Det er så yndigt .....

En af de mest festlige begivenheder i kirkens liv er brylluppet, hvor to voksne mennesker bekræfter, at de elsker hinanden, og at de vil leve sammen til deres dages ende. Man kan jo godt blive gift andre steder end i kirken, og det er der da også mange, som gør, ligesom der er mange, som godt kan lide hinanden uden at være gift. Men som enhver, der har set og hørt musicalen ”My fair lady” vil vide, er det i kirken, man bliver gift for alvor: ”I´m getting married in the morning/ ding, dong, the bells are gonna chime/ Pull out the stopper/ we´ll have a whopper/ but get me to the church on time.

Det er da også i kirkeligt regi, man møder den sang, der i dag måske mere end nogen anden forbindes med brylluppet: ”Det er så yndigt at følges ad” (1855). Grundtvig skrev ganske vist oprindelig sangen som en sølvbryllupssang; men med det tilføjede vers 5 er sangen i dag nærmest synonym med (kirke)bryllup: ”Hvert ægtepar som med kærlighed/ i Jesu navn holder bryllupsgilde/ skønt alt i verden går op og ned/ skal finde tidlig og finde silde:/ det er dog gammen/ at sidde sammen/ hvor arneflammen/ er kærlighed.”

Sange til brylluppet
Bob Dylan skrev i 1974 sangen ”Wedding song”, som bl.a. handler om kvinden i rollen som brud, men som især handler om jeg-personens uendelige kærlighed til sin udkårne – formentlig ingen anden end Bob Dylans hustru Sara. Sangteksten er så fuld af overstrømmende lovprisninger, at den næsten ligner en besværgelse eller en madonna-lovsyngelse, og det er måske heller ikke helt ved siden af; der er noget nærmest overjordisk over kærligheden mellem tekstens to personer. 

De to elskende er angiveligt som skabt for hinanden i en sådan grad, at det nok var forudbestemt, at de sammen skulle indgå i den hellige ægtestand: ”Oh, can´t you see that you were born to stand by my side/ and I was born to be with you, you were born to be my bride”. Sangen hedder ”bryllupssang”; men det bryllup, der er tale om, er vist snarere af metafysisk eller religiøs karakter end af verdslig art.

Dylans bryllupssang ville sikkert godt kunne bruges i forbindelse med et kirkebryllup, især hvis de lidt for højtravende lovprisninger blev nedtonet en smule, og hvis sangen fik tilføjet et par linjer om Gud. En anden kendt rocksang, som allerede er blevet brugt som bryllupssang, er Leonard Cohens ”Halleluja” (1984). I sin originale version er sangen måske lidt for kryptisk i sine formuleringer til rigtigt at kunne bruges som almengyldig sang ved et bryllup; men så kan man jo omdigte sangteksten, og det er netop, hvad præst ved Kongsted Kirke, Jeanette Capion, gjorde i 2008. Hør blot, hvordan en perfekt bryllupssang kan lyde: ”To alterlys, der brænder klart/ to mennesker, der giver svar/ og lover evig troskab til hinanden/ Nu bindes to i kærlighed/ og båndet er fuldkommenhed/ de siger højt et ja – et halleluja”. Flotte formuleringer her og i resten af sangteksten.

Ulf Lundell og Mikael Wiehe har begge skrevet sange, som siden deres tilblivelse er blevet fast inventar ved kirkebryllupper i Sverige. De to er ellers ikke mest kendt for deres sentimentale sangtekster; men til gengæld er de begge fuldblods romantikere, som man bl.a. kan høre det i deres bryllupssange. Lundells ”Kärleken förde oss sammen” (1989) er en smuk kærlighedssang, som passer fint til at blive spillet ved et bryllup – og det er den da også blevet rigtig mange gange: ”Hör du hur klockorna ringer?/ Tid att ta ännu ett steg/ min ring glimmar på ditt finger/ en kyss och sen börjar vår väg”.

Mikael Wiehes ”Mitt hjärtas fågel” (1986), som lå på Svensktoppen i et halvt år i 1987, har siden dengang fået status af halvofficiel bryllupssang, naturligvis primært fordi den udtrykker en uforbeholden kærlighed til den elskede: ”När du ser mej/ när jag finns i dina ögon/ då stiger mitt hjärtas fågel/ upp mot skyn”. Sangen blev i sin tid sunget af Björn Afzelius og forbindes lige så meget med hans navn som med Mikael Wiehes – men når sangen synges ved bryllupper, er det trods alt Wiehes navn, der står som forfatter til sangteksten.

Sange om brylluppet
Det mest udbredte tema i rocksangenes verden er kærlighed, og i 1960´erne, da rockmusikken og dens publikum endnu var teenagere, betød kærlighed som oftest noget med at kysse og holde i hånden. Den kødelige kærlighed mellem to mennesker var endnu ikke helt slået igennem som et passende team for unge lyttere, så sangteksterne havde som regel et meget uskyldigt præg. Det gælder ikke mindst for The Beach Boys´ sange, og pudsigt nok handlede flere af disse tidlige sange ud over kærlighed også om at blive gift – selv om de to ting dybest set ikke har så meget med hinanden at gøre.

Allerede i 1964 skrev Brian Wilson en sang om ægteskabet som den højeste form for lykke: ”We´ll run away”. Forældrene til de to unge i sangteksten siger, at de er for unge til at gifte sig, og at de ikke vil have noget at leve af, hvis de gør det alligevel. Men det spiller ingen rolle for de unge mennesker, bare kærligheden er stor nok: ”Our problems will be greater/ we´ll worry ´bout them later/ we´ll run away and get married anyhow”.

I 1965 indspillede gruppen så sangen ”I´m so young”, der igen handler om to unge, som gerne vil giftes, men som er for unge til at blive det: ”We want to get married/ but we´re so young/ can´t marry no one/ can´t marry no one”. Det er jo en ren tvangstanke med alt det gifteri; jeg mindes i hvert fald ikke selv, at jeg som teenager nogensinde tænkte på at blive gift – selv om jeg gik en del op i det med forelskelse og kærlighed.

I 1966 supplerede Brian Wilson de to ovennævnte sange med den formidable klassiker ”Wouldn´t it be nice”, som indleder The Beach Boys´ uovertrufne album ”Pet sounds”. Sangene på albummet repræsenterer et højdepunkt i gruppens karriere, og de kan da heller ikke undgå at gøre indtryk på enhver, der lytter til dem; men det er næppe i kraft af teksten til ”Wouldn´t it be nice”, at sangen i dag har klassikerstatus. Hør blot: ”Oh baby, then there wouldn´t be a single thing we couldn´t do/ we could be married/ and then we´d be happy/ Oh, wouldn´t it be nice?”. Tænk, hvis det var så enkelt: vi kunne gifte os, så ville vi være lykkelige. Det må vist være en amerikansk grille, at brylluppet skulle være det højst opnåelige i tilværelsen og en garanti for evig lykke.

Også Bruce Springsteen har på et tidspunkt i karrieren, nærmere bestemt i 1980 i forbindelse med albummet ”The river”, udkastet den tanke, at brylluppet skulle være den eneste rigtige løsning på jeg-personens ønske om at få et liv sammen med den attråede. Det sker i sangen ”I wanna marry you”, der dog adskiller sig voldsomt fra Beach Boys-sangene, bl.a. derved at den udkårne her er enlig mor til to børn. Derfor er det nok ikke så meget brylluppet som institution, der tillægges en betydning i Springsteens sang, som det er brylluppets signal om sikkerhed og tryghed i forhold til omverdenens udfordringer, der tænkes på, når jeg-personen udtaler, at han gerne vil giftes med den udkårne: ”Little girl I wanna marry you”.

   At ægteskabet i sig selv ikke er noget værn mod problemer og sorger dokumenteres til fulde i en anden sang på Springsteens album fra 1980, titelnummeret ”The river”. Tværtimod er brylluppet blot den eneste mulige udvej, når jeg-personen uforsætligt har gjort sin kæreste gravid, og vielsen fremstår da også udelukkende som en glædesløs konsekvens af de forudgående begivenheder. Det er vel meget sigende i forhold til The Beach Boys´ romantiske forestillinger om brylluppet som kulminationen på den evige kærlighed, at ægteskabet i ”The river” finder sted på rådhuset, og at der ikke er meget at råbe hurra for på dagen: ”No wedding day smiles/ no walk down the aisle/ no flowers, no wedding dress”.

   Brylluppet i ”The river” minder en del om brylluppet i en anden kendt sang om en borgerlig vielse, Gilbert O´Sullivans ”Matrimony” (1971). I O´Sullivans sangtekst er der heller ikke noget at grine ad for de to, der står over for at skulle indgå i den hellige ægtestand. De er ved at komme for sent til brylluppet, de har ikke inviteret deres forældre med til ceremonien, og når den finder sted på rådhuset, er det udelukkende for at spare penge: ”I know you dreamt about/ being walked down the aisle/ but think of the money we´ll save”. Ikke meget romantik over det bryllup; men hvorfor bliver de så overhovedet gift? Det er vel ikke nogen nødvendighed for at være sammen, ikke engang i 1971.

   Efter et par mindre festlige bryllupssange må det nok være på sin plads her at slutte af med en sang, som trods alt anerkender brylluppets rolle som den officielle bekræftelse på to menneskers store kærlighed til hinanden: Rodney Crowells ”Above and beyond” (1988). Her er der ingen tvivl om, at hvis bruden siger ja til gommen, er den evige lykke sikret. Det lyder således: ”Now I want to carry you off and marry you/ if you will agree/ And I´ll give you love/ that´s above and beyond/ the call of love/ and I´ll never ever make you cry”. Sådan skal et rigtigt ægteskabsløfte lyde!