Døden er en håbløs idé

Da rockmusikken var ung, var der ingen, som tænkte på, at de en dag kunne blive gamle. ”Hope I die before I get old,” sang The Who i ”My generation”, der nærmest havde karakter af en programerklæring: vi er unge, og det vil vi blive ved med at være. Lige præcis i forbindelse med The Who er der den lidt ironiske krølle på sagen, at to af gruppemedlemmerne faktisk døde, inden de blev gamle; men det er en anden historie end den, jeg har fat i her.

Efterhånden gik det op for rockmusikerne, at de faktisk blev ældre og ældre og risikerede en skønne dag at være gamle – lige som deres kolleger inden for jazz- og bluesmusikken, som i rigt mål fortsætter med at gøre det, de er bedst til, når de bliver gamle: nemlig spille musik. En del rockmusikere er faldet fra undervejs, og mange er ældet med ynde – selv om der også er nogle, som ikke er helt tilfredse med situationen. I 1996 sang Ulf Lundell lidt desperat i sangen ”Levande och varm”: ”Jag saknar min ungdom / jag vill inte bli gammal.” Senere i samme sang lyder det dog noget mere realistisk – og også mere resigneret: ”Ingen kan bli ung igen.”

Mikael Wiehe

Mikael Wiehe har også engang været en ung himmelstormer med fremtiden foran sig, og ligesom medlemmerne i The Who har han oplevet at se flere af sine musikervenner fra ungdommen dø. Heldigvis er der ikke noget, der tyder på, at han har tænkt sig at holde op med at spille musik af den grund, og som det fremgår af hans seneste udspil, Portvakten (fra november 2017), forsøger han også løbende at tilføje nye elementer til sin musik – i dette tilfælde nogle moderne danserytmer til at supplere de mange viseagtige sange, som normalt er Wiehes varemærke.

Samtidig ser det ud til, at Wiehe forsøger at acceptere tingenes tilstand – nemlig at man ikke kan undgå at blive ældre, og at alternativet er værre. På hans fem år gamle udgivelse, En gammal man, hed det således i titelnummeret: ”Ja, jag vill bara va en gammal man / som håller huv'et kallt och hjärtat varmt / som tror på solidaritet och kamp / och som är glad att va en gammal man.” Og et andet sted i sangen hedder det bl.a.: ”Det är klart att jag ser det i spegeln / att åren har rasslat förbi / och vågar jag titta tillbaka / så ser jag det som har blivit miit liv.” Mikael Wiehe er tilsyneladende ved at indstille sig på, at han er kommet op i årene – og han forsøger at forsone sig med tanken.

Til den nye Portvakten har Wiehe skrevet sangen ”Leva tills jag dör”, og her er han blevet en smule mere direkte i sit ordvalg i forhold til det at blive gammel. Dels fortæller han i teksten til sangen, at han ikke har tænkt sig at opgive ævred og indstille karrieren, bare fordi han er blevet gammel: ”Jag tänker varken släppa taget / eller ge upp och lägga ner. / Tll allra sista andetaget / ska jag va med i det som sker.” Men ikke nok med, at den gamle musiker har tænkt sig at blive ved med at arbejde, han har heller ikke tænkt sig at stille træskoene foreløbig. Det er man godt nok ikke selv herre over; men man kan da kæmpe imod så længe som muligt: ”Mitt liv är fyllt av fröjd och gamman / Jag tycker döden verkar trist. / Om vi nu alla ska den vägen vandra / så kan jag gärna vandra sist.” Sådan!

Bjørn Eidsvåg

Mikael Wiehes oprør mod tanken om at skulle dø bliver dog overtrumfet af en af hans kolleger fra Norge, Bjørn Eidsvåg, som på sin hidtil seneste cd, Far faller fra 2013, har skrevet om den kommende død i sangen ”Eg vil ikkje dø”. Allerede titlen fortæller jo med al ønskelig tydelighed, hvad sangen handler om: ”For ein håplause idé / at me ein dag ska bli borte/ her ska Gamle-Erik møta kraftig motstand/ me ska aldrig legg oss ned/ det e livet altfor kort te/ og fra forfallet og døden tar me avstand.” Selv om det pudsige norske sprog måske ind imellem kan gøre indholdet en smule svært at forstå, er der vist ingen problemer med at gennemskue sangtekstens budskab: Jeg vil ikke dø. (Gamle-Erik er i parentes bemærket et udtryk, der kan bedst oversættes med ”Den Onde Selv”).

Men ikke nok med, at Bjørn Eidsvåg ligesom Mikael Wiehe tager afstand fra døden. Han går et skridt videre end Wiehe og indgiver ligefrem en direkte protest over, hvad han finder både ubehageligt og urimeligt: det alt for korte liv og den alt for lange død. ”Tid e det me miste mest av/ og som me aldrig får tebake/ og at vår tid her e så kort, e ingen fest/ eg har ikkje lyst te å dø/ eller å mista venner, barn eller make/ så eg levere herved inn ein skarp protest”. Man må nok sige, at tonen er skærpet noget i forhold til Mikael Wiehes mere lavmælte beklagelse over livets korthed. Om det hjælper noget er ikke til at sige; men Eidsvåg har jo som tidligere præst ret tætte forbindelser til de højere magter, så mon dog ikke …

Lån Mikael Wiehe og Bjørn Eidsvåg fra dit nærmeste bibliotek