Det tunge skyts: 50 år med "The man who sold the world"

Den 4. november 1970 udkom David Bowies tredje studiealbum ‘The Man Who Sold The World’ i USA. De britiske pladekøbere måtte vente yderligere fem måneder på udspillet (10. april 1971), der kommercielt set ikke gjorde det helt store væsen af sig nogen af stederne, hvilket først skete, da Bowie et par sæsoner senere slog igennem som den androgyne rockafgud Ziggy Stardust.

I anledning af 50 året for ‘The Man...’ genudgives albummet under den oprindeligt planlagte titel ‘Metrobolist’ med et nyt 2020 mix foretaget af den daværende producer Tony Visconti, en sand lydtroldmand der altid forstår at få det optimale ud af de gamle originale masterbånd - det nye mix af titelnummeret lyder særdeles lovende og fremhæver diverse detaljer, der før ej helt kom til detes ret.

Pladeselskabet forkastede ‘Metrobolist’, med klar reference til Fritz Langs ‘Metropolis’ fra 1927, og ændrede i sidste øjeblik titlen til ‘The Man Who Sold The World’, hvilket absolut ej huede Bowie. Indholdet på 2020 lanceringen og 1970 originalversionen er dog nøjagtig ens i ditto rækkefølge.

Ud over producerrollen trakterede Visconti bassen på ‘The Man...’ og demonstrer pladen igennem sit virtuose håndelag på den firestrengede med tæft for at få bunden i musikken til at svinge. Det samme kan siges om den formidable guitarist Mick Ronson, der senere blev Bowies højre hånd som kapelmester og arrangør i backingbandet The Spiders From Mars.

Også trommeslageren Mick Woodmansey, hvis sprælske og bombastiske spil forlener albummet med den fornødne tyngde og dynamik, endte som en del af The Spiders. De tre nævnte udgjorde Bowies gruppe på det tidspunkt, der live og i studiet gik robust til vaflerne.

De i alt ni numre fra ‘The Man...’ pendler stilistisk mellem lettere psykedelisk folkrock over bluesrock til decideret hard’n’heavy med tonsetunge riffs, der leder tankerne i retningen af samtidige bands som Black Sabbath, Led Zeppelin og Deep Purple. Bowies treer lagde det mere hippieprægede og singer/songwriter agtige fra de to foregående plader udsendt i 1967 og 1969 på hylden for i stedet at spille med musklerne rent musikalsk.

Således pegede ‘The Man....’ frem mod, hvad der ventede Bowie fans i første halvdel af 70’erne, nemlig aggressiv glamrock samt mere udspekulerede kompositioner harmonisk som lyrisk. ‘The Man....’ kredser tekstmæssigt om emner som krig, vanvid, religion, fremmedgørelse, übermensch filosofi og højteknologi i et science fiction lignende set up.

Mørke skyer i ord og toner hang truende over pladen, der klart indikerede, at Bowies intellektuelle og litterære referenceramme allerede som ung mand i starten af tyverne var af betydeligt omgang. Aleister Crowley, Franz Kafka og Friedrich Nietzsche talte med blandt de forfattere og tænkere, der bidrog til Bowies tekstunivers på ‘The Man...’

Vokalt er han tilsvarende kompetent kørende; fra teatralsk tæft over det lavmælt gådefulde til fuld skrue på stemmebåndene, når hele ensemblet viste tænder med Ronsons rockspade upfront. Intelligens, instinkt og imponerende talent - Bowie havde hele pakken anno 1970 og lagde med ‘The Man....’ grundstenene til en unik kunstnerisk udvikling af uhyre sjælden karat i rockens historie.

Tillykke med de fem årtier til ‘The Man Who Sold The World’ og goddag til ‘Metrobolist’, der udkommer den 6. november, to sider af samme mønt i hver deres auditive gevandter. Uanset om man måtte foretrække ‘plat eller krone’ varianten, udgør de ni sange et samlet statement og album, der bør nyde status af en placering på første parket i Master Bowies fulde værkfortegnelse.