En lavmælt mørkemand

Scenen var sat til en vandring i et af dansk musiks sorteste landskaber - desværre uden den helt store følelsesmæssige intensitet

En tom scene, et klagende kirkeorgel - Of the Wand and the Moon starter koncerten på minimalistisk vis og fortsætter den instrumentale intro et stykke tid efter at hovedmand Kim Larsen (et kort øjeblik iført abemaske) og seks mand mere har indtaget scenen. Ulasteligt klædt i sort fylder musikerne godt op på scenen i Pavillon - det er dog underordnet for det atmosfæriske neo-folk projekt, der ikke gør brug af de store armbevægelser undervejs. På den ene side serverer Kim Larsen sit tusmørkedyb befriende kompromisløst, her lefles ikke for nogen med et spagt ønske om underholdning. På den anden side rumsterer musikken mest omkring sig selv og når ikke rigtigt ud over scenekanten denne fredag aften.

Sorgfuld skønhed

Kim Larsen er måske bedst kendt for sin fortid som guitarist i undergangs-metalgruppen Saturnus. Med Of the Wand and the Moon dyrker han det dystre mørkeland i neo-folk og folk-noir genrer. Der er momenter af skønhed i mørket og en vis imødekommenhed i det smertefulde setup, og det kommer også til udtryk ved aftenens koncert. Et nummer som Sunspot med Larsens talende og hviskende baryton i front fungerer godt og især Absence gør indtryk og kravler ind under huden med det messende "Look at me, look at me" akkompagneret af klagende trompet.

Lavt og lavmælt

Desværre var lyden under størstedelen af koncerten lav og det smittede af på intensiteten. Først omkring tre kvarter henne blev der dels skruet op, dels spillet med mere nerve og aggressivitet, og det var klædeligt. Når man netop er kompromisløs med sin musik og ikke pakker den ind i show, risikerer oplevelsen at blive tandløs og uvedkommende, når der skrues ned på alle tangenter. Denne signatur ønskede sig i hvert fald, at det fuldblodsdystre sorte landskab, Larsen rammer så godt i sine tekster, blev skruet op, så det kunne mærkes.

Abemasken, der hele tiden hang troligt i mikrofonstativet som en påmindelse om noget kant, blev desværre hængende. Ærgerligt, for er der tilpas med styrke bag udtrykket, undgår man ikke at blive ført med af Of the Wand and the Moons stemningsmættede landskaber.