Genrer
Elton John: Captain Fantastic and the Brown Dirt Cowboy
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste. Dette er nr. 158
Jeg kan godt lide den simple Elton John, der er nede på jorden. Ja, en sådan Elton John er svær at forestille sig i dag, men sådan var han på plader som Tumbleweed connection og Elton John i starten af 1970’erne. Han begyndte at flirte mere med glam-rock, som årene gik, og i 1975 tog han springet: han valgte at kalde en plade noget så latterligt som Captain Fantastic and the Brown Dirt Cowboy. Jeg har hørt visse kalde det en af de værste albumtitler nogensinde, og ja, det lyder næsten som en Elton John-parodi, men jeg synes, det er en morsom og gribende titel. Og den udstråler også, hvilken retning, John tog med denne plade. Han holder sig sjældent tilbage, og han er ikke bange for at bruge fjollede vendinger som “It’s party time for the guys in the tower of Babel” og så dybtfølte overdrivelser som “Someone saved my life tonight, sugar bear”. Det er faktisk svært at nævne en bedre Elton John-plade, der er udkommet sidenhen.
Elton John gør intet halvt på Captain Fantastic and the Brown Dirt Cowboy. Alle numrene emmer af ambition og excentricitet. Albummet virker lidt inspireret af The Who, som John jo arbejdede sammen med til filmen Tommy, hvor John opfører "Pinball wizard". Den vekslen mellem det dybe og det fjollede, som hele den film er bygget op omkring. For selvom han er fjollet og overdreven her, lyder hans følelser stadig oprigtige og vigtige, og hvis det ikke er imponerende, så ved jeg ikke, hvad er. Når du sætter Captain Fantastic and the Brown Dirt Cowboy på for første gang lægger du dog nok mærke til, at den ikke starter med at lyde så excentrisk og storladen igen. Dens åbnings- og titelnummer begynder som et simpelt country-nummer, og efterhånden udvikler det sig til den storladne lyd, som albummet i højere grad kendetegnes ved. Udviklingen er derfor tydeligere, da John selv jo har lavet meget country-præget musik, navnlig på Tumbleweed connection. På titelnummeret får vi da nærmest hele Elton Johns udvikling på lidt under 6 minutter.
Den generelle kvalitet på pladen er rigtig god. De fleste af sangene er enormt kraftige, fængende og mindeværdige. De svagere kort på hånden er nok de to sidste sange, "We all fall in love sometimes" og "Curtains". De er mere melankolske og sentimentale end de andre sange, men selvom de ikke er særlig fængende eller stærke uden resten af albummet, ender de med at være en smuk måde at afslutte pladen på. Det er nok en smukkere afslutning end på nogen anden Elton John-plade. Der er også meget variation på pladen. Sangene er ikke blot alle gode, de er alle unikke, og det gør, at pladen konstant serverer dig noget uventet. Det gør også pladen meget holdbar. Jeg er meget glad for Elton John, og et af hans fineste albums er uden tvivl Captain Fantastic and the Brown Dirt Cowboy. Den har så meget identitet, så meget farve og så meget liv, at den kan tåle talrige gennemspilninger. Alle sange er smukt skrevet og karismatisk opført. Det er ikke til at stå for.
Lån Captain Fantastic and the Brown Dirt Cowboy fra dit nærmeste bibliotek