Dobbelt af alt det bedste!

Wien! 
Byen, hvor Mozart levede – og selv dirigerede førsteopførelsen af sin opera ”Die Entführung aus dem Serail”. Auf Deutsch, bitte! For nu ønskede kejser Josef d. 2., at opera skulle være på tysk som modvægt mod alle disse populære italienske operaer.
Og siden 16. juli 1792 har ”Bortførelsen fra Serailet” været opført på alverdens operascener.

Langt borte
Handlingen er henlagt til et sted på Tyrkiets kyst, hvor pashaen Bassa Selim har fanget Constanze, hendes kammerpige Blonde og tjeneren Pedrillo. Hertil ankommer Belmonte, Constanzes forlovede, for at befri dem.
Vi møder Osmin, Bassa Selims førstemand. Han gør, hvad han kan for at opretholde ro og orden.
Vi oplever forviklinger omkring den dér besværlige kærlighed: Hvem er tro mod hvem – og ikke. Og hvorfor? Naturligvis med en slutning i fryd og gammen, hvor den ægte kærlighed overvinder alt.

Ung klang
Denne tirsdag aften på Staatsoper i Wien er det et ungt sangerhold, der er på scenen. I sidste øjeblik kommer der desværre en ændring. Jeg havde glædet mig til supertenoren Sebastian Kohlhepp. I stedet får vi Hiroshi Amako i den krævende rolle som Belmonte.  
Forestillingen er i Hans Neuenfels’ iscenesættelse med den interessante dobbeltbesætning: De fem store sangroller bliver dubleret med fem skuespillere til at klare den megen talte tekst, som der er i Bortførelsen. Mozart kaldte heller ikke sin komposition for opera, men ein Singspiel, et syngestykke. 
Og dette er et syngestykke, hvor vi virkelig får præsenteret mange genrer fra samtidens musikverden.

Holberg?
Selvom det foregår orientalsk, er det vores kendte arketyper Leonard og Leonora, Henrik og Pernille fra Holbergs verden, vi møder.
Desuden er her som nævnt den imposante tyrkiske pasha Bassa Selim og hans tro og morsomme tjener og fangevogter Osmin. En karikeret og morsom rolle, som også figurerer ofte hos Holberg. 

Den slanke Mozart
”Bortførelsen fra Serailet” er et omfattende stykke med mange, mange noder. Historien fortæller, at kejseren sagde til Mozart, at der var alt for mange noder. Hvortil Mozart frejdigt replicerede: ”Der er præcis så mange, som der skal være.”

Og dem får vi hver og een denne milde oktoberaften. 
Fra den fængende ouverture til det sidste, velsmurte tutti-optrin. Med et velklingende og slankt orkester sikkert dirigeret af Ivor Bolton. Især slankt i de høje strygere; jeg havde nok forventet flere violiner. Men balancen holder fint, messingblæserne formår at spare på fortissimoen.

Dobbeltsyn. Og -sang
Første mand på scenen er Belmonte – sunget af den unge Hiroshi Amako, der kom på plakaten her til morgen. Ganske vist fast medlem af operaens faste ensemble, men ny i denne rolle. Som han klarer med bravour, selvom hans yderst lyse og transparente klang i mine ører klinger mere til barokmusikken.
Men han er ikke bare første mand. 
For der altså to Belmonter. Og to Constanzer. Og to Blonder, to Pedrilloer og to Osminer. Dette herlige trick er med til at løfte komikken og flowet i operaen. For det bliver ikke kun ved en stringent opdeling mellem sangrollen og talerollen. De to dubletter får mangen en god dialog med sig selv. 
I begyndelsen virker det lettere overvældende, men hurtigt er vi med på galskaben. 
Ved hvert tilskuersæde findes en lille skærm, der i realtid giver teksten på det sprog, vi vælger. Det giver rigtig god mulighed for at følge med, selvom scenens skuespillere har en klokkeklar diktion.

Snakker med mig selv
Forestillingens tre timer føles ikke for meget, for der er sandelig gang i den. Og ekstra gang i den med skuespillet i skuespillet, når hovedpersonerne har morsomme dialoger med sig selv. Så er det vel egentlig monologer?

Som vanligt sparer Mozart ikke på sine sangeres formåen. Især Constanze har artistiske arier, som den unge, spanske sopran Serena Sáenz klarer uforfærdet kombineret med en sikker sceneoptræden. 
Helt fortjent høster hun også det største bifald ved fremkaldelserne. Men også de to tjenestefolk Pedrillo og Blonde, sunget af tenoren Lukas Schmidt og sopranen Florina Illie, synger deres arier sikkert.
Først mod finalen høres en kvartet med alle fire, og her findes balancen også trods Amakos knap så overbevisende stemme. 
Osmin synges af bassen Ante Jerkunica. Og det er en rigtig kælderbasstemme; jævnligt fyldes rummet af det dybe D. Jerkunica synger overbevisende stålsikkert, og han formår at fylde den komiske rolle, så den bliver på den smalle knivsæg, han hverken overdriver eller underdriver. 

Kun to gange i løbet af de tre timer hører vi koret. Da Bassa Selim kommer hjem med sine folk fra et erobringstogt. Og i finalen, hvor hele ensemblet og koret priser den sande kærlighed. Ja ja, der er sandelig også megen sang i de fem solister, så det er i orden med det sparsomme kor. Måske har Mozart været i tidsnød?
Pashaen Bassa Selim er faktisk også en hovedrolle. Men her er der ikke dubleret, for rollen er skrevet som en talerolle. Som skuespilleren Marcus Bluhn udfylder med stor autoritet. Bluhn blev allerede opdaget af aftenens uortodokse iscenesætter Hans Neuenfels i 1988. Han har haft denne rolle i utallige opførelser, og selv i finalens deklamation af et intenst digt af den romantiske, tyske digter Eduard Mörike når han bagerste balkon.

Fortid og nutid
Selvom dette syngestykke fra 1792 indeholder kedelige klichéer om barbariske østerlændinge og noble vesterlændinge, får vi også præsenteret kvinderne med frie og stærke viljer, som viser en tætbunden søstersolidaritet indbyrdes. Og med eget alter ego.
Og vi ved det jo godt: Størst af alt er kærligheden.

Den smukkeste musik. Overbevisende sangere. Og et imponerende og smukt musikhus med 2.000 engagerede tilhørere i stadstøjet.

Det er altid en stor fornøjelse at høre musik af W.A. Mozart. Og når vi så her får interessant opsætning, velsyngende sangere og fantastisk musikhus, er der kun at sige:
BRAVO