Genrer
En bevidst umoderne musiker
Engang i begyndelsen af 1990'erne administrerede min bror en ejendom i Skindergade, hvor han selv boede i en lejlighed på 1. sal. På et tidspunkt kom vi til at tale om svensk musik, og han kunne fortælle, at han i et års tid indtil for ganske nylig havde haft den øverste lejlighed i ejendommen udlejet til en svensk musiker, som brugte lejligheden, når han var i København. Musikeren hed vistnok noget med Hylander – om det var én, jeg kendte til? Det måtte jeg jo indrømme, at det var. Siden 1978 har jeg været en stor fan af Dan Hylander og hans Raj Montana Band, og jeg har alle gruppens plader samt Hylanders egne soloudspil. Det ærgrer mig stadig den dag i dag, at jeg ikke fik oplysningen om Hylanders danske bopæl, mens han stadig boede i min brors lejlighed – så ville jeg gerne have hilst på ham og måske have fået hans autograf. Nu må jeg nøjes med at høre hans musik – men det er selvfølgelig heller ikke så dårligt.
Dan Hylander er en af de relativt få svenske musikere, som jeg har fulgt lige fra starten, og som jeg fortsat køber alle udgivelser med. I tidens løb er det blevet til ca. 20 albums med Raj Montana Band og med Hylander som solist, og når det trods alt ikke er blevet til flere titler på godt 40 år, hænger det sammen med, at Dan Hylander i en lang årrække, fra omkring 1995 til 2010, slet ikke udsendte plader i eget navn. I stedet helligede han sig processen med at skrive sange til og producere plader for andre musikere – og i årene mellem 2007 og 2016 boede han og hans familie sågar i Bolivia. Det afskar imidlertid ikke Dan Hylander fra at deltage i og bidrage til det svenske musikliv – omend dog på nedsat kraft.
De tidlige år
Dan Hylanders lange karriere falder således i flere, ret klart adskilte dele. I 1970'erne og 1980'erne fejrede Hylander store musikalske triumfer med sit Raj Montana Band og med musikeren Py Bäckman, og deres udgivelser indbragte gruppen og Hylander flere store svenske musikpriser. I 1985 deltog Hylander i den legendariske ANC-galla mod Apartheid, og året efter rejste han og flere andre svenske musikere på turné i Zambia og Zimbabwe. Dan Hylander har heldigvis altid stået på den rigtige side på den traditionelt splittede svenske rockscene, uden at han dog af den grund har villet sættes i bås som firkantet progg-musiker. Hylander har hele tiden nærmest fremstået som en god gammeldags hippie med hippie-drømme og hippie-værdier – måske tydeligst eksemplificeret via hans håbløst utidssvarende lange hår, som stadig er hans varemærke.
I midten af 1990'erne fik Hylander imidlertid svært ved at hævde sig på den svenske musikscene, hvor hans udgivelser til sidst solgte så dårligt, at hans pladeselskab Sony ikke ville forny hans kontrakt. I stedet begyndte Hylander at skrive sange til andre musikere, og denne del af hans karriere lykkedes over al forventning, idet han hurtigt blev en efterspurgt sangskriver. Ikke mindst samarbejdet med den tidligere forsanger i gruppen Nationalteatern, Totta Näslund, førte til en række succesrige udgivelser, men også kunstnere som Sylvia Vrethammar, Christina Lindberg, Sven-Ingvars, Thorsten Flinck m.fl. nød godt af Hylanders evner som sangskriver. Som kronen på denne del af karrieren producerede og komponerede Hylander i 2004 sammen med det svenske pop-ikon Tomas Ledin dennes bedste plade nogensinde: Med vidöppna fönster. Pladens vellydende blanding af rock, pop, folk og jazz er ikke overgået hverken før eller siden af Tomas Ledin – og det må siges at være lidt af en præstation, ikke mindst af Dan Hylander.
Senere karriere
I 2011 udsendte Hylander cd'en Den försenade mannen med bandet Orkester (med bl.a. stjerneguitaristen Janne Bark), og albummet blev en stor succes i Sverige. I 2016 fik Hylander lyst til selv at indspille en række af de sange, han tidligere havde skrevet til andre musikere, og det blev til albummet Kann själv. I forbindelse med udgivelsen skrev Dan Hylander på sin blog om udgivelsen: ”Er man desuden en 62-årig mand, som kedeligt nok bare vil skrive, spille og synge tekster og musik, som jeg selv kan lide, er ens mediepotentiale mikroskopisk. Faktisk næsten ikke målelig hvis man, som jeg, har været bevidst umoderne siden 1979. Modernitet er selvbedrag. Det moderne følger en mode og er dermed pr. automatik et skridt bagefter. Derfor bestemte jeg mig for, at jeg er hip (-) Så hip, at jeg er hippie.”
Beskrivelsen er faktisk ganske præcis og rummer en stor del af forklaringen på, hvorfor Dan Hylanders musik skiftevis har været umådeligt elsket og helt yt i Sverige. Musikken har ganske vist haft lidt forskellige udtryk undervejs; men grundlæggende har den hele vejen igennem kunnet karakteriseres som melodisk rock med en klassisk rockbesætning, tilsat nogle herligt iørefaldende sange med nogle som regel ganske tankevækkende og vældigt sangbare tekster. Det er en opskrift, Dan Hylander har været trofast imod gennem hele sin professionelle karriere, og det har altså på skift gjort ham populær og upopulær – hos publikum og i medieverdenen.
Det er stadig den samme enkle recept, der ligger bag Hylanders seneste udspil: cd'en Indigo fra 2019, indspillet med en række musikere fra det oprindelige Raj Montana Band – og fortsat med et indhold af forbløffende iørefaldende, melodiske sange. Dan Hylander har bestemt ikke mistet evnen til at skrive sange; og så skader det jo heller ikke, at han omgiver sig med fremragende musikere som Pelle Alsing, Hasse Olsson, Clarence Öfwerman, osv. Musikken lyder bare fint (siger en gammel fan), og der er næppe nogen tvivl om, at Hylanders nye udspil rummer en stribe kommende klassikere, f.eks. nummeret ”Alla har rätt” med de hippie-agtigt optimistiske linjer: ”Alla har rätt / att finnas till / och älska / vem de vill / ingen ska tvingas / ner på knä / eller rygg ... / Alla har rätt / att finnas till / och säga / vad de vill / Du ska få / vara den du är / och vara trygg ...”