Genrer


Eddie og Oscar - Bent Fabric og Jeff Beck ... Det er Grammy-tid
Her i februar er det igen tid for den årlige amerikanske musik-event: Grammy-uddelingen. I år, nærmere bestemt den 12. februar 2012 er det den 54. af slagsen. Det betyder altså at den første Grammy blev uddelt i 1959, men for musik der var udkommet i '58.
Fra "Eddie" til "Grammy"
Gennem tiderne er Grammyen blevet sammenlignet med filmens store pris "Oscar"-en, omend denne har en del flere år på bagen. Den første Oscar blev uddelt i 1929 - altså hele 30 år tidligere end Grammyen. Oprindeligt var navnet en "Eddie" i spil som pendant til "Oscar". Navnet var tænkt som en hilsen til fonografens opfinder Ths. Edison, men man valgte at ære selve grammofonen og endte altså med at kalde prisen en "Grammy".
"And the Grammy goes to..." Men hvordan er man havnet der?
Grammy-prisen uddeles af den amerikanske musikorgansation National Academy of Recording Arts and Sciences (NARAS). Nominering og kåring sker på baggrund af indstillinger fra en række pladeselskaber og i princippet også enkeltpersoner. Der må alene ligge kunstneriske og kvalitative krav til grund - der må altså ikke skeles til salgstal og den slags... Indstillingerne gennemgås af mere end 150 musikeksperter der chekker om formelle krav, genrerinddeling m.v. følges og overholdes, og ud fra den liste, eksperterne når frem til, vælger og stemmer så akademiets medlemmer.
Best album, Best artist, Best liner notes, best cover artist, best - best - best
I 2012 skal der uddeles priser i ikke mindre end 78 kategorier - men selvfølgelig er nogle mere eftertragtede end andre. Man taler således om, at de fire mest prestigefyldte katogier er hhv. album, record og song of the year samt "best new artist". Selvom man kan synes, at 78 er mange kategorier, har listen tidligere været oppe på ikke færre end 109. Denne reduktion er bl.a. foregået ved, at nogle kategorier er slået sammen . Man skelner f.eks. ikke længere mellem best male/female singer og den måske lidt perifere "best polka" mistede sin egen kategori i 2009...
Bent Fabric og de andre
Gennem årene er en række danskere blevet nomineret. Selvom der ikke er så meget ståhej omkring det, som når f.eks. en Susanne Bier nomineres til en "Oscar" er det alligevel et flot skulderklap. I 1962 - altså mens Grammyen stadig var et relativt nyt fænomen - blev Bent Fabricius Bjerre - i udlandet kendt som Bent Fabric - nomineret i kategorien "best rock'n'roll recording" for nummeret Alley Cat!!...måske ikke lige den kategori man ville placere dette numer i idag. Til sammenligning kan man se, at i 2010 var nomineringen i den tilsvarende kategori Jeff Beck med nummeret Hammerhead. Det er unægteligt sket noget med musikken i den mellemliggende periode...
I nyere tid har andre danskere været i spil. F.eks. blev Oh No Ono i 2011 nomineret for coveret til albummet Eggs, i 2010 var Anders Trentemøller nomineret for bedste remix - hans remix af Franz Ferdinands No you girls og i år er både Michala Petri, Ars Nova Copenhagen og DR's big band indstillet til priser.
Er det kun hits eller hvad?
I og med at der uddeles priser i mange, mange kategorier kan der i sagens natur ikke kun være tale om hits. Men man kunne måske nok påstå, at der f.eks. i år er en vis overvægt af hvad man kan kalde radio-hits, i hvert fald i de populære genrer. Man ser i kategorien "Record of the year" nomineringer til både Adele for nummeret Rolling in the deep og Bruno Mars for nummeret "Grenade". Bon Iver er nomineret i kategorien "best new artist" og i kategorien"best pop solo performance" finder man navne som Lady Gaga og Pink. Et lidt gemt hit, en coverversion af Gnarls Barkleys hit "Crazy" finder man på albummet The road from Memphis fra Booker T. Jones. Dette album er nomineret i kategorien "best pop instrumental album". Men længere nede på listen finder man de - i hvert fald i bredere kredse - mere ukendte navne og genrer. F.eks. en Chris Tomlin i kategorien "best gospel/contemporary Christian music". Ikke en genre, der har den store (mediemæssige) bevågenhed herhjemme, ligesom "tropical latin" nok ikke er en genre, der dyrkes meget på disse breddegrader...
Langt nede på listen finder man de mere "nørdede" kategorier, f.eks. "best album notes" og "best engineered album, non classical" og man finder også kategorien "best historical album". Og ja - her er tale om albums med et historisk perspektiv mere end det (hit)aktuelle. I år er det næsten et deja-vu, for igen er Elvis Presley og Poul McCartney i konkurrence med hinanden. Denne gang for hhv. boxsættet Young man with the big beat: The complete '56 Elvis Presley masters og genudgivelsen af Wings' Band on the Run .
Et par kuriøsiteter her til slut
Grammyens verden er stor, og man kan sagtens gå langt dybere ind i den. Dér kan man f.eks. få at vide, at nuværende præsident Obama i 2007 vandt en Grammy for indlæsningen af sin egen bog, Dreams from my father. Man kan også få at vide, at selve statuetten, der overrækkes ved ceremonien, er genbrug, idet dén, som kunstnerne egentlig skal have, afventer indgravering... Sådan er der jo så meget. Og skulle man have lyst til at høre noge af de seneste års nomineringer, og ikke orker at søge dem alle frem selv, er der en række albums, Grammy Nominees.