En gammeldags mand

I Sverige har de en superhelt, som ikke ligner nogen anden superhelt i verden (så vidt jeg ved): Kapten Stofil (dvs. Kaptajn Forkalket). Denne superhelt kæmper for en tilbagevenden til de gode gamle dage, hvor alle (svenskere) kørte i Saab eller Volvo, og hvor de eneste acceptable benzinmærker var BP og ESSO. Når Stofil ikke har arbejdstøjet på, er han en helt almindelig familiefar, som småskændes med konen og passer sit job som serietegner; men når pligten kalder, og han bliver nødt til at skifte identitet til Kapten Stofil, har han altid pullover på, smalle læsebriller og også ofte en pibe i munden. Så kan forbryderne godt begynde at ryste i bukserne.

Kapten Stofil kæmper en indædt kamp mod det såkaldte fremskridt, der bl.a. betyder højhuse, computere og mobiltelefoner, og det gør han først og fremmest i form af sure læserbreve i lokalavisen samt klageskrivelser til diverse offentlige myndigheder. Det er en heroisk og på mange måder tabt kamp, Kapten Stofil er ude i; men for mange af os er han alligevel et lysende forbillede og et symbol på, at det trods alt nytter noget at skrive sure læserbreve til aviserne. Om vi også tør følge forbilledet i hans mere fysiske kampe mod skurkene ved hjælp af sit slips i ”superelastisk ultrapolyester” eller måske bare udstyret med en god gammeldags DDT-sprøjte, må være op til hver enkelt. Det er ikke helt sjældent, at Kapten Stofil har været i livsfarlige situationer, når han f.eks. ville stoppe en byggespekulant, som ønskede at lave nærbutikker om til 7-11-butikker.

En svensk musikalsk Stofil

Kapten Stofil er aldrig blevet præsenteret på dansk, og det er en skam. Men så er det trods alt godt, at vi har rige muligheder for at møde Stofils alter ego inden for musikken, nemlig i form af den gamle venstrefløjsmusiker Mikael Wiehe. Jeg skal straks medgive, at Wiehe er meget andet end en sur gammel mand; men i nogle af sine fineste øjeblikke skriver han sangtekster, som jeg tror, at også en Kapten Stofil ville kunne synge med på. Det skete f.eks. i 2000 i sangen ”Den enda vägen”, hvor omkvædet lød: ”Dom säger, det är vägen / Den enda vägen fram / Men om det här ska kallas framåt / då ska jag ingenstans.” Som talt ud af Stofils mund.

Og mon ikke også vores piberygende superhelt ville kunne erklære sig enig i linjer som: ”Ännu högre arvoden / till dom som redan har / Ännu större fallskärmar / och avgångsvederlag / Ännu lägre skatter / för dom som bidrar minst / Ännu större företag / med ännu högre vinst”. Hvilket naturligvis ikke skal forstås sådan, at Kapten Stofil er socialist, for det er han ikke; men han er en gammeldags konservativ fra den tid, hvor de konservative endnu mente, at man skulle opføre sig ordentligt. Det er efterhånden temmelig længe siden …

Hvis Kapten Stofils venner ikke har fået nok af Mikael Wiehes gammelmandsfilosofi i sangen ”Den enda vägen”, har de muligheden for at få bekræftet deres fordomme i en anden, nyere sang af samme Wiehe: ”Jag vill bara va en gammal man”. Jeg har faktisk skrevet om netop denne sang for nylig på BibZooms hjemmeside, men det skal ikke afholde mig fra at citere den endnu en gang i forbindelse med dette lille causeri om Kapten Stofil. I sangen lyder det bl.a. med en typisk Stofil-formulering: ”Några säger att världen går framåt / och att allting är bättre än förr. / Jag ser samma skamliga hunger / och samma fötärande törst”. Og ja, bortset fra, at Kapten Stofil som tidligere nævnt ikke er socialist, ville han helt sikkert være helt enig i, at verden ikke nødvendigvis bare går fremad.

Endnu flere bagstræbere

Utilfredsheden med det såkaldte ”fremskridt” er jo ingen ny opfindelse inden for rockmusikken. I sangen "Primitive people” fra pladen Goodbye blues (1977) synger Country Joe MacDonald både vittigt og skarpt: ”Building a modern world / bringing everything up to date / got to hurry, hurry, can't be late / we're making all of your dreams come true / out with the old / and in with the new.” Især i de sidste linjer i denne sang udtrykker den gamle frontkæmper kort og præcist, hvad andre måske bruger langt mere plads på at formulere: nutiden er vild med forandringer, ofte for forandringernes egen skyld, men det er ikke nødvendigvis nogen klog strategi. For nu at sige det diplomatisk. Kapten Stofil ville sikkert have sagt det noget skarpere.

Og nu har vi minsandten også i Danmark fået vores egen musikalske Kapten Stofil: Kim Larsen, som ganske vist altid har yndet at spille rollen som Rasmus Modsat, og som også passer fint ind i rollen som gammel sur mand (som regel spillet helt bevidst). Men nu har Kim Larsen ligefrem ophøjet gammelmands-attituden til en form for filosofi, nemlig i sangen ”En gammeldags mand” fra hans seneste plade: Øst for Vesterled.

Hør blot linjer som disse fra sangens omkvæd: ”Jeg er en gammeldags mand / med en gammeldags forstand / Mit hus er bygget på sand / Og mit navn står skrevet i vand”. Eller mere programagtigt i linjer som disse: ”Så siger de hvis vi var ligesom dig din klovn / så kørte vi stadig med hestevogn / Men med den trafik vi har i dag / kom vi sikkert lige så hurtigt frem og tilbage”. Det kan man da kalde bagstræberi – men efter denne lytters mening med en god portion sandhed i. ”Grimme huse, grimme biler / fortabte børn med mobiler / der tørster efter kærlighed / enhver tid har sin egen elendighed”. Jamen, er Kapten Stofil begyndt at indspille plader på dansk, kunne man være fristet til at spørge? Ja, det ville nok slet ikke være så dårligt, hvis det var tilfældet. Under alle omstændigheder: velkommen i klubben af Kapten Stofil-tilhængere, Kim Larsen. Bagstræberiet er ikke det værste sted at befinde sig, når fremskridtet fører direkte mod afgrunden.