Dunkel, men dragende Dylan

For 26 år siden ændrede Bob Dylan-koncerten Horsens’ image. En intimkoncert med koryfæet var begyndelsen på eventyret om Horsens som kulturby – og ikke blot fængselsby. 
Den gang var der få hundrede tilhørere på Horsens Teater.

Denne onsdag aften gæstede His Royal Bobness – Bob Dylan - igen Horsens. Men nu i Horsens Arena med knap 4.000 udsolgte pladser.

En koncert med Bob Dylan er uforudsigelig. Jeg havde en stor oplevelse med ham på Roskilde Festival 2019.
Nu er han blevet 85 år, men turnerer fortsat. Og spiller på denne koncert cirka hver anden dag. Første koncert var lørdag i Oslo, mandag i Göteborg og nu i Horsens. Tre skandinaviske lande i rap, inden turneen fortsætter til Tyskland.

Da jeg hørte Bob Dylan på Roskilde Festival, var det en venlig, smilende og udadvendt kunstner. Og med en nogenlunde fast sætliste aften efter aften.
Nu er han vendt tilbage til tidligere tiders uforudsigelighed. Starten af numrene lyder nogen gange, som om hans medmusikere heller ikke ved, hvilket nummer, mesteren er startet på. Det får os sandelig op på de topkoncentrerede mærker.

Bob Dylan?
Denne aften starter med en længere instrumental introduktion med de to guitarister Joel Paterson og Mike Seal, bassisten Tony Garnier og Anton Fig på trommer. Mike Seal er ny i dette bandsammenhæng. Splinterny, hans tredje koncert. Det må undskylde, at der foran ham står en nydelig nodepult med tilhørende lys. Det er altså et sjældent syn med noder på scenen til verdensnavne.
Til begejstrede klapsalver fra det dedikerede Dylan-publikum træder Bob Dylan ind bag sit klaver og synger ”To Be Alone With You”. Uha, vokalen ligger sandelig langt tilbage i lydbilledet. Det bliver heldigvis bedret.
Ikke eet talt ord hører vi fra mesteren. Der oven i købet er formummet i trøje med hætte, der er trukket godt ned over ansigtet. Og her er ingen storskærm. 
Så er det virkelig Bob Dylan? 

Klar
Især i koncertens mere stille numre hører vi en klar, distinkt stemme. Renere, tydeligere, end vi har hørt Dylan i årtier. Sangen ”Girl From the North Country” hørte vi som duet med Johnny Cash på det glade album ”Nashville Skyline”. En plade, hvor Dylans stemme havde lysnet sig. Med en ligetil baggrund: Dylan havde kvittet smøgerne. 
Her 55 år efter får vi en version, der binder en fin sløjfe til originalen. Nu i cis-dur, minsandten en tone højere end originalen fra 1963. Sjældent, at transponeringen går dén vej!. Sangen høster fortjent tydelig anerkendelse fra publikum.

Nye ord
Det er ikke uventet de mere kendte numre, der modtages med størst glæde. 
”Tangled Up In Blue” har ifølge medierne været et højdepunkt i de sidste to koncerter. 
Dylans tekster er ordrige, kringlede, fabulerende. Og ja, han fik Nobelprisen i litteratur. Men jeg indrømmer gerne, at det altid har været hans musik, der har fascineret mig mest. Det gælder også denne aften, hvor sangene får nye arrangementer og til tider pudsige akkompagnementer fra klaveret. Dylan spiller med en egen rubato, som musikerne hænger på efter deres bedste evne. 
Og ordene spyttes ud. Ord, der ikke alle når mig på sidebalkonen. Men de mange Dylan-kendere kan teksterne, og jeg tvivler ikke på, at de også i aften får to nye vers på ”Tangled Up In Blue”. Vers der igen og igen er fremhævet på alverdens Dylan-medier.

Swing og uswing
Vi får en aften i den sumpede blues’ tegn. Når numrene kører en steady puls, svinger det helt vildt. Det kniber mere, når Dylan slår sig i tovene. Især i de recitative indledninger fra det hakkende klaver, som musikerne hen ad vejen får fodslag med. Jeg tænker altså bodegablues. 
Men den rigtige stemning er der. Efter et stykke tid er vi alle indlemmet i Dylans menighed, og vi modtager med taknemmelighed. 
Vi kender præmisserne; der er én, der bestemmer. Og her er ingen gåen publikum i møde. Take it or leave it.
Bob Dylan sparer denne aften på mundharmonikaen. Kun i en enkelt sang får vi en typisk dylansk mundharmonikasekvens. Tak for det; det var mere end nok for mig.

No photo
I flere år har der været fotoforbud til Bob Dylans koncerter. Alle telefoner blev ved indgangen pænt deponeret i en lille, lukket pose; farvel kære mobillos. En sjælden og dejlig nærvær – jeg får dejlige minder om ungdommens koncerter, hvor vi labbede musikken i os direkte. Uden de i dag uundværlige mobiltelefoner. Det kan lade sig gøre – prøv det selv.
Så billeddokumentationen er verdensomspændende fraværende, når det gælder Bob Dylan. I får derfor et billede af et onsdagsvådt Horsens Forum…

Tak for mangfoldigheden
Tidligere på året hørte jeg en anden 85-årig. Og også en musiker, der har haft betydning for verdens popmusik. En diametralt modsat entertainer, der formår den gode, organiske dialog med os alle: Paul Simon i Royal Albert Hall.  To forskellige herrer, der viser musikkens allerbredeste spekter. 
Og vi vil ikke undvære nogen af dem. 
Trods den evige kritik af Dylans mutte attitude formår også han at fylde alle verdens koncerthuse. Så ja, han kan noget – han rører, han rykker, han drager.

Bob Dylan!
Og ja: Vi tror på, at det er Bob Dylan, vi har oplevet denne dunkle onsdag aften. En stor oplevelse med kendte præmisser. 
Dog nok ikke kendt af alle, i den sidste halve time var der en del, der forlod Forum. Og vi kan læse en del skuffende kommentarer på de sociale medier. Med de forventelige modkommentarer: Hey, sådan er mesteren Bob Dylan.
Sidste nummer er den grandiose ”I Shall Be Released”. Den synges oppe i den originale toneart A-dur, som Dylan nagler rent. 
Herefter træder Dylan minsandten et par skridt frem og giver et diminutivt buk, inden han forlader salen. Vi klapper og klapper. Men i aften får vi intet ekstranummer modsat de to tidligere koncerter. 
Okay så. Men vi har oplevet en unik mester. 
Måske er det sidste gang?
Tak for din sang, Bob.

I får aftenens spændende sætliste. Der er på nettet uenighed om rækkefølgen, men her er, hvad jeg hørte:

1. To Be Alone With You 

2. Blind Willie McTell 

3. It Ain't Me, Babe 

4. Tryin' to Get to Heaven 

5. False Prophet 

6. I Can Tell 

7. Black Rider 

8. Tangled Up in Blue 

9. When I Paint My Masterpiece 

10. Girl From the North Country 

11. Crossing the Rubicon 

12. Soon After Midnight 

13. Spirit on the Water 

14. Under the Red Sky 

15. I've Made Up My Mind to Give Myself to You 

16. Goodbye Jimmy Reed 

17. I Shall Be Released