En mand af mange ord

Ulf Lundell har altid været en mand af mange ord. Det mærker jeg tydeligt for tiden, hvor jeg er ved at arbejde mig igennem hans dagbøger fra 2017 og frem til i år med fællestitlen ”Vardagar” (hverdage).

Indtil videre er der kommet 5 murstenstykke bind i rækken af dagbogsoptegnelser, hvor Lundell kommenterer på alt, hvad han oplever, ser og tænker – lige fra de mest overordnede storpolitiske emner og ned til de allermindste praktiske gøremål på gården i Kivik, hvor han bor.

Men det er ikke bare i dagbøgerne, Ulf Lundell er en mand af mange ord. Hans pladeudgivelser har altid været fyldt med ordspækkede tekster, og ofte har sangeren haft så meget på hjerte, at en enkelt pladeudgivelse ikke har været nok til at rumme alle sangteksterne. Næppe nogen anden musiker har udsendt så mange dobbelt-LP´er som Lundell, og det er en tendens, der har varet helt frem til dobbelt-cd´en ”Skisser” fra 2018.

Den dobbelt-cd, der måske mere end nogen anden af Lundells udgivelser viser kunstneren fra hans mest ordrige side, er ”På andra sidan drömmarna” fra 1996, som sidst i oktober i år kan fejre sit 25 års jubilæum.

Udgivelsen rummer ikke mindre end 140 minutters musik, fordelt på 21 lange sange, hvori Lundell grundigt og hvast – og poetisk; manden er jo ikke aviskronikør, men kunstner – tager fat på en række af de store temaer, der løber som en rød tråd gennem hele forfatterskabet: den umulige, men uundværlige kærlighed; tidens gang og det uafvendelige forfald; individualismen kontra fællesskabet; kraften i minderne og fortiden; meningen med livet (!); samt en nærmest eksistentiel vrede over magthavernes og mediernes ødelæggende indflydelse på deres omgivelser. Der er ikke meget nyt under solen her i forhold til indholdet på Lundells tidligere og senere udgivelser; men man kan dårligt undgå at blive blæst omkuld af energien og intensiteten i sangerens fremførelse af sine holdninger og meninger.

Det betyder dog ikke, at ”På andra sidan drömmarna” af den grund er en 100% vellykket udgivelse. I denne lytters ører indeholder dobbelt-cd´en for mange numre med den form for musik, man kunne kalde power-rock eller muskel-rock: tungt kværnende rockmusik, som synes mere opsat på at gøre indtryk i kraft af sin råstyrke end i kraft af gode melodier og opfindsomme arrangementer.

Disse numre er jeg tilbøjelig til at springe over, når jeg hører pladen; men hvis man ser bort fra de buldrende rocknumre, er der stadig rigeligt med fine sange til at fylde en enkelt-cd i absolut topklasse af bedste Lundell-kvalitet. Jeg kunne ønske, at sangeren havde udsendt to særskilte cd´er med hver sit musikalske udtryk i stedet for som nu, en dobbelt-cd med et indhold af varierende kvalitet. Men andre har det sikkert anderledes med Lundells musik, end jeg har; og det mangefacetterede udtryk er da også i sandhedens interesse en af Lundells styrker som kunstner.

Hvis man har lyst til og mod på i et par timer at lade sig nedsænke i Lundells skarptseende og ofte ætsende syrebad af samfunds- og relationsanalyserende iagttagelser, er ”På andra sidan drömmarna” et udmærket sted at starte. Undertiden har sangteksterne decideret karakter af exorcisme, hvor Lundell forsøger at uddrive sine egne dæmoner, f.eks. når sætningen ”Det är gott att leva” dukker op i (mindst) tre af pladens sange.

Her fornemmer lytteren klart, at der snarere er tale om en form for besværgelse end om en nøgtern konstatering af tingenes tilstand. Ulf Lundell vil så gerne have, at det skal være godt at leve; men det lyder bestemt ikke altid, som om han selv tror på udsagnet. Og det hænger bl.a. sammen med den omstændighed, der måske fremstår som udgivelsens allertydeligste budskab: det er ikke sjovt at blive gammel.

Jeg savner min ungdom
Ulf Lundell var ”kun” 46 år gammel, da han udsendte ”På andra sidan drömmarna”; men det er tydeligt, at han allerede på dette ret tidlige tidspunkt i livet havde store problemer med at acceptere, at han ikke længere var ung. Adskillige steder i sangteksterne møder man beklagelsen over, at alderdommen nærmer sig, og at ungdommen er uigenkaldeligt forbi. I ”Skandinavien” ærgrer Lundell sig således over, at ”du börjar bli gammal”, og i den majestætiske ”Låt dom prata” lyder det meget direkte: ”Jag kan inte bli ung igen/ och du kan inte vara där jag är än”.

Tydeligst hører man dog nok modviljen mod alderdommens snarlige komme i den smukke og melankolske sang ”Levande och varm”, som helt programmatisk indledes med ordene: ”Jag saknar min ungdom/ jag vill inte bli gammal”. Jeg kan huske, at da jeg første gang hørte sangen, tænkte jeg: jamen, sådan kan man da ikke sige. Er det ikke en omgang patetisk klynkeri ikke at ville acceptere sin alder? Faktisk blev jeg både lidt chokeret og pinligt berørt på Ulf Lundells vegne over denne bramfri og helt utilslørede bekendelse; men selv om jeg stadig synes, at det er en meget usædvanlig indledning til en sang, er jeg efterhånden kommet frem til, at man godt kan sige sådan i en (stærkt selvbiografisk) sang. Udtalelsen er først og fremmest hudløst ærlig, og sangen slutter trods alt også med den noget resignerede, men realistiske erkendelse: ”Ingen kan bli ung igen”. Selv om man selvfølgelig altid kan håbe på at finde kærligheden i en moden alder.

Ud over den uventede indledning til ”Levande och varm” rummer sangteksten mange tankevækkende overvejelser over alderdommens fordele og – især – ulemper. Og sidst, men ikke mindst, er melodien til sangen indsmigrende iørefaldende og bliver dermed i sig selv en form for dementi af, at alderdommen kun er et onde. For hvis man som moden mand kan frembringe en så vemodigt smuk melodi, kan det vel ikke være helt dårligt at blive ældre/gammel?