Genrer


Eminem er tilbage
Introduktion
Gæt hvem som har sluppet håndbremsen, forladt nødsporet og er på vej ud i overhalingsbanen igen. Derude hvor alle de yngre rappere kappes om publikums gunst med battle-raps og andre opfindsomheder. Det er såmænd Eminem, den 41 årige rapper og tidligere konge af hip hop med sit ottende album. The Marshall Mathers LP 2 eller bare MMLP2 udkom den 5. november. Forløberne var Infinite (1996)/The Slim Shady LP (1999)/The Marshall Mathers LP (2000)/The Eminem Show (2002)/Encore (2004)/Relapse (2009)/Recovery (2010).
Eminem toppede kunstnerisk og kommercielt i 2000 med sit tredje album The Marshall Mathers LP. Herefter udsendte han fire knapt så interessante albums, mens han dopede sig og så sig overhalet indenom af folk som f.eks. Kendrick Lamar - hans Aftermath-label kammerat og den eneste anden rapper som er med på det nye album.
MMLP2 - musikken
Musikken på MMLP2 er fyldt med lækre beats og breaks, fængende detaljer og referencer til tidligere albums i form af små lydbidder. Eminem er stadig en teknisk dygtig rapper med sit særlige flow. Mange får i altfald baghjul i nummeret "Rap God", hvor han leverer en sindsyg speedrap midtvejs. Jeg opgav at tælle antal ord rappet per sekund. Nøjes med at citere Wikipedia hvor der står:"In the verse that begins at 4:26, Eminem raps 97 words in 15 seconds — an average of 6.5 words per second — which he describes as "supersonic speed". Det er dobbelt-rim leveret virtuost og med et modent overskud og enestående kontrol over diktion og rytme. Ret godt gået af en 'ældre' herre. Også selvom rimet vist skulle være blevet skabt for to år siden.
Forbilledet Dr Dre er en af flere producere på albummet sammen med Eminem selv. Bag producerpulten er også hentet den, i Eminem sammenhænge, ukendte Rick Rubin ind. Rick Rubin (som man også kan opleve som producer på Jake Buggs nye album der lander i butikkerne på mandag!) kan med sin alder og fortid levere overbevisende old school retro-rap med (glam)rocklyd og scratches. Måske vil Eminem signalere at han HAR indskrevet sig i rap-historien - OG at han stadig har en plads i den fremover. Med sangen "Legacy" kunne man godt få den tanke. Nogle internationale kritikere er ikke så vilde med de Rick Rubin producerede numre. De synes Eminem skulle forholde sig til fremtiden og ikke fortiden. Personligt er jeg vild med den Beastie Boys lignende sang "Berzerk". Albummet er dog lidt langt med sine 16 titler og det stritter i lidt forskellige genre-retninger. Det kunne godt have været delt i to gode koncept-albums. Et hvor tråden til MMLP tages op i en nutidig version og et hvor Eminem mikser rap med glamrock, soul, r&b, reggae m.m.
På et nummer lyder det som om selveste Imagine Dragons er med på kor. "The Monster" høres jævnligt i radioen. Ikke fordi det er en af albummets bedste sange men fordi Rihanna er med. Det er fjerde gang de to samarbejder. Hun tilføjer ingen kunstnerisk værdi til nummeret, men mon ikke også hun er med af mere kommercielle årsager! "So far" har reggae indover og "Rhyme or Reason" starter ud som en anden mercy-soulfuld Duffy...
1. "Bad Guy" 7:14
2. "Parking Lot" 0:55
3. "Rhyme or Reason" (producer: Rick Rubin) 5:01
4. "So Much Better" 4:21
5. "Survival” 4:32
6. "Legacy" 4:56
7. "Asshole" (featuring Skylar Grey) 4:48
8. "Berzerk" (producer: Rick Rubin) 3:58
9. "Rap God" 6:03
10. "Brainless" 4:46
11. "Stronger Than I Was" 5:36
12. "The Monster" (featuring Rihanna) 4:10
13. "So Far..." Rick Rubin 5:17
14. "Love Game" (featuring Kendrick Lamar) (producer: Rick Rubin) 4:56
15. "Headlights" (featuring Nate Ruess) 5:43
16. "Evil Twin" 5:56
MMLP2 - teksterne
Eminems lyriske talent er veldokumenteret både på hans albumudgivelser og i filmen "8 Mile". Tekstuniverset på MMLP2 er et mix af vanlige fornærmelser og rollespil/referencer til tidligere albums. F.eks. i Album-åbnerne “Bad Guy” og “Parking Lot” med en episk og særdeles spændende historie om Stans hævngerrige bror (Stan var kort fortalt en fan som superstjernen Eminem overså på MMLP) som fastholder lytteren med hvinende bildæk og skuddrama og det hele.
Et udtryk for mere modenhed (?) er at hans største trumf-kort ikke længere er de grove fornærmelser af gud og hvermand inden - og udenfor musikbranchen. Homoseksuelle (intet nyt der), eks-konen og faderen får dog lige et fur mens moderen delvist tilgives. Og uden at være hardcore rødstrømpe kan man som kvinde godt få kaffen galt i halsen ved "wasn't for blowjobs you'd be unemployed" i sangen "So much better". “Rap God” har referencer til Columbine school skyderierne fra et tidligere nummer "I'm back", og derudover disses Bieber m.fl. i nummeret "Evil Twin". Paradoksalt nok - i forhold til alder og modenhed - er Eminem alligevel bedst når han er totalt rabiat i sine udtalelser. Det er sådan vi kender ham.
Konklusion
Der er rigtig mange gode takter på MMLP2. Albummet er måske en kende for langt. Enkelte numre kunne med fordel være udeladt. Rihannas bidrag synes jeg også har mere kommerciel end kunstnerisk værdi. Det trækker lidt ned. Min 17 årige søn mener at Eminem for længst er overhalet indenom af en ny generation af rappere men at "Rap God" er ret fed. Men men men - det er ganske kløgtigt gjort og der er altså rigtigt mange topprofessionelle hits på den skive. Og fornærme og forarge kan enfant-terriblen stadig.
Lyt til: Bad Guy, Rhyme or Reason, Survival, Berzerk, Rap God, Love Game