Det elektriske maskingevær – og flødefoden på pedalen

For 50 år siden udkom Jimi Hendrix-livepladen ”Band of Gypsys”. Det stilskabende album har sat aftryk ud i mange afkroge af den rytmiske musik – trods en vanskelig fødsel i turbulente tider.

På sin vis var Jimi Hendrix's ”Band of Gypsys” bare noget, der skulle overstås for Jimi Hendrix. Pladen skulle følge op på kæmpesuccesen ”Electric Ladyland”, men der var gået fnidder i den i hans gamle band, The Jimi Hendrix Experience, så han måtte starte forfra med nye folk. Samtidig var han raget uklar med sit gamle pladeselskab, og pladen havde derfor også den funktion at opfylde de krav, der var specificeret i hans kontrakt, så kan kunne komme videre med et nyt selskab i ryggen.

Som bekendt er det dog nogle gange også fint nok, at posen bliver rystet lidt. Hendrix var især frustreret over de musikalske begrænsninger hos Experience-bassisten Noel Redding, og med udskiftningen på personelsiden kom chancen for at forfølge sider af en kunstnerisk vision, der til nu havde været uforløst. Nogle af dem blev det på pladen, andre ikke.

Mand ændrer musikhistorien
Først og fremmest forfinede albummet den funky grundfeeling, som Hendrix havde med sig i bagagen fra sine mange år som backingguitarist, og som lejlighedsvis stak hovedet frem i tiden med The Jimi Hendrix Experience.

Hvis man til sammenligning lytter til sammenspillet på ”Band of Gypsys” står det dog lysende klart, at det netop var udskiftningen af bandet, der for alvor gjorde nybruddet muligt. Billy Cox og Buddy Miles spiller simpelthen med et groove, som de blege britiske backingfyre i The Jimi Hendrix Experience ikke kunne præstere imellem sig.

For nu at spidsformulere: Det er her på ”Band of Gypsys” at der kommer et vaskeægte afroamerikansk take på rockmusik, som ikke (i allerpositiveste forstand) ”kun” er vokset ud af jazz, blues eller soul. Albummet er år nul på en funkrock-tidslinje, der rummer Parliament/Funkadelic, Grand Funk Railroad, Prince osv. – og samtidig bidrager det med væsentlige aspekter til det, der siden skulle udvikle sig til discomusikken, ligesom det er blevet storsamplet i hiphop-verdenen.

Desuden er det tydeligt, hvordan halvfemsernes funk/metal-scene har en direkte, møgbeskidt støjende telefonlinje tilbage til præcis det her album, og hvordan især et band som Rage Against The Machine skylder alt til sammenspillet mellem Hendrix, Cox og Miles. Den aggressive brug af unisone bas- og guitarriffs lød frisk i 1992, og det er stadig en energifyldt oplevelse at lytte til ”Killing In The Name Of”, men grunden blev lagt ved nytårsskiftet 1969/’70 i koncertsalen Fillmore East i New York.

Samarbejdet med det nye hold af musikere – bassisten Billy Cox og trommeslageren Buddy Miles – viste sig heller ikke at være uproblematisk, men uanset hvordan man vender og drejer det, så lagde ”Band of Gypsys” grunden til forandringer i rytmisk musik, som er tydelige den dag i dag.

Ekvilibrisme og effekter
Nåja, og så lyder det jo bare helt og holdent af Hendrix!

På samme måde som kollegerne i The Beatles var han optaget af pladestudiets muligheder som kreativ legeplads, men hvor The Fab Four droppede koncerterne for at bruge studiet til at forfølge de kunstneriske visioner viser ”Band of Gypsys”, at situationen var en anden for ’the electric gypsy’, som han kaldte sig. Det hjalp ham selvfølgelig, at han ikke spille for fans i tusindtal, der mest bare var kommet for at hvine og besvime, men han var simpelthen ekvilibrist på en måde hvor man med en vis ret kan hævde, at studiet bare gav ham mulighed for at forfine og raffinere.

Manden var i besiddelse af en teknisk kunnen og en visionær kreativitet, som ret problemløst kunne bringes performativt til live i en koncertsituation.

Han var pioner på området for guitarpedaler – bl.a. den wahwah-pedal, som han beherskede så mesterligt med sine fødder og som siden er blevet en uomgængelig klanglig signatur for funk og disco. Kombinationen af lydmanipulation fra effekterne og hans nærmest fuldkomne beherskelse af akustisk tilbagekobling mellem guitar og forstærker gør, at albummets måske mest kendte nummer, ”Machine Gun”, den dag i dag er en lektie til alle med interesse for kreativ klangskabelse.

Og bedst af alt: Hans kunnen og kreativitet var ikke bare spil for galleriet. På nummeret bliver musikkens støjende frontalangreb f.eks. brugt til at understøtte et budskab om volden i verden og samtidig give udtryk for et håb om, at vi måske kunne finde bedre måder at omgås på.

Eftermæle og ambassadører
”Band of Gypsys” er måske ikke helt så bredt anerkendt som de Hendrix-studieudgivelser, der kom før den.

På nogle måder kan den sammenlignes med plader som Beatles’ ”The White Album” eller ”Electric Mud” med Muddy Waters. En smule miskendt i forhold til det kunstnerne anerkendes for i bred forstand – men samtidig står masser af toneangivende stemmer klar til at fortælle, hvordan den var central inspiration for dem.

Og hey… hvis de her seks numre var medvirkende til, at Lenny Kravitz, Ice-T, George ”P-Funk” Clinton, Slash, Bootsy Collins m.fl. lod sig føre ind på sine respektive spor, må de næsten være mere end et enkelt lyt værd, ikke sandt?