Genrer
Eminem: The Slim Shady LP
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde. Dette er nr. 273
Når man har sagt Eminem, så må man også sige Slim Shady. Slim Shady er den succesfulde rappers mørke personlighed. En facade, han tager på, når han siger ting som “Wanna see me stick Nine Inch Nails through each one of my eyelids?” på sangen "My name is", der åbner hans gennembrudsalbum, The Slim Shady LP. På denne plade er Slim Shady sjovt nok i fokus, og det elsker jeg, for de ting, der kan komme ud af Eminems mund, når han påtager sig dette navn, er virkelig sindssyge. Det er sjovt, og han sørger for at vinkle det på mange forskellige måder. Det andet nummer, "Guilty conscience" er en af mine andre favoritter, og denne sang bruger personligheden på en kreativ måde. Her agerer Dr. Dre og Eminem henholdsvis skulderengel og -djævel til tre forskellige mænd, der er på vej til at bryde loven på groveste maner. Dre og Eminem går fantastisk frem og tilbage, og jeg smiler hele vejen igennem over de kloge linjer. Begyndelsen på pladen er i det hele taget fantastisk. Der er en sjov intro, tre fede numre, der lyder godt lige efter hinanden, og så kommer pladens første skit, og den er heldigvis ret kort, så den fungerer faktisk til at skabe mellemrum mellem de tre hårde åbningsnumre og den blødere, mere introspektive "If I had".
Det går i det hele taget virkelig godt i starten, teksterne er kloge og varierede, alle beats er funky og passer godt til teksterne, de er varierede i opbygningen. Selv når Eminem finder på at synge, virker det. Det kan knap nok kaldes sang, det, der sker på omkvædet til "’97 Bonnie & Clyde", der handler om at Shady kører ud med sin datter for at dræbe hendes mor. Det er ret grumt, og omkvædet sørger for, at man kan føle samværet mellem de to tydeligt. På "My fault" virker det også, for han lyder så skæv, at det passer til temaet. Der er noget psykedelisk over den skæve harmoni, der er på omkvædet. Det er endnu en chokerende sang, hvor han giver en kvinde alt for mange svampe. I begyndelsen af pladens anden halvdel kommer det første seriøst dårlige punkt, nemlig "Ken Kaniff", der er et skit. I modsætning til de andre på pladen er den så lang, at den sætter albummet i tomgang. "Cum on everybody" er en fin sang, men lyrisk er den ikke noget, vi ikke allerede har fået med sange som "My name Is" og "My fault". Musikalsk er den heldigvis ret original med de mange pludselige kvindevokaler. "Rock bottom" er et varsel om, hvad man kan forvente af mere inderlige sange på Eminems næste plader, og beatet er også fantastisk til denne stemning.
Hvis vi til gengæld skal høre et forfærdeligt beat, skal vi ikke længere end til "Just don’t give a fuck". Jeg kan huske, at jeg tidligere godt kunne lide denne sang, sikkert på grund af det fængende hook, men wow, det er helt uudholdeligt at høre på det lortebeat. Det lyder som nogle lyde fra en dampmaskine, der ikke virker, krydset med en smølfeudgave af Darth Vader. Der er et ret ligegyldigt skit ved navn "Soap" mellem denne og "As the world turns", der stort set bare er "My name Is" med en mørkere vinkel. Det handler om vold mod kvinder. Altså, det er godt fortalt og alt muligt, men det er efterhånden trivielt med alle disse historier om hvordan han ikke har respekt over for nogen, og især ikke kvinder. "I’m Shady" har en gammeldags, funky hip hop-lyd, og den fortæller meget om, hvem Eminem rent faktisk er, og den er ulig det meste andet. Omkvædet er svagt, men teksten er absolut i den stærke ende. Det næstsidste nummer, "Bad meets evil", har den anden gæsterapper på pladen, Royce Da 5-9, og de gør det begge godt, og at høre endnu en stemme er forfriskende. "Still don’t give a fuck" runder pladen flot af med sin vrede tone. The Slim Shady LP kunne let have været et mesterværk. Et par sange skulle bare være skåret fra. Som den er, er den dog stadig en virkelig god hip hop-plade fra en af de bedste rappere nogensinde.