Dexter Gordon

Tenorsaxofonisten Dexter Gordon var manden, der omformede Charlie Parkers bebop-udtryk til tenorsaxofonen. Da han kom til Danmark i 1962 var han kun kendt af et fåtal, men da han flyttede tilbage til USA 14 år senere var han tæt på at være et ikon.

I jazzens opslagsværker kunne man på et ret tidligt tidspunkt læse om Dexter Gordon. Den to meter høje tenorsaxofonist fra Californien var manden, der mere end nogen anden enkelt musiker var årsagen til, at den bebop-musik, som fandt sin endelige udformning hos musikere som Charlie Parker, Dizzy Gillespie og Bud Powell, fik et tilsvarende udtryk på tenorsaxofonen. Det var i midten af 1940'erne, og Gordon var i de følgende 4-5 år både af musikerkolleger, publikum og presse anset for én af sin generations mest originale musikere på sit instrument. Indspilninger som "The chase", "The duel" og "It's the talk of the town" fra 1947 (de findes alle på Spotlite-cd'en Dexter Gordon on Dial) viser hvor smukt og helstøbt han har assimileret sine inspirationskilder. Det er ikke for meget at kalde den 25-årige Dexter Gordon for en stilskaber.

1950'erne

De gode år varede dog ikke ved. Fra starten af 1950'erne var cool-jazzen i fuld gang med at skubbe Gordons musik ud på et sidespor. Og kombineret med hans narkotikamisbrug medførte det at han hurtigt gled ud af publikums synsfelt. Størstedelen af 1950'erne tilbragte Gordon i fængsler og på afvænningsinstitutioner. I en kort periode på fri fod indspillede han dog et par udmærkede plader, som viste at han i kreativ henseende ikke var gået bag af dansen.

1960'erne

Men det var et besøg i New York i 1961, der bragte Dexter Gordon tilbage på jazzens landkort. Efter nogle vellykkede jobs fik han kontrakt med det velrenommerede pladeselskab Blue Note. Det resulterede i et par usædvanligt helstøbte og vitale plader, Doin' alright og GO! og med dem i bagagen påbegyndte han et gæstespil i London i slutningen af 1962. Få uger efter spillede Gordon i København, og det var både fra hans og fra publikums side tæt på at være kærlighed ved første blik. Der gik kun kort tid, så havde Gordon lejlighed i København og hyppige jobs i Jazzhus Montmartre i Store Regnegade. Ind imellem tog han en tur tilbage til USA for at indspille plader, indtil 1965 for Blue Note, senere for Prestige/Fantasy. Blandt de første kan fremhæves Gettin' around og Our man in Paris og af de senere The tower of power og The panther. Nok så væsentlige er dog en række optagelser fra 1964, oprindelig radioudsendelser fra Jazzhus Montmartre og senere udsendt af det danske selskab SteepleChase. De viser Gordons fuldt udfoldede vingefang med den store, varme tone, den næsten selvantændende energi i de hurtigere numre og en betagende blanding af det maskuline og det følsomme i de langsomme ballader.

De sidste år

I midten af 1970'erne var det som om det amerikanske jazzpublikum omsider fik ørerne op for kvaliteterne i den modne Gordons spil. Efter et succesfuldt gæstespil i New York i 1976 flyttede han tilbage til USA og dannede en permanent gruppe, med hvilken han turnerede "worldwide" med stor kommerciel succes. Det lader sig dog ikke skjule, at der i de følgende år undertiden var noget mekanisk eller træt over hans musik, og op igennem 80'erne havde han perioder med sygdom og inaktivitet. Et smukt minde fik han dog sat sig med sin delvis selvbiografiske rolle i Bertrand Taverniers film Round midnight fra 1986.

For dansk (og europæisk) jazz var Gordons betydning stor: mange musikere har krediteret ham for at lære dem noget om, hvordan rytmegrupper ikke bare spillede, men også spillede sammen og bakkede en solist op på den bedste måde. Og når vi idag hører eller genhører hans musik må man uundgåeligt tænke på det som en gave, at vi igennem adskillige år havde mulighed for at høre ham næsten i tide og utide.

Dexter Gordon døde i 1990, 67 år gammel, men pladerne har vi stadig. De er, ihvertfald i overført forstand, uopslidelige.