Genrer
En gesandt fra fortiden
Warren Zevons aktive pladekarriere strakte sig fra debuten i 1969 med lp'en Wanted, dead or alive til cd'en The wind, der udkom kort før Zevons død i 2003. Karrieren lå brak i lange perioder, hvor Zevon havde problemer med misbrug af forskellig art, og udgivelsestakten for musikerens lp'er og cd'er var uhyre ujævn. Men mellem år og dag fik Zevon dog udsendt en stribe plader med stor substans i, såvel tekstmæssigt som melodimæssigt, ligesom han skrev en række fine numre til andre sangere. Zevon var både respekteret og vellidt blandt sine kolleger, og han blev - ligesom vennen Jackson Browne - betragtet som en slags "musician's musician".
Et fornemt flop
I 1982 var Zevon tilsyneladende kommet ud af sit misbrug, og det udnyttede han til at indspille en af sine mest helstøbte plader nogensinde, den glimrende The envoy. Desværre delte samtidens pladekøbende publikum ikke Zevons musiksmag, og udgivelsen blev en af hans mest eklatante økonomiske fiaskoer. Pladen solgte ikke, og Zevons pladeselskab Asylum opsagde hans kontrakt, nærmest med et ligegyldigt skuldertræk. Det slog sangeren ud af kurs, og han genoptog sit alkoholmisbrug, hvilket efter sigende kunne aflæses ved hans koncert på Roskilde festivalen i 1983.
Gesandten genopstår
1982-udgivelsen The envoy har ikke været tilgængelig på cd nogensinde, formentlig til dels på grund af udgivernes skræk for at røre ved et notorisk flop. Men i 2007 tog selskabet Rhino alligevel mod til sig og markerede pladens 25 års jubilæum ved at udsende den på cd - nu med fire tidligere uudsendte bonusnumre. Herved blev der atter mulighed for at vurdere indholdets kvaliteter - og den vurdering falder absolut positivt ud. Pladen indeholder udelukkende stærke og langtidsholdbare numre, såvel tekstmæssigt som melodimæssigt, og det er svært at se, hvorfor den klarede sig så dårligt i 1982, med en placering som nr. 98 på Billboards salgsliste som bedste resultat.
Pladens ni oprindelige sange indledes af det frådende nummer "The envoy" (udsendingen, gesandten) om diplomaten Philip Habibs håbløse opgave: at forsøge at skabe fred mellem de stridende parter i Mellemøsten. Det var ikke lettere for 25 år siden, end det er i dag, hvis man skal tro sangtekstens ord. Og det kan man sikkert roligt gøre:
Nuclear arms in the Middle East
Israel's attacking the Iraqis
The Syrians are mad at the Lebanse
And Baghdad does whatever she please
Looks like another threat to world peace
For the Envoy
En stærk sang, båret af en stærk, rockende melodi, som det er svært at holde fødderne i ro til. Den flotte indledning følges op af en stribe sange, som spænder fra melodiøse og indtrængende kærlighedserklæringer til den elskede ("Let nothing come between you", "Never too late for love") over den kynisk-humoristiske hanrej-sang "The Hula Hula boys" til en lavmælt hyldest til rockens ukronede konge, Elvis Presley ("Jesus mentioned").
Zevon har selv været forfatter eller medforfatter på samtlige cd'ens sange, og der er ikke én svag tekst imellem. Det er i sig selv imponerende. Men hvad der er nok så vigtigt, når det drejer sig om musik, er, at pladen kun indeholder iørefaldende, medrivende sange inden for den brede genre, man kunne kalde singer/songwriter-genren: i Zevons tilfælde melodiøse, guitarbaserede sange med fokus på vellyd. Med enkelte 80'er-typiske synthesizere i baggrunden - men det er til at leve med.
Blandt den genudgivne cd's ni oprindelige sange finder man også nummeret "Looking for the next best thing", som er en - tilsyneladende oprigtigt ment - opfordring til at slå sig til tåls med det næstbedste. For det bedste er som oftest bare en illusion, på linje med Don Quixotes vindmøller. Så er det bedre at gå efter det næstbedste - og det kræver heller ikke så stor en indsats ...