Genrer


Elvis Costello: My aim is true
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde. Dette er nr. 168
Elvis Costello var i sin guldalder en af de dygtigste sangskrivere i verden. Han havde en særegen lyd, der måske på overfladen minder om Graham Parker, men Costello var især i de tidlige år mere påvirket af punk-rock. Noget af det smukke ved Costellos musik er, at det er svært at sætte en smallere mærkat på, end at det er “rock”. Og dette gør sig gældende lige fra debutpladen My aim is true, hvis titel selvfølgelig kommer fra en af Costellos største sange "Alison", der også står som et af de bedste numre på pladen. Ligeledes er denne langsomme, bitre ballade ulig noget andet på albummet. Generelt er det punket powerpop med lidt præg af gammeldags rock ‘n roll, og dette gør virkelig "Alison" bemærkelsesværdig. Costello er dog god til at få de individuelle sange til at udmærke sig. Selv de korteste sange, der går under 2 minutter, er ligeså mindeværdige som de længste – ikke at det dog nogensinde bliver særlig langt, da han forstår at begrænse sig.
Costello er en skarp lyriker med en flot, diskret sarkastisk tone. Selv med grove linjer som “Sometimes I wish that I could stop you from talking when I hear the silly things that you say” synes mange faktisk, at "Alison" er en meget romantisk sang, og jeg er ellevild med omkvædet til "Blame it on Cain", der går “It’s nobody’s fault, but we need somebody to burn”. Det er jo som sådan barnligt sagt, men det er modent fortalt. Costello er fuld af sådanne små finurligheder i sin lyrik, og det er især smukt, når musikken leger med. Der er mange dobbeltheder, f.eks. i "Alison", men også i "I’m not angry", der ironisk nok lyder vredere end nogen anden sang på pladen. Han leger med lytterens forventninger, bl.a. på åbningsnummeret "Welcome to the working week", der har en storladen intro, som leder til en kort, poppet punksang med et flot rock and roll-flair. På modsat vis leder "Mystery dance" op til, at vi bare får en simpel rock and roll-sang, men overgangene fra omkvæd og tilbage til vers er ikke som man ville forvente. For at lave et dobbelt-twist starter denne rock and roll-sang oven i købet med en Shakespeare-reference.
Man kan se mange vink til 50’ernes og 60’ernes amerikanske rock and roll-scene, som Costello nok har været mere inspireret af end de fleste britiske musikere fra hans samtid. "Mystery dance" er i melodi ikke ulig "Jailhouse rock", "Welcome to the working week" indeholder mange af Buddy Hollys kendetræk, "No dancing" inkorporerer trommerne fra "Be my baby", og "Blame it on Cain" starter med bluesguitar. Altså, manden vælger at iføre sig Buddy Holly-briller og kalde sig Elvis, det er jo klart, at de har haft indflydelse. Men det interessante er, at hans musik stadig lyder så moderne sammenlignet med hans inspirationskilder. Og det er fordi Costello ikke blot kigger på sine elskede klassikere – han ser også på, om han kan tilføje noget. Noget, der gør det til hans eget, noget, der gør det mere nutidigt, men mest af alt om han kan tilføje noget, han selv føler gør musikken bedre. Han er nostalgisk, men ikke forgabt. My aim is true er en formidabel plade fra start til slut, og den favner så bredt, at den kan anbefales til stort set alle.