Det grønne land

Da Erik den Røde omkring 982 rejste fra Island til Grønland, gik han i land på øens sydlige del, hvor der var mere grønt og frodigt end i Island. Derfor gav han landet navnet Grønland, hvilket formentlig også var et bevidst reklametrick, der skulle lokke nybyggere til fra Island og Norge. Planen lykkedes, og i de følgende ca. 500 år var Grønland ud over den oprindelige befolkning beboet af indvandrede nordboer.

I dag er Grønland stadig et eftertragtet område, men det er ikke på grund af de grønne græsningsarealer. Grønland har ganske vist stadig sin unikke natur at lokke med; men som det med al ønskelig tydelighed fremgår i disse dage, er Grønland primært interessant for andre end grønlænderne på grund af landets mange råstoffer og dets strategiske beliggenhed.

Hvad den utilslørede amerikanske interesse for Grønland ender med, må tiden vise. Meningerne om Donald Trumps bølleagtige krav på landet er delte, både i Danmark og i Grønland; men som historien allerede tidligere har vist i forbindelse med Grønland, skal hverken danskerne eller grønlænderne nok regne med at kunne diktere supermagten alt for snærende betingelser, hvis USA ønsker at udvide sine beføjelser i landet. Indtil videre er verdens største ø dog stadig en del af rigsfællesskabet, selv om Grønland i dag har udstrakt selvstyre.

Grønland i danske sange
Grønland optræder på forskellig vis i en række danske sange. Højskolesangbogen indeholder 6 sange om Grønland, heriblandt både landets officielle og uofficielle nationalsang, begge med melodi af Jonathan Petersen. Sangenes tilstedeværelse i den danske folkelige sangbog er et vidnesbyrd om Grønlands historisk nære tilknytning til Danmark.

Mere alment kendt end de 6 sange i Højskolesangbogen er dog sangene til DR´s julekalender i 1989, ”Nissebanden i Grønland”, som blev en enorm seersucces, og som siden 1989 har været den hyppigst genudsendte julekalender på DR nogensinde. Bl.a. Hans Dals iørefaldende musik til julekalenderen har nok været en medvirkende årsag til dens popularitet.

Mange danskere har i tidens løb glædet sig over og nynnet med på den fine ”Hundeslædesang” samt på hr. Mortensens sang om søløven Luffe (der i parentes bemærket har givet en del seere den fejlagtige opfattelse, at der lever søløver i Grønland). Men også de andre nissebande-sange om Grønland har helt sikkert været med til at understrege og styrke rigsfællesskabet.

Når man taler om danske sange, hvori Grønland har en hovedrolle, er det ikke til at komme uden om Kim Larsens og Bellamis to sange til bandets grønlands-single fra 1987, ”Vend kajakken”, med ”Sælhundens sang” som bagside. Sidstnævnte kan ganske vist kun høres på denne singleplade og er derfor langt fra så kendt som pladens A-side, ”Vend kajakken”, der kom med på Kim Larsens LP ”Yummi yummi” fra 1988.

Kim Larsen var i forvejen meget populær i Grønland, hvor han og hans band gav en del koncerter. Men det skadede nok ikke sangerens anseelse i Grønland, at han donerede overskuddet fra salget af grønlands-singlen til AAsivik-bevægelsen, der bl.a. forsøgte at forene den traditionelle grønlandske kultur og den moderne rockmusik. Så betød det nok ikke så meget, at Larsen og hans faste tekstforfatter Mogens Mogensen flere steder i deres sangtekst omtaler grønlænderne som eskimoer, selv om det allerede i 1987 var ved at være politisk ukorrekt at bruge denne betegnelse om den oprindelige befolkning.

Men meningen med såvel kajak-sangen som sælhunde-sangen var bestemt god nok og indeholdt et meget velment ønske om frihed og selvstændighed for grønlænderne. Hør blot linjer som disse: ”Når levebrødspolitikerne endnu en gang/ har sunget deres meningsløse sang/ så vender vi kajakken”. Eller hvad med disse linjer fra ”Sælhundens sang”: ”Når solen kommer tilbage/ og den mørke tid er forbi/ ja, så ka´ du tro, vi ska´ feste/ og vise alverden vi er fri/ Til dem som synes noget andet/ til dem jeg sige vil:/ Der var sælhunde her på Grønland/ længe før du og jeg blev til”.

Grønland i andre sange
Grønlandske sange på grønlandsk er et emne, som ligger uden for undertegnedes vidensområde, og som også er for stort til at blive behandlet i denne sammenhæng. Men måske jeg kan supplere ovenstående omtale af nogle danske grønlands-sange med nogle engelsksprogede sange, hvori Grønland spiller en rolle.

For det første er der hele den omfattende gruppe af folkesange, som man med en fællesbetegnelse kunne kalde ”Whaling ballads”, og som ganske ofte handler om (ikke-grønlænderes!) hvalfangst ved Grønlands kyster. Ewan McColl og A.L. Lloyd udsendte i 1962 et udvalg af disse ”whaling ballads” (med Pete Seeger på banjo og guitar), og blandt titlerne på LP´en finder man sange som ”The cold coast of Greenland”, ”Greenland bound”, ”Bonnie ship The Diamond” og ”Farewell to Tarwathie”.

Sidstnævnte sang, som bl.a. er indspillet af Judy Collins i 1970 på hendes LP ”Whales and nightingales”, indeholder følgende malende beskrivelse af det barske grønlandske klima: ”There is no habitation/ for a man to live here/ And the king of that country/ is the fierce Greenland bear”. Men trods de ugæstfrie forhold i det høje nord er jeg-personen i sangen alligevel straks klar til at begive sig af sted mod Grønland – for der er gode penge at tjene: ”I´m bound off for Greenland/ and ready to sail/ in hopes to find riches/ in hunting the whale”. Dengang var hvaler et efterstræbt råstof.

Det er længe siden, der var store penge at tjene på hvalfangst ved Grønlands kyster, og emnet er vel også en smule ømtåleligt i dag, hvor mange hvalarter er truede. I stedet for hvaler er det derfor i dag snarere klimabekymring, der er emnet for sange, hvori Grønland indgår.

En af de mest samfundsbevidste amerikanske rocksangere er Jackson Browne, som i mange år har kæmpet for miljøet i sine sange – og på anden vis. I sangen ”Leaving Winslow” (2014) er det bl.a. den hastigt smeltende iskappe i Nordøstgrønland, der bekymrer jeg-personen: ”I keep on hearing ´bout the disappearing ozone layer/ I keep on hearing ´bout the disappearing Greenland shelf/ I keep hearing all about the disappearing middle class/ I figure I´ll be doing some disappearing myself”. I sandhed foruroligende fremtidsudsigter.

Allerede i 1969 var gruppen Jefferson Airplane på banen med en sang, der kunne ses som en lille økologisk fabel om de voksende klimaproblemer. Det skete med sangen ”Eskimo blue day”, som ud at bruge det senere så forkætrede e-ord, ”eskimo”, også må anses som en noget forbeholden kritik af menneskets klimaødelæggelser. Men lidt har også ret, og den overordnede mening i teksten er god nok: mennesket skal tage bedre vare på naturen: ”Snow cuts loose from the frozen/ until it joins with the African Sea/ in moving it changes it´s cold and it´s name”.

A propos sange, hvori ordet ”eskimo” indgår, kunne man (u)passende her til slut nævne Bob Dylans sang ”Mighty Quinn” (1967) med de genkommende linjer: ”But when Quinn the Eskimo gets here/ everybody´s gonna jump for joy”. Der er dog ikke meget, der tyder på, at sangen skulle handle om Grønland eller om andre områder langt mod nord – eller om eskimoer, for den sags skyld.

Derfor er det nok ikke den rette sang at fremhæve i forbindelse med Grønland; men man kunne gætte på, at hvis Donald Trump skulle komme med et bud på en sang om nordboer, ville han muligvis nævne netop den sang. Det skal han heldigvis ikke.