Genrer
Elvis Costello: This year's model
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste. Dette er nr. 98
Elvis Costellos debut, My aim is true, var en skidegod plade. Det var især på det mere nedtonede nummer "Alison", man for alvor opdagede hvor skarp hans pen var, og at man for alvor fik noget kant i sin pop-rock. På hans andet album, This year’s model fra 1978, var der tilsyneladende et konstant højt tempo, der især manifesterede sig i singler som "Pump it up", "(I don’t want to go to) Chelsea" og "Radio, radio". Når pladen er færdig føles det som om, man har siddet igennem en nonstop energibombe. Det har man egentlig ikke, men det viser elegancen i Costello som albumkunstner. Numre som "Little triggers" og "Night rally" er faktisk ret langsomme, men de er konstrueret med en fænomenal forståelse for lytterengagement. Hans sangstemme virker altid meget nær, og på de langsommere numre er der stadig et interessant, eventyrlystent lydbillede – på "Night rally" ender vi endda nærmest i en “Wall of Sound”. Derudover er der god variation i numrenes stil, så man altid føler, at albummet gradvist bevæger sig mod noget nyt.
Og dog – albummet slutter stort set som det starter, både i tempo, stemning og endda til en vis grad i opbygningen af nummeret. Afslutningsnummeret "Radio, radio" har dog en markant anderledes instrumentation end åbningsnummeret "No action", men lige efter hinanden ville de stadig virke alt for ens, og deres høje tempo ville ende med at virke udmattende. Jeg har dog aldrig oplevet at blive den mindste smule træt af This year’s model – jeg kan lytte til den igen og igen. Den er enormt vel-timet, og man kan mærke en rigtig god fælles musikforståelse i bandet, så der er også plads til masser af finurlige detaljer på tværs af instrumenterne. Der er ikke noget instrument, der ikke er spændende og fyldt med overraskelser. Costello fik her samlet sit faste band, The Attractions, for første gang. Kemien i bandet er åbenlys, og den smitter rigtig godt af, når man hører hvor tight og gennemført de spiller.
Selvom Costellos musik dybest set tager udgangspunkt i den skramlede genre kendt som punkrock, er Elvis forfinet, detaljeret og præcis i sin sangskrivning. Melodierne er tit ørehængere af bedste skuffe, og hans tekster er skarpe, sarkastiske og kyniske i en grad, hvor man kunne sammenligne hans tekstunivers med Father John Mistys. Man sider smilende og lytter, når han kommer med den underholdende sprogbrug på numre som "This year’s girl" og "Lip service". Som nævnt er melodierne også fantastiske, og de gør musikken let fordøjelig, mens man stadig kan mærke den underliggende dybde. Centrale lyriske motiver på pladen er forgængelighed og forfængelighed – deraf titlen This year’s model. Tekster om hvor overfladiske vi kan være, sange om hvor hurtigt tiderne skifter, og hvor hurtigt vi går fra det ene hippe kulturfænomen til det andet. Til trods for sine almene postmoderne observationer er This year’s model absolut ikke glemt i nutiden. Det bliver stadig hyldet som et af Costellos bedste album, og Costello bliver stadig opfattet som en fantastisk musiker. Og med det in mente er det hele nu ikke så skidt alligevel.