dummy

Dorte Hygum Sørensen: Rock

8-10-2018
Peter Elmelund
Anmeldelse

Undertitlen er Fra rhythm'n'blues til mash up - og bagsiden fortæller, at det er "rockens evolutionshistorie". Det er jo noget af en mundfuld - på godt 300 sider, hvoraf ca. 1/3 er billeder.

Dorte Hygum har udvalgt 50 store navne fra de sidste 50 års internationale rockmusik, og hver har fået tildelt to til seks sider. Derudover er der en "2. division", hvor ca. 120 navne omtales i mindre "fakta-bokse".

Til hvert årti har forfatteren skrevet en side om årtiet generelt og en side om rockens udvikling i samme periode. Selvom der ikke kommer noget nyt for de fleste, er det rigtigt rart med et sådant overblik. Rock er et dejligt kalejdoskop af vores sidste 50 års historie - en bog, som det er rart at bladre i - "nå ja, det var jo sådan, det var ..."

For som genre er det jo hverken leksikonet eller den personlige øjenvidneskildring. Hvis det decideret er facts, der søges, er internettet uovertruffent. Og vi er da en del, der har diverse rockleksika stående - måske er de nu i sommerhuset ... Politikens og Jan Sneums rockleksikon fra 2004 er en guldgrube af oplysninger.

Udvælgelsen og beskrivelsen af de 50 navne må have været et kæmpe arbejde; og i det store og hele er jeg enig med udvælgelsen. Men at Procol Harum ikke er blandt de halvtreds udvalgte, ser jeg som en stor fejl! Gruppen slog igennem med "A whiter shade of pale" i 1967, og hermed startede en lang karriere med pompøs rock med elementer fra den klassiske musik - og med lyriske tekster, som er mere end "She loves you". Gruppens vigtigste periode var begyndelsen af 1970'erne, hvor pladen Grand Hotel  fra 1973 er en uundgåelig klassiker. Rigtig mange musikere har vedkendt sig deres inspiration fra Procol Harum. I Rock bliver Procol Harum kun nævnt i forbifarten sammen med King Crimson og Emerson, Lake & Palmer.

Hele funk/jazz-området får heller ikke mange linier. Jeg mener, Chick Corea, Herbie Hancock, Weather Report havde fortjent en større rolle i rockens historie.

Danmark er et lident land - også rent rockmusikalsk. Af danske navne er kun Aqua fundet værdig til at blive nævnt - i selskab med Spice Girls og Backstreet Boys - fair nok. Den danske bluesguitarist og -sanger Peter Thorup nævnes også - som samarbejdspartner med Alexis Korner.

Og skal vi så ikke lige slå fast, at Bo Diddley altså ikke var truckfører, selvom det også nævnes i Jan Sneums Verdensrock og Politikens rockleksikon. Truck driver er altså det, vi på dansk kalder lastbilchauffør ...

Det er trods alt småindvendinger; Rock - fra rhytm'n'blues til mash up er et vigtigt dokumentationsbidrag til at styre det ustyrlige begreb, som hedder - rock.

Bestil bogen hos dit nærmeste bibliotek