Det smertefulde tilbageblik på barndommen

På lørdag har du chancen for at opleve fremførelsen af et af rockmusikkens største koncept-albums "Misplaced Childhood" når den skotsk fødte musiker Fish genopfører albummet live for sidste gang under koncerttitlen "Return to childhood".    Albummet, som har 30 års jubilæum i år, er hovedværket fra Derek William Dick alias Fishs oprindelige band Marillion. Gruppen kaldte sig oprindeligt Silmarillion efter Tolkiens bog af samme navn men senere omdøbte gruppen sig til Marillion.    Med bandets storladne symfoniske rock, der kombinerer synth-flader med guitardrevet rock, er der paralleller til Pink Floyd. Samtidig er der ikke mindst på de tre første og vigtigste albums fra Marillion - "Script for a Jester's tear" (1983), "Fugazi" (1984) og "Misplaced childhood" (1985) - tydelige elementer af prog-rock. Disse tre mesterstykker fra Marillion vækker minder om de tre centrale prog rock-albums fra Genesis - "Nursery Cryme" (1971), "Foxtrot" (1972), "Selling England by the Pound" (1973).  

"Misplaced childhood" - en selvbiografisk og kommerciel succes 

Albummet der i øvrigt blev en kæmpe succes - både kommercielt og i musikpressen - er den selvbiografiske historie om Marillions frontmand Fish og hans personlige kriser i kampen om at finde sig selv efter en barsk opvækst.   Netop denne selvbiografiske vinkel som "Misplaced Childhood" er i besiddelse gør at albummet også musikalsk set er en stærkt følelsesbetonet lytteoplevelse. Albummet veksler mellem storladne rock-baserede passager og nedtonede smukke melodiske passager hvor Fishs følelsesladede og dybfølte vokal kombineres med smukke instrumentpassager ofte bygget op omkring klaver og guitar.   

De store hits er ikke albummets højdepunkter

Ikke mindst to af numrene fra "Misplaced childhood" er de medvirkende årsager til at albummet blev en kommerciel succes: "Lavender" og "Kayleigh". Sidstnævnte nummer nåede en anden plads på den britiske hitliste. Samtidig var sangens kommercielle udbredelse medvirkende til at mange britiske børn i årene efter blev døbt "Kayleigh".    Der hersker ingen tvivl om at disse to hits var årsagen til den store opmærksomhed som albummet fik. Havde det ikke været for disse to numre havde albummet med dets eksperimenterende musikalske udtryk sandsynligvis aldrig nået den samme store kommercielle succes.    Alligevel vil det for de fleste lyttere som fanges ind i albummets smukke univers være de mere langstrakte og symfoniske musikstykker der står tilbage i hukommelsen. Eksempelvis musikstykket "Bitter suite" der er opdelt i fire satser. Her får musikken for alvor får lov at udvikle sig i takt med at Fishs følelsesladede vokal brænder igennem og dermed river lytteren ind i den ganske særegne stemning som albummet er i besiddelse af.    "Misplaced childhood" er i magasinet Classic Rock udnævnt som det fjerde største konceptalbum nogensinde, imens britiske Q Magazine havde albummet placeret som nr. 17 på listen over historiens største Cosmic Rock-albums i artiklen "Pink Floyd & The Story of Prog Rock".  

Fish forlader Marillion

Da Fish i 1987 vælger at forlade Marillion fortsætter de resterende medlemmer gruppen, men det bliver aldrig helt det samme igen. Ikke desto mindre udgiver gruppen med den ny forsanger Steve Hogarth i spidsen flere fremragende rock-udgivelser, heriblandt konceptalbummet "Brave". Men hjernen bag Marillion var indiskutabelt frontmanden Fish, som til næste år udgiver sit uigenkaldeligt sidste solo-album inden den 60 årige musiker lægger karrieren på hylden.    Hvis du ikke allerede kender Marillion kan det stærkt anbefales at dykke ned i gruppens tre første og største albums:

• "Script for a Jester's tear" (1983)
• "Fugazi" (1984) 
• "Misplaced childhood" (1985)