Endvidere er der også nogle mere muntre numre, såsom "Keep on growing" og "Anyday".
De mere energiske numre er mine favoritter på pladen, og det er den lyd, jeg tænker på, når vi snakker om Derek and the Dominos. Det er den, der mest umiskendeligt lyder som dem frem for nogen anden blues-rock-gruppe, og man kan endda mærke elementer af progressiv rock på disse numre. Lyden er knap så karakteristisk på de mere klassisk strukturerede blues-numre, hvoraf der også er en del covers, men de bliver stadig smukt opført. Deres udgave af blues-standarden "Nobody knows you when you’re down and out" er mindeværdig, og teksten går rent ind gennem Claptons vokal. Der er gennem hele pladen en klar dynamik mellem det langsomme og det hurtige, det stille og det højlydte, det simple og det komplicerede. Det næstsidste nummer, "Layla" er et klasseeksempel på dette. Sangen går i et minut gennem et crescendo bygget op om sangens riff, så hopper et klaver pludselig ind, hvorefter alle instrumenter brat stopper. Så begynder en ny opbygning, her en mere inderlig, følsom udgave, der dog stadig ender med at blive ret højlydt og kompakt. Pladen slutter af på en endnu mere afdæmpet måde, nemlig med en stille akustisk folk-sang med titlen "Thorn tree in the garden". Det sætter et elegant punktum.
Der er ikke noget dårligt nummer på hele pladen – "Key to the higway" ville nok have været bedre hvis det var en smule kortere end 9 minutter, og "It’s too late" er en lidt for simpel popsang, til at den passer så godt ind på pladen, men gruppens udførelse af den er stadig rigtig solid. Problemet ved pladen er mest af alt længden. Det er ikke nogen synd i sig selv, at den er 77 minutter lang, men plader af den længde skal altså have meget variation, for at de ikke bliver trættende. Som sagt er de fleste af sangene blues-prægede rocksange om ulykkelig kærlighed, så selvom der er fin variation indenfor dette tema, er det nok for afgrænset til, at 77 minutter ikke bliver en for stor mundfuld for mig. Hvis de havde skåret en 15-25 minutter af, ville jeg absolut synes mere om pladen. Som den er, er det dog stadig et album, der absolut er værd at lytte til. Man skal bare være i det rette humør, for 77 minutters bluesrock om hjertesorger passer ikke til alle stunder. Når disse stunder dog kommer, er Claptons og Allmans guitareskapader dog ideelle.
Lån Layla and other assorted love songs fra dit nærmeste bibliotek